Kære brevkasse,
Jeg er vokset op med en alkoholisk far og efter at have lidt under eftervirkningerne af det misbrug i mange år, fik jeg endelig hjælp i TUBAS gruppeterapi-forløb. Det var en livsforandrende oplevelse, der har gjort, at jeg bedre kan håndtere perioder med nedgang. Faktisk vil jeg mene, at TUBA på en måde har reddet mit liv.
Det jeg især fik ud af TUBA var en forståelse for, at jeg ikke er ansvarlig for min fars problem, og at jeg ikke kan redde ham. Faktisk har jeg lært at tilgive ham og bærer den dag i dag ikke nag mod ham. Jeg havde valgt fortsat at se ham på mine egne præmisser for at nyde de gode stunder, vi nu engang kunne have. Dette ændrede sig dog i sommers under et besøg.
Min far bad om hjælp med transport til et vaccinationscenter, da hans helbred er meget dårligt, og jeg tog en fridag for at hjælpe ham i selskab med min kæreste. Dagen endte dog med, at han blev vred pga. en situation, hvor han mente, at jeg agerede forkert. Selve situationen er i og for selv irrelevant og baserede sig på en misforståelse mellem os, og jeg er sikker på, at hvis det var sket med et hvilket som helst andet menneske, ville en samtale have løst det. Min far er dog meget kognitivt påvirket af sit misbrug og har det med at blive vred, bitter og bære nag over de mindste ting, og han er ikke til at ræsonnere med, når først han føler, at nogen har fornærmet ham. Vi skiltes veje den dag på usikker grund, og dagen efter ringede han så, mens jeg var på arbejde.
Jeg regnede med, at han ringede for at ville tale om situationen eller måske undskylde for sin overreaktion, men han valgte i stedet at sige, at vi jo aldrig havde set øje til øje, og at jeg burde skamme mig over den måde, jeg altid har behandlet ham på. Jeg var ekstremt rystet i situationen, fordi at han var ædru, og han plejede kun at udtrykke sig på den måde, når han har drukket. Samtalen ender med, at han får sagt, at vi ikke skal have kontakt mere, og at det er farvel.
Det er nu cirka tre måneder siden, og jeg har været meget afklaret med, at det er slutningen på vores relation. Efter at have tilgivet det store omsorgssvigt jeg har lidt som barn og ung, har jeg kunne håndtere dette nye svigt langt bedre, og det har ikke haft en stor indvirkning på hverken mit liv eller min glæde den seneste tid.
Grunden til at jeg nu skriver til denne brevkasse er fordi at et familiemedlem, der stadig er i kontakt med ham, har fortalt mig, at han ikke kan huske, at han har slået hånden af mig. Faktisk kan han ikke forstå, hvorfor jeg ikke har kontaktet ham, som jeg plejer, og han har også både ringet og skrevet til mig et par gange. Han fortæller også dette familiemedlem, at han savner mig. Jeg er sikker på, at dette er sandheden, da han glemmer mange ting pga. misbruget; især når han har været i en periode, hvor han drikker rigtigt meget. Jeg er også sikker på, at han inderst inde elsker mig, men at misbruget fuldstændig har overtaget ham. Dette familiemedlem ønsker, at jeg tager kontakt til ham igen – hun presser ikke på, og hun forsøger ikke at give mig skyldfølelse. Jeg er sikker på, at hun har de bedste intentioner, selvom hun ikke forstår, hvorfor at jeg vælger som, jeg gør.
Jeg er dog lidt på usikker grund her, og ved ikke helt hvordan jeg skal håndtere situationen. Min mavefornemmelse og det jeg har mest lyst til er ikke at have kontakt med ham mere. Jeg føler, at den sidste bro er blevet brændt, og at jeg vil passe på mig selv i alt det her. Hvis jeg optager kontakten med ham, er det ikke til at sige, om samme situation ikke opstår igen, og jeg har ikke lyst til at udsætte mig selv for mere hjertesorg. Hvis jeg kontaktede ham, ville det udelukkende være for hans skyld og ikke min.
Men hvordan kommunikerer jeg til ham, at vores relation er slut? Indtil videre har jeg fuldstændig ignoreret hans opkald og beskeder, men jeg ved ikke, om det er en “barnlig” måde at cutte kontakten på? Burde jeg skrive et brev eller en besked, hvor jeg forklarer, hvorfor jeg vælger, som jeg gør? Det er egentligt denne afsked, som optager mine tanker mest lige nu, og jeg håber, at I kan hjælpe med et godt råd.
Kh. den spørgende
Svar:
Kære du
Mange tak for dit brev. Det lyder som en svær situation, du er i. Det er hårdt at være vidne til, at én man elsker, bliver mindre og mindre sig selv, og mere og mere sit misbrug. Du skriver, at du har bestemt dig og er afklaret med, at du ikke længere vil se din far, men at du bliver i tvivl om, hvordan du skal tage afsked. Jeg ved ikke, hvad der er den bedste måde for dig at stoppe kontakten med din far på, men jeg vil prøve at dele mine tanker om det med dig her.
