Hej.
Jeg er en pige på 19 år, som bor sammen med min mor og far, er eller rettere sagt gjorde. Min far er snart 50 år og har drukket lige så længe jeg kan huske. Der er ikke eneste dag han ikke har drukket i utrolig langt tid. Hans problem er dog blevet meget større her over de seneste år. Min søster er 21 år og bor for sig selv i en lejlighed. Hun har en depression og har haft det to gange. Min far fik også en depression i marts. Jeg har både OCD og en depression. Depressionen har jeg været indlagt for, for en måned siden i 10 uger, fordi jeg simpelthen ikke ønskede at være her mere. Jeg har fået 9 elektrochok behandlinger, og jeg har det bedre end jeg har haft, men jeg har det stadig ikke særlig godt. Jeg skrev da jeg var indlagt et brev til min far om hvor ked af det det gjorde mig at han drak som han gjorde, han ringede og lovede at det hele nok skulle blive bedre når jeg blev udskrevet, den dag jeg blev udskrevet var han så fuld, at han ikke kunne stå på sine egne ben, fordi der var sommer afslutning på hans arbejde. Han har her i hans sommerferie drukket ca. en kasse øl om dagen. Han vil ikke med nogen steder hvor der ikke er øl, og han hentede øl om morgenen inden min mor og jeg stod op. Han har været rigtig urimelig, og sur, eller også har han sovet. Jeg indrømmer at jeg ikke har snakket særligt pænt til ham, eller været særlig sød ved ham, men har bare gjort mig så vred og ked af det. Han har været egoistisk, urimelig og utrolig vred. Min mor snakkede i onsdags med en misbrugskonsulent, som sagde at vi skulle stille ham et ultimatum, os eller alkoholen. Det gjorde vi og han blev virkelig sur. Vi havde gået bag hans ryg, vi holdt ham altid udenfor og ville aldrig have ham med nogen steder. Han mente at det var fordi at det var sommerferie, at han havde drukket så meget. Han drikker også til hverdag, og han kan nå at drikke en hel del inden han går i seng, det er dog værst på fridage. Han valgte alkoholen, og vi flyttede ud til min søster. Mig, min mor og hunden. Her har vi boet siden i onsdags. Han kimer min mor ned, og vil have hende tilbage og skal nok gå i alkoholbehandling, hvis bare vi vil komme hjem. Min mor ved ikke om hun har overskud og energi til at være sammen med min far mere, og det forstår jeg godt. For hun har virkelig været meget igennem og har fungeret både som mor og far til tre. Mit spørgsmål er nu om det er forkert af mig at jeg hellere vil at min mor og jeg flytter i en lejlighed for os selv, end at flytte hjem igen. Jeg har ikke et særlig godt forhold til min far og vi diskutere utrolig meget, men jeg ved ikke om det er på grund af alkoholen. Jeg har ikke lyst til at flytte hjem igen, og vil hellere bo for mig selv så, men det har jeg bare heller ikke overskud til på grund af min psykiske sygdomme. Er det forkert af mig at råde min mor til at blive skilt fra min far? For et eller andet sted er det virkelig synd for min far, og jeg elsker ham virkelig højt. Hilsen {Navn}.
Svar:
Kære {Navn}
Hvor lyder det bare som en hård situation du og din familie står i lige nu.
Det er næsten to uger siden du skrev herind, jeg håber der er faldet ro på situationen i mellemtiden, at din far har givet jer ro og at I alle har vænnet jer til den nye situation, hvor I ikke længere bor sammen som familie. Det kan selvfølgelig også være at der er sket noget andet, at du og din mor er flyttet tilbage til din far – så håber jeg I alle har det godt med den beslutning.
Du spørger om det er forkert af dig, at du hellere vil bo alene med din mor end flytte tilbage til din far. På baggrund at det du fortæller om din far, så kan jeg godt forstå du ikke har lyst til at bo sammen med ham. Det giver god mening. Det synes jeg ikke er forkert.
Det giver også god mening at du råder din mor til at blive skilt fra din far.
Du har lov til at handle ud fra de følelser du har. Du har det ikke godt med din far og han er ikke den far for dig, som du har brug for. Dine følelser omkring det er helt rigtige, de kan aldrig blive forkerte. Du har altså lov til, at ønske ikke at bo hos din far og at råde din mor til at blive skilt fra ham. Sådan har du lov til at have det. Det er ikke sikkert at du kommer til at bo alene med din mor eller at dine forældre bliver skilt, selvom du siger højt at det er det du ønsker – men du har lov til at stå ved dig selv og sige hvordan du ahr det.
Du skriver at du kunne have lyst til at bo alene men ikke har overskud til det. Måske er der mulighed for at du kan bo alene med en form for støtte. Er det noget du har overvejet at undersøge? Det er noget du kan tale med din sagsbehandler i kommunen om. Hvis du ikke ved hvem din sagsbehandler er kan du ringe til kommunen og få det oplyst. Når du taler med din sagsbehandler skal du fortælle hende om situationen i din familie, om hvordan du har det og at du ikke ønsker at bo hos din far mere. Jeg ved ikke om der er hjælp at hente, men det er måske et forsøg værd?
Til sidst vil jeg bare gentage at jeg håber der er faldet ro på situationen. Meget kan være sket siden du sendte dit spørgsmål ind, du er meget velkommen til at skrive igen hvis det svar jeg har givet dig ikke længere er aktuelt.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA