Hej tuba.
Jeg har været sammen med min kæreste Daniel* siden vi begge var 16 år. Vi har et stærkt forhold og skændes sjældent, men jeg har det rigtig svært når vi er til fester sammen og han bliver fuld. Lidt baggrundsviden er nok nødvendigt:
Jeg er vokset op i en familie, hvor alkohol kun er noget man indtager i weekender til fester eller i hyggeligt selskab og altid med måde. Min mor har altid udtrykt meget klart, havd hendes holding er til ungdommens drukkultur, og den er ikke just positiv. Dette har selvfølgelig smittet lidt af på mig, og jeg drikker sjældent mere end et par genstande. Jeg har gennem de første år af min ungdom ikke forstået hendes modstand af druk og fester – jeg havde jo altid opført mig ordentligt – men det har jeg fået svaret på nu. Gennem hele min mors barndom har min mormor været stærkt alkoholiseret og været afhængig af både piller og cigaretter indtil dette tog livet af hende, da jeg var 15. Jeg har aldrig kendt denne side af min mormor, som jeg havde et meget stærkt bånd til, så da jeg får fortalt, hvordan min mors opvækst har været ændrer det noget inden i mig.
I den anden retning trækker så min kærestes fars familie. Han er skilsmissebarn og har en meget speciel mor – lad os kalde hende Bente*. For at opsumere Bentes generelle væsen er hun for det meste negativ, græsset er altid grønnere på den anden side, og så har hun en tendens til at give alle hun kender, som hun ikke bryder sig så meget om, diagnoser som enten psykopater, stalkere eller alokoholikere. Så da jeg lærte hende at kende, lærte jeg selvfølgelig at tage de ting hun siger med et gran salt, for hun overdriver for det meste kraftigt. Hun gav hendes eks-mand – Klaus*, min kærestes far, den sidste diagnose – alkoholiker – og jeg tænkte: jaja, det siger hun om så mange. Men nu hvor jeg er kommet tættere på familien har jeg alligevel lagt mærke til at Klaus i er alkoholiker, og i virkeligheden i meget høj grad. Han drikker om aftenen: en til to øl mens han laver aftenmad, et glas vin mens vi spiser og så når han ser fjernsyn i stolen har han sin papvin stående og et glas i hånden. Alt dette foregår på en helt almindelig hverdagsaften, og spiser jeg med derovre to after i træk, sker det også begge aftener. Jeg har oplevet at han ikke har kunnet hente Daniel i nød en mandag aften fordi han havde været til middag hos naboen – som vidst også har lidt af et problem – fordi han havde drukket for meget. Nu hvor jeg er blevet opmærksom på at Klaus har et problem, har jeg lagt mærke til at det har Klaus’ mor og bror også. Hele Daniels familie på farens side drikker altså.
Mit dilema ligger så i, at indtil fornyligt – før jeg konfronterede ham med det – har Daniel ikke indset at hans fars vaner ikke er almindelige eller sunde for ham. Han har syntes at Bente bare var for meget og at der intet var galt med de vaner Klaus har. Når jeg så oveni lægger min egen ubehagelige familiehistorie sammen med Klaus’ tendenser, så får jeg det meget ubehageligt når Daniel tager på drengeture, fordi han i en alder af snart 20 stadig ikke kan styre sit indtag og bliver dårlig. Hvordan kan jeg lægge min ansvarsfølelse fra mig, og hvordan kan jeg komme af med den uro det giver mig i maven, når Daniel drikker og opfører sig beruset overfor mig? Jeg kan blive meget vred på ham, selvom han jo i virkeligheden ikke gør noget forkert, og det har jeg selvfølgelig ikke lyst til, men hver gang han nævner øl dukker tanker op om hans fars problemer med øl, og jeg kan ikke stoppe dem.
Bonusinfo: vi har haft samtaler om min mors opvækst og hvad det har betydet for hendes syn på alkohol, så han ved godt at jeg mistede min mormor til afhængighed, og at jeg er pisse bange for det.
Bonusbonus: min oldefar var også alkoholiker og drak min farfar, hans mor og hans 9 søskende ud af deres gård, så jeg har ubehagelig historie på begge sider af familien.
*Navne ændret for anonymitet
Svar:
Kære du
Dit brev vidner om, at alkohol har fyldt meget – og har haft store negative konsekvenser – for mange af dine familiemedlemmer. Derfor forstår jeg godt, at du er meget opmærksom på alkoholmisbrug generelt og er bekymret for, at sygdommen skal få tag i flere af de mennesker, der står dig nær.
Du skriver, at du har konfronteret din kæreste, Daniel, med, at hans far har et alkoholmisbrug, hvilket han ikke havde indset før du nævnte det for ham. Er det korrekt forstået, at det, at Daniel ikke har bemærket sin fars alkoholvaner som unormale eller usunde, er grund til bekymring for dig? Eftersom både Daniels far, farbror og farmor har et alkoholmisbrug, forstår jeg godt, at du bliver bekymret for, om Daniel også kan udvikle et misbrug.
Du skriver, at I har talt om, at du mistede din mormor til afhængighed og at I – jævnfør det ovenstående – har talt om Daniels fars alkoholvaner. Men jeg kommer til at tænke på, om du har fortalt ham om, hvor bekymret du rent faktisk er og at det er noget, der fylder meget for dig? Din bekymring, tænker jeg, bunder i, at du holder meget af Daniel og for alt i verden ikke vil miste ham til den sygdom, der har været grund til så meget ulykke for dine slægtninge. Derfor tænker jeg, at det kan være en god idé at være helt ærlig over for Daniel om, hvordan du har det. Da du beskriver jeres forhold som meget stærkt, tror jeg ikke du skal være bange for at åbne dig op for ham. Desuden er din bekymring helt reel og meget forståelig.
Du skriver også, at du oplever stor uro og bliver vred på Daniel hver gang han skal på drengetur eller virker beruset over for dig. Børn, der har oplevet at være tæt på mennesker med alkoholmisbrug i barndommen, vil ofte opleve, at andres alkoholindtag senere hen i livet vil være forbundet med netop uro og vrede. Derfor er det helt normalt, at du oplever dette. Du beskriver ligeledes, at du har en stærk ansvarsfølelse, som du ønsker at fralægge dig. Måske det vil være en god idé at tale med en professionel, som kan hjælpe dig med at håndtere dine negative følelser og hjælpe dig til ikke at påtage dig så stor en del af ansvaret?
Jeg vil rose dig for, at du er så reflekteret over din situation. Jeg tænker, at du allerede er nået langt ved at være så bevidst om, at der er en sammenhæng mellem dine tanke- og handlemønstre og begivenheder, der har haft stor betydning i dit liv. Når vi er bevidste om, hvad det er, der spænder ben for os, er det nemlig også meget nemmere at gøre noget ved det.
Jeg håber, du kan bruge mit svar. Ellers er du meget velkommen til at skrive ind til brevkassen igen.
De bedste hilsner Liv, TUBA