Min far er ved at drikke sig ihjel. Mine forældre er skilt og har været det siden jeg var 5 år. Så længe jeg husker har min far været kvartalsdranker og jeg har brugt meget energi på at dække over ham for omverdenen og min mor. Jeg har haft en kernefamilie med min mor og hendes mand i øvrigt. Jeg har været udsat for mange svigt og skuffelser igennem min opvækst og som voksen dækker jeg stadig over for ham ifht mine børn så de ikke oplever samme skuffelse. Det sidste år er det eskaleret og min far drikker rigtig meget og er meget deprimeret. Han har mistet sit job og sidder bare i sin lejlighed. Jeg har skrevet ham et brev og udtrykt min bekymring for ham hvis han forsætter med at drikke men uden respons. Jeg ved han selv er vokset op med mange svigt, alkohol og vold. Jeg kan kan mærke min grænse er nået for hvor meget mere jeg kan holde til han skuffer mig, men jeg er også bange for at fortryde at jeg ikke gjorde mere for ham, for han drikker sig selv ihjel. Jeg synes det er rigtig svært for jeg er så vred på ham, det er mig der er barnet, det burde være ham som bekymrede sig om mit ve og vel og ikke omvendt, men samtidig ser jeg bange for at fortryde og i virkeligheden også for at føle mig lettet når han ikke er her mere. Jeg er nødt til at passe på mig selv og min mand og vores børn, jeg føler ikke han fortjener mine tanker og alt min energi som jeg bruger på ham. Undskyld det er så rodet, men det er sådan det er i mit hoved pt. Til daglig er jeg en super husmor og karriere kvinde med tjek på tilværelsen. I hvertfald udvendigt
Svar:
Kære du,
Tak for dit brev. Som jeg forstår brevet, beskriver du en generel problematik, som handler om, at du har svært ved at håndtere din fars alkoholmisbrug og din rolle i det. Jeg vil i min besvarelse fokusere på din ansvarsfølelse, dit behov for at sige fra og lytte til dig selv samt din vrede mod din far.
Det lyder til, at din fars misbrug har fyldt og stadig fylder rigtig meget i dine tanker. Det kan være meget frustrerende at bruge energi på alle de tanker, der kan være forbundet med en forælders alkoholmisbrug og det er derfor rigtig godt, du skriver herind.
Jeg lægger mærke til, at du skriver, at situationen inden for det sidste år er eskaleret, at din far er ved at drikke sig ihjel og at din grænse er nået. Det er rigtig vigtigt at lytte til sig selv og sine egne grænser. Du skriver endda også, at du har skrevet et brev til ham, hvori du udtrykker din bekymring for ham, og at du ikke har fået nogen respons herpå. Det kræver rigtig meget at sende sådan et brev og det vidner om, at du virkelig har prøvet at hjælpe din far. Du skriver også, at du er bange for at komme til at fortryde, at du ikke gjorde mere for ham. Måske kan det hjælpe dig at lytte til din egen følelse af, at din grænse er nået, og at du er nødt til at passe på dig selv og din familie? Det er meget almindeligt, at børn af alkoholmisbrugere føler et ansvar for at redde deres forældre, men det er her vigtigt at huske på, at det aldrig er børnenes ansvar. Det er din fars liv og motivationen og lysten til at stoppe skal komme fra ham selv, da det kun er ham, der kan stoppe sit misbrug. Når det er sagt, er det stadig meget frustrerende at være vidne til, at et menneske man holder af, er i gang med at drikke sig ihjel. Det er bare vigtigt at huske på, at det aldrig vil være dit ansvar eller din skyld.
Du skriver også, at du både som barn og som voksen har været vant til at dække over din fars misbrug over for omverdenen. Det er et stort ansvar at bære og det er helt forståeligt, at du har fået nok og ikke ønsker at gøre det mere. Derudover fremgår det også af dit brev, at du har en stor vrede rettet mod din far. Når du skriver: ’’jeg er så vred på ham, det er mig der er barnet, det burde være ham som bekymrede sig om mit ve og vel og ikke omvendt, men samtidig ser jeg bange for at fortryde og i virkeligheden også for at føle mig lettet når han ikke er her mere’’ fornemmer jeg, at du skammer dig en smule over din vrede. Har du det mon sådan? Jeg synes dog, at vrede er en meget forståelig følelse at have, når man gentagne gange er blevet skuffet og svigtet. Derfor er det bestemt ikke en følelse, du bør skamme dig over, hvis det er tilfældet.
Afslutningsvis vil jeg takke dig for at skrive herind og dele dine tanker. Det er rigtig godt, at du kan mærke, at du har brug for at passe på dig selv og det er helt okay, at du lytter til dig selv og fokuserer på, hvad du har brug for. Hvis du har brug for yderligere hjælp til at håndtere din situation, tilbyder TUBA både gruppeterapi, hvor man kan tale med andre, som sidder med lignende problemstillinger, og individuel terapi, hvor man kan snakke alene med en terapeut. Lyder det som noget, der kunne være gavnligt for dig, er du meget velkommen til at læse mere her: https://tuba.dk/hjælp.
Mange hilsner
Liv, TUBA