Kære Tuba,
Jeg har boet sammen med min kæreste i ca. 2 år. I de to år er det sket rigtig mange dumme ting i mit liv, og det har taget vanvittigt hårdt på vores forhold, og tilmed lider min kæreste af stress pga. job og af at bekymre sig om mig, og han er virkelig på randen til at bryde helt sammen.
Jeg vil starte med at sige, at jeg er datter at en far som har drukket fra jeg var 8-17 år og en mor som har drukket fra jeg var 11 og stadig gør det, hvilket er grunden til at jeg har brudt kontakten med hende fuldstændig. De gik fra hinanden da jeg var 17 år, og siden da, har mit liv været en rutsjebane med mange dårlige tider.
Bottom-line er, at jeg inden for de sidste to år har dropppet ud af studie, været arbejdsløs i 8 måneder, hvor jeg efterfølgende skulle starte på studie i september, været sygemeldt siden september på grund af tarmsygdom, angst og depression(blev indlagt på psykiatrisk afdeling i 3 dage pga. selvmordstanker). For min kærestes vedkommende er han blevet færdiguddannet kandidat, blevet fastansat og skiftet job til noget meget mere krævende og højtstillet.
Nu vil min kæreste gerne bo hver til sit, og jeg bliver så ked af det. Jeg kan sagtens se, at han virkelig har brug for et pusterum, men det er simpelthen så svært for mig, at se ud over mine egne behov, hvilket er et menneske i mit liv, som bare ER DER. Jeg har enormt svært ved at stole på folk, har ikke mange venner, og er ret ængstlig af natur. Jeg føler at folk forlader mig, at jeg ikke gør noget godt nogle steder, at jeg ikke har nogen som kan gribe mig, hvis jeg falder, og lige nu lægger jeg allerede i hullet, og det føles som om han giver slip på mig.
Jeg har aldrig været god til at rejse mig fra et nederlag, men jeg starter i behandling på psykoterapeutisk klinik til januar, så jeg håber på at få nogle redskaber til at kunne tackle dem bedre.
Jeg synes det virker meget på min kæreste som om, at det her ikke er et forsøg på at slå op og bare lade mig “glide hen”, men samtidig nægter han at give mig en garanti på, at vi nok skal finde ud af det sammen, og, på sit, kommer til at bo sammen igen. Han siger til mig: “Det kommer an på om du kan lære at være selvstændig, få nogle flere venner, og blive mere “sane”. Det er et kæmpe pres, som jeg er enormt bange for, ikke at kunne opfylde lige nu, pga. min depression, og at jeg ikke er kommet i behandling endnu. Jeg er simpelthen SÅ utryg ved det hele, og bange for at jeg ikke kan leve op til det. Jeg føler, at jeg har brug for min “base”=kæreste, for at jeg kan springe ud i verden og tage fat. Selvom jeg kun flytter 500 meter væk fra ham, så har vi aftalt, at vi ikke må snakke sammen hver dag, for at han kan finde sig selv igen, og han kan få mig lidt på afstand.
Hvordan håndterer jeg alt det her? Jeg er ved at miste forstanden af det. Jeg er utryg, bange, ked af det, og mest af alt, så føler jeg mig kastet til side mens jeg har det dårligst, hvilket bare forstæker min tanke om, at jeg ikke har nogen der virkelig er der for mig.
Mere konkret kunne jeg også godt tænke mig nogle råd til, hvordan jeg afholder mig fra at skrive eller ringe til min kæreste når vi flytter fra hinanden, og hvordan jeg holder mine “tude-ubdrud” fra ham, for det er nok dem der tager hårdest på ham og gør ham endnu mere stresset.
Jeg håber meget på nogle gode råd til, hvordan jeg skal tackle den her situation godt, for ligenu klarer jeg det ikke super.
Til slut skal det lige siges, at jeg ingen kontakt har til min mor, upersonlig kontakt til storebror, ingen kontakt til søster, kontakt til far, men han lider selv af depressioner, så jeg VIL IKKE belemre ham med noget af det her, veninde som selv lider af psykiske lidelser, som har en meget fuld kalender og meget fyldt hoved, og en anden veninde som bor i Odense(Jeg bor i {By})
Med venlig hilsen,
En pige der føler sig meget forladt.
