Jeg skriver her, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre.
For 11 år siden blev mine forældre skilt, bl.a. fordi min far havde et alkoholmisbrug. Efter han flyttede for sig selv, var det lidt on/off. Jeg var 10 år og mine søstre var 5 og 6.
På et tidspunkt så jeg en flaske alkohol stå i et skab, og han spurgte, om jeg ville hælde den ud; så jeg hældte det i håndvasken og smed flasken væk. Jeg var så stolt af ham.
Af og til så vi øldåser i hans lejlighed, men han sagde altid, at ”det er min vens, jeg drikker kun alkoholfri øl”. Og vi troede på ham. Og et eller andet sted, tror jeg stadig på det. For jeg vil så gerne have, at det er sandt.
I dag er jeg 21 år og bor med min kæreste. Vi venter vores første barn og livet er skønt. Jeg skriver dagligt med min far og snakker måske med ham en gang i ugen. Vi ses ikke så tit, selvom vi kun bor 1 time væk fra hinanden.
Den anden dag besøgte han os, og vi havde så hyggelig en dag og en super god aften, hvor mine søstre også kom og spiste aftensmad med os. På et tidspunkt var jeg alene med ham – det var lige da han var kommet, og vi sad og snakkede sammen og ventede på, at min kæreste kom hjem fra arbejde. Min far sagde så lige pludselig, at han i går havde fået en lille (navn på noget spiritus), som havde stået urørt i hans skab i flere år. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige, så vi slog det hen, som om det var helt normalt. Jeg havde lidt på fornemmelsen, at han var lettere påvirket. Han havde nemlig taget toget hen til os, og han var meget nervøs omkring det, så jeg tror, han har drukket noget for at dulme nerverne. Han har problemer med hjertet og han har fået konstateret diabetes, så generelt er hans helbred ikke så godt. Så hvis han er begyndt at drikke oveni det, er jeg bare virkelig bange for, at han ikke klarer den så længe endnu. Han var virkelig glad og lavede en masse underlige jokes hele aftenen, men jeg tænkte, at det nok bare var fordi, han var glad for at være sammen med os – hvilket han i hvert fald også var.
Vi kørte ham hen til toget, da det blev aften og han skrev til mig, at han bare havde hygget sig mega meget. Dagen efter skrev jeg til ham, om han var kommet godt hjem, og da han ikke svarede, ringede jeg til ham for at være sikker på, han havde det godt. Han plejer altid at svare med det samme, så når der går mere end en times tid, bliver jeg altid nervøs for, om han okay, især pga. hans hjerteproblemer.
Han tog ikke telefonen, men et par minutter senere ringede han tilbage.
Han lød totalt rundt på gulvet, snakkede meget usammenhængende og lød ærligt talt plørefuld. Han stillede de samme spørgsmål flere gange og hans stemme var underlig og mumlende og jeg kunne ikke forstå meget af det, han sagde. Han var i det hele taget meget fraværende. Han sagde, at han lige havde sovet, som for at komme med en undskyldning for, at han lød sådan. Jeg tror, han skyndte sig at prøve at lyde så ædru som muligt, da han så, jeg ringede. Sådan at han lige brugte et par minutter på at ”friske sig op” og komme på en undskyldning.
Det var ubehageligt at snakke med ham og jeg skulle virkelig tage mig sammen for ikke at begynde at græde, for jeg kunne jo tydeligt høre, at han havde drukket – og desværre lød det som om, han havde drukket hele dagen.
Jeg er højgravid med en lille pige – det vil sige, at min far altså bliver morfar lige om lidt, og han glæder sig så meget. Han har sagt til en veninde (… som har fortalt til min mor, som har fortalt til mig…), at han er bange for, at han ikke får lov til at blive den morfar, han gerne vil være, fordi han føler ikke, han fortjener det, fordi han ikke har været den bedste far. Han er bange for, at han ikke kan få lov at holde sit barnebarn og være der for hende, lære hende ordentligt at kende osv. Jeg ønsker, at mit barn skal kende sin morfar. Han har potentiale til at blive en fantastisk morfar, han skal bare tage sig sammen og passe på sig selv.
Jeg føler lidt, at det et eller andet sted er min skyld, at han er begyndt at drikke igen, fordi han føler sig ensom. Vi ser som sagt ikke hinanden så tit, og jeg er ikke god til altid at svare på hans sms’er med det samme.
