Kære Tuba
Min far døde i november 2018 i en alder af 64 år. Han fejlede mange ting, men dødsfaldet kom pludseligt, da han lagde sig til at sove og ikke vågnede igen.
Mine forældre blev skilt da jeg var 1 år. Jeg er enebarn og har boet ved min mor og besøgt min far hveranden weekend hele min barndom. Min mor har aldrig haft misbrugsproblemer og har været en god og stabil forælder. Jeg har et tæt forhold til hende.
Min far var misbruger. Af alkohol, af mad, af hash – og måske i det hele taget af livet. Han har levet et meget anderledes liv end de fleste fædre og jeg har brugt mange år på at lære at acceptere ham for den han var. Med både gode og dårlige sider – for han var intelligent, sjov, gavmild og stod næsten altid klar med et råd eller en hjælpende hånd, når jeg havde behov og bad om det.
Samtidig har jeg været meget flov over min far gennem hele min barndom. Jeg var altid bange for at mine kammerater skulle se ham i vores by eller sammen med mig. Der har været nogle store svigt i form af glemte fødselsdage, mange aflyste aftaler pga drukture og generelt lange perioder uden at han har ringet til mig. Han har altid levet fra dag til dag og jeg vidste aldrig om han havde penge eller ej. Som barn husker jeg fx at jeg havde meget svært ved at bede ham om at få en voksendyne, da den gamle var blevet for kort. Jeg var bange for at være en belastning, fordi han ikke havde råd.
Men der har også været gode weekender/ferier, sjove aktiviteter, spil og leg. Min far vidste mange ting og har lært mig mange ting – og også mange gode værdier! Som tålmodighed, gavmildhed og loyalitet. På den måde har han også været et friskt pust i vores liguster-liv.
Det er svært at beskrive ham, fordi han var generelt både/og. Han var også ustabil, vinterdeprimeret og vejede 150 kg. Kunne ikke gå ret langt og har aflyst mange aftaler pga alle hans sygdomme og skavanker. Han var helt sikkert alkoholiker, og drak i perioder op omkring 10-15 genstande om dagen, men han har aldrig nogensinde været ubehagelig, vred eller voldelig overfor mig eller mine nærmeste.
Idag er jeg 35 år. Min far døde da jeg var 34 år og udover den normale sorg der er når et enebarn mister en fraskilt forælder, har hans død sat gang i mange af de tanker jeg egentlig troede jeg havde forliget mig med omkring hans livsvalg.
Jeg har to små børn og en god mand, en god uddannelse, et dejligt arbejde og sådan rimelig godt styr på livet. Og jeg kan ikke slippe tanken om at jeg og vi ikke var nok. Jeg – og mine børn – var ikke nok til at han kunne ændre sin livsstil og gøre noget for at kunne være der for os. Møde ædru op til familiefester – eller tabe sig lidt og komme i form til bare at kunne gå med mig og mine børn hen på en legeplads.
Jeg tror ikke det havde ændret noget om han havde levet 10-20 år mere. Han var som han var. Men alligevel er det så endeligt med hans død. Nu er mit lille bitte håb om det ihvertfald helt væk.
Hvad er mine muligheder for at få snakket det her igennem, når jeg nu er blevet 35 år? Grunden til at jeg først henvender mig nu er hans pludselige død. Hvis der ikke er nogle gratis tilbud til min aldersgruppe vil jeg gerne betale mig fra noget. Men jeg vil gerne finde nogen, som ved meget om det at være (voksent) barn af en misbruger.
På forhånd tak for jeres svar.
Vh (navn anonymiseret)
Svar:
Kære du,
Først og fremmest mange tak for dit brev. Du skriver, at det kun er få måneder siden, at din far døde og jeg forestiller mig derfor, at det er en svær tid, du befinder dig i. Selvom vores nære relationer kan indeholde problematiske sider, er det forbundet med sorg, når vi mister dem. Desuden skriver du, at din fars dødsfald kom pludseligt, hvorfor jeg tænker, at det også er kommet som et chok for dig, selvom han fejlede mange ting. Derfor er det kun forståeligt, at dødsfaldet, som du skriver, har sat gang i mange tanker hos dig.
Du skriver, at din far har været misbruger af flere ting (alkohol, hash, mad – endda livet) igennem din opvækst, hvilket har betydet, at han har været meget anderledes end andre fædre. Jeg kan sagtens forstå, at dette har været svært for dig at acceptere. Som barn ønsker man, at ens familie ligner alle andre familier og det er derfor kun naturligt, at du har været flov over, at din far har stukket ud på flere måder. Derudover beskriver du også, at han har prioriteret alkohol og drukture over fødselsdage og aftaler med dig. Dette er et stort svigt, som må have fyldt rigtig meget for dig og jeres relation.
Dog vidner dit brev også om, at din far har lært dig mange ting og givet dig mange gode værdier, som du værdsætter i dag. Desuden har du også mange gode oplevelser med ham, som du kan tænke tilbage på. Du fremhæver altså både problematiske og givende sider ved jeres forhold, hvilket, for mig at se, betyder, at du er meget reflekteret i forhold til jeres relation. Derudover tyder det på, at det virkelig er noget, du har arbejdet med. Det skal du have stor ros for, da det kræver rigtig meget at erkende, at tingene ikke altid er sort/hvide, men oftest rummer begge dele.
Som du selv så flot pointerer, er det da heller ikke din far som person, du har haft svært ved at forlige dig med, men derimod hans livsvalg. Der kan have været omstændigheder i din fars liv, der har haft betydning for, at han truffet de usunde valg (alkohol, hash osv.). Men i sidste ende er det valg, som han har truffet. Derfor synes jeg, det er ærgerligt, at du skal gå med tanken om, at du og dine børn ikke var nok til at få ham til at ændre livsstil. Det kan være rigtig hårdt at føle, at ens forælder prioriterer sit misbrug over en. Hos børn af misbrugere ses det ofte, at de føler en form for skyld og ansvar i forbindelse med forældrenes misbrug. Her er det vigtigt at huske på, at det ikke er børnenes ansvar at redde deres forældre. Selvom man mener, at man kan have sine grunde til det, er det altid forælderens valg at drikke alkohol og det er aldrig børnenes skyld eller ansvar.
Det er rigtig dejligt at læse, at du selv har to børn, en god mand, en god uddannelse og et dejligt job – det fortjener du.
Afslutningsvist spørger du, hvad der er af muligheder for, at du kan tale med nogen om din situation. Det synes jeg lyder som en god idé, da det tydeligvis fylder meget for dig, og det altid hjælper at tale med nogen om de ting, der er svære for os. Jeg vil herunder liste nogle muligheder, som du kan undersøge nærmere.
- Du kan påbegynde et terapiforløb hos TUBA+, som er et selvbetalt rådgivningstilbud til børn af misbrugere over 35 år. Læs mere på www.tuba.dk/tuba-35
- Du kan ved at google navnet på din kommune + “alkoholbehandling” få oplyst, hvad der er af pårørendetilbud til dig i netop din kommune. (Af hensyn til din anonymitet, vil jeg ikke oplyse navnet på din kommune).
- Du kan opsøge din læge, som muligvis kan henvise dig til en psykolog med tilskud.
De bedste hilsner
Liv, TUBA