Når jeg læser dit brev, bliver jeg fyldt med en kæmpe respekt for dig. Du skriver, at du har været igennem et forløb i TUBA, som har ændret dit liv. Jeg læser i dit brev, at du har bearbejdet din fars svigt og gjort nogle gode ting for dig selv. Det synes jeg virkelig er flot. Du skriver, at du efter dit forløb i TUBA valgte at fortsætte med at se din far på dine præmisser, for at nyde de gode stunder I kunne have sammen. Du har nu valgt ikke at ville se ham mere, efter den ubehagelige oplevelse, hvor han sagde at han ikke ville have kontakt med dig mere. Jeg fornemmer i dit brev, at du har oplevet mange skuffelser og svigt, men at nu kan og vil du ikke længere. Det er helt og aldeles okay at sætte grænser og vælge at du ikke vil se din far længere, fordi det gør for ondt.
Du skriver også, at du har et familiemedlem, som ikke helt kan forstå dit valg og sætter spørgsmålstegn ved det. Jeg kan forestille mig, at det er hårdt og at det måske kan gøre dig lidt i tvivl? Jeg lægger mærke til, at du skriver, at din mavefornemmelse og det du har mest lyst er at stoppe med at se din far, og at hvis du genoptog kontakten med ham, ville det udelukkende være for hans skyld og ikke din. Det synes jeg er nogle vigtige overvejelser. Det er virkelig stærkt, at du lytter til dig selv.
Jeg kan godt forstå, at du tænker at stoppe kontakten med din far, er den bedste løsning for dig. Du skriver, at du vil passe på sig selv og ikke vil udsætte dig selv for mere hjertesorg. Når jeg læser det, får jeg fornemmelse af, at du prøver at skåne dig selv for svigt og sorg. Er det mon rigtigt forstået? Jeg får lyst til at skrive til dig, at det at du bryder kontakten med din far, ikke med sikkerhed vil skåne dig fuldkommen for den hjertesorg som du føler nu. Det skriver jeg ikke for at være hård eller fordi, at jeg tror at jeg ved bedre end dig. Jeg gør det fordi vi ved fra vores erfaring i TUBA, at det at have en forælder der har et alkoholproblem, er en kæmpe sorg, også hvis man stopper kontakten. Det er en byrde og samtidig et livsvilkår, at din far har et alkoholmisbrug, og noget som du altid vil have med dig, også selvom I ikke ses. Gad vide hvordan det er for dig at læse?
Du skal også vide, at du ikke nødvendigvis skal tage en permanent beslutning. Du har ret til at fortælle din far, at du fx har brug for at holde en pause på ubestemt tid. Men det er selvfølgelig også helt okay, hvis du kan mærke, at du har brug for at stoppe kontakten med din far helt. Det er dit valg, og det vigtigste er, ligesom du også selv skriver, at gøre det der virker til at være det bedste for dig. Du skal vide, at du ikke er forpligtet til at gøre noget bestemt, ligesom der ikke er noget som du bør gøre. Heller ikke selvom andre udtrykker noget andet. Det er måske noget du selv har overvejet, men jeg synes alligevel, at det er vigtigt for mig at skrive.
Det samme gælder måden hvorpå du vælger at sige farvel til din far på. Du spørger om du bør skrive en besked eller et brev, hvor du fortæller hvorfor du ikke længere vil have kontakt med din far. Der er ingenting du bør gøre, og der er ingen måder der er barnlige. Det handler om hvad der er det bedste for dig. Det er okay, hvis det rareste for dig er ikke at svare tilbage og lade kontakten flyde ud. Det kan være svært at skulle have den samtale eller sende en sådan besked. For nogle kan det dog være svært at give slip på en relation, hvis ikke den bliver tydeligt afsluttet. Hvis du føler, at det ikke er rigtig afsluttet for dig, kunne det måske være en god ide for dig at skrive et brev eller en besked. Ikke for hans skyld, men for din. Det kan også være, at du allerede har givet slip på din far og ikke har brug for at tage afsked. I så fald er det måske fint for dig ikke at gøre mere. Du kan også skrive et brev til din far, hvor du skriver alt det du har brug for, for at du kan sige farvel, men uden at sende det. I stedet kan du gemme det til dig selv eller på en anden måde tage afsked ved fx sende det afsted ned ad en å eller grave det ned i jorden eller noget helt andet. Jeg tænker derfor, at det måske kunne være en god ide for dig at prøve at mærke godt efter og tænke over, hvordan du får afsluttet relationen med din far, sådan at du kan være i det. Hvis det altså er det du vælger.
Jeg håber, at du kan finde mening i mit svar. Du er altid meget velkommen til at skrive herind igen, hvis der er noget som helst vi kan hjælpe med.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlige hilsner
Anja, TUBA