Jeg elsker ham så højt og vil bare ikke have, at han skal begynde at ødelægge sig selv all over again. Jeg vil gerne have, at min datter vokser op med en tilstedeværende morfar, og lærer ham at kende, som den person, jeg ved, han er bag alkoholmisbruget.
Han er ret konfliktsky, og vil aldrig nogensinde indrømme, at han er begyndt at drikke igen (selvom han bogstaveligt talt sagde til mig den anden dag, at han lige havde fået noget at drikke dagen inden – var det mon et råb om hjælp?)
Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre og jeg er så træt af at føle, at det er min skyld, og at hvis jeg havde set ham oftere, ringet til ham oftere osv., at han så ikke ville have drukket den skide flaske et-eller-andet.
Kan man hjælpe en alkoholiker, der ikke mener, de har brug for hjælp? Og hvem kan jeg snakke med om det?
Svar:
Kære du
Når jeg læser dit brev, bider jeg mærke i – og glædes ved – at du beskriver livet som skønt, fordi din kæreste og du venter jeres første barn. Stort tillykke med det!
Af brevet fremgår det også, at din far har haft et alkoholmisbrug igennem mange år. Han har ved flere lejligheder fortalt, at dette er fortid, hvilket du har haft tillid til. Nu viser det sig så, at han måske er begyndt at drikke igen, fordi han direkte har sagt til dig, at han har drukket og fordi han har virket meget fuld under en telefonsamtale. Eftersom hans misbrug har fyldt rigtig meget i din opvækst, kan jeg sagtens forstå, at dette fylder meget for dig og giver anledning til mange bekymringer for fremtiden.
Du er rigtig god til at sætte ord på dine følelser og tanker omkring din fars misbrug, og det er tydeligt for mig, at du holder meget af din far og ønsker at have en god relation til ham. Du gør også rigtig meget ud af at bevare jeres relation – I skriver sammen dagligt og taler i telefon en gang om ugen – men fremhæver også, at du ikke altid er god til at svare på hans sms’er lige med det samme. Her kan jeg blive lidt bekymret for, om du måske stiller for høje krav til dig selv? Dette tænker jeg særligt, fordi du skriver, at du føler, det er din skyld, han er begyndt at drikke igen. Det er helt normalt, at børn af misbrugere påtager sig skylden for deres forældres misbrug. Her er det dog vigtigt at slå fast, at det aldrig er børnenes skyld. Det er nemlig altid forælderens eget valg at begynde og drikke. Derfor ville det heller ikke have gjort en forskel, hvis du havde ringet noget mere eller set ham noget mere.
Du spørger til sidst i dit brev, om man kan hjælpe en alkoholmisbruger, der ikke mener, han har brug for hjælp. Svaret på dette hænger lidt sammen med det foregående jeg har skrevet – nemlig at det er forælderens eget valg at begynde – da det også kun er forælderen selv, der kan tage valget om at stoppe. Måske du kunne tale med din far om dine bekymringer i forhold til hans misbrug og dårlige helbred? Da det nogle gange kan være svært at tale om sådanne ting ansigt-til-ansigt, kunne du måske prøve at udtrykke dine bekymringer i et brev? Her kunne du måske også komme ind på, hvor meget han betyder for dig og hvor stor pris du ville sætte på, at han blev en del af din datters liv?
Du stiller yderligere et spørgsmål, nemlig hvem du kan tale med om det. Her får jeg lyst til at spørge dig lidt ind til det ’’vi’’, du skriver i sætningen: ’’Og vi troede på ham’’ i forbindelse med din fars udsagn om, at han kun drak alkoholfri øl. Er det dine to søstre, du her henviser til? Man kunne måske forestille sig, at de går rundt med nogle af de samme tanker, og at de derfor ville være rigtig gode for dig at tale med om det. I dit brev refererer du også til din mor, og jeg tænker derfor på, om det mon kunne være en mulighed at snakke med hende om nogle af disse ting?
Derudover er det også muligt for dig at tale om dine tanker og følelser, hvis du begynder i et forløb hos TUBA. Vi tilbyder både individuel- og gruppeterapi, hvilket du kan læse meget mere om her: http://tuba.dk/hjælp .
Jeg håber, at du får taget kontakt til nogen, der kan hjælpe dig med at lægge skyldfølelsen fra dig og slippe nogle af de mange bekymringer, som tynger dig. Desuden ønsker jeg dig alt det bedste.
De bedste hilsner Liv, TUBA