Svar:
Kære du
Det lyder til, at du er hårdt ramt af følelser og tanker, som kan være svære at håndtere – både for dig og din kæreste. Det er derfor rigtig godt, at du rækker ud efter hjælp her i brevkassen. Du står helt sikker i en svært situation, hvor du føler dig forladt og svigtet af det menneske (din kæreste), som du anser for at være din ”base”, som du selv udtrykker det i dit brev.
Du fortæller, at du de sidste to år har droppet ud af dit studie, været arbejdsløs i otte måneder, prøvet at starte på studie igen, men blev sygemeldt pga. tarmsygdom, angst og depression, og at du blev indlagt på psykiatrisk afdeling i tre dage pga. selvmordstanker. Du fortæller også, at din kæreste har fået brug for “et pusterum”, og at han derfor har valgt, at I ikke skal bo sammen. Han kræver at du skal blive mere selvstændig, få nogle flere venner og blive mere “sane”, som du beskriver det.
Du spørger om, hvordan du skal håndtere alt dette og fortæller, at du godt kunne tænke dig nogle råd til, hvordan du afholder dig fra at skrive eller ringe til din kæreste, når I flytter fra hinanden, samt hvordan du holder “dine tude-udbrud”, som du beskriver det, fra ham. Jeg skal forsøge at svare dig, så godt jeg kan.
I forhold til at afholde dig fra at skrive og ringe til din kæreste, tænker jeg, om det kunne være en idé for dig at holde dig selv beskæftiget, så du kan fokusere på noget andet? Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, og det vil selvfølgelig stadig være svært. Men hvis du kunne gøre noget for dig selv, som holder dig beskæftiget, kunne det måske hjælpe dig til at være der for dig selv – og dermed ikke føle dig så afhængig af, at andre er der for dig. Har du engang haft en hobby, du var glad for, som du måske kan prøve af igen? Måske løbe ture, eksperimentere med noget anderledes madlavning, lave håndarbejde eller noget helt fjerde? Det kan være, at dét at genoptage en hobby kunne være godt for dig – både i forhold til at du skifter fokus fra din kæreste, men det kan også være godt for ens stressniveau og følelsesmæssige balance at lave noget, der giver én ro, som fx meditation eller mindfulness. Meditation og mindfulness lærer dig at være til stede i nuet og at kontrollere dine følelsesudbrud ved større bevidsthed om dine tanker og følelser – det er bevisligt, at det virker, så det kunne måske være værd at afprøve, om det er noget for dig.
Du beskriver din kæreste som en “base”, hvorfra du kan springe ud i verden og tage fat – hvor lyder det bare skønt at have det sådan. Måske kunne det også være en idé for dig at arbejde på at lære at have det sådan uden ham – også selvom I skulle ende med at flytte sammen igen. For det er rigtig vigtigt at kunne være der for sig selv. En måde du kunne gøre det på, er fx at du (selvom det kan være svært lige nu) forsøge at skrive de gode ting ned, som vil ske for dig, når I flytter fra hinanden. Det kunne fx være, at du får større frihed til at gøre, hvad du har lyst til, fx spise, vaske op, gøre rent, når du vil. Jeg ved godt, at det kan virke lidt uoverskueligt, og at du måske ikke kan se noget positivt i det lige nu. Jeg nævner det alligevel, så du måske på et tidspunkt får øje på de muligheder, det at bo uden din kæreste giver dig i en eller anden grad.
Du fortæller, at begge dine forældre har drukket i mange år. Det får mig til at tænke, at du måske har været en pige, som rigtig ofte skulle være der for andre. Og midt i alt det, har du måske ikke lært at være der for dig selv. Det tror jeg kunne være rigtig godt for dig at lære – for så vil du ikke føle dig ligeså afhængig af andre. Derfor er jeg glad for at læse, at du starter i psykoterapeutisk klinik. Det vil nemlig være noget, du gør for dig selv. Her vil de måske også (udover at snakke med dig og lytte til dig) give dig nogle redskaber til at kunne være der for dig selv.
Du skriver også i dit brev, at du næsten ingen venner har, da du ved, at de på et eller andet tidspunkt vil svigte dig. Min erfaring med unge fra misbrugsfamilier siger, at mange af disse unge bærer rundt på en historie og en bagage fyldt af svigt, og at de føler sig ensomme og har svært ved at vise tillid til andre. Denne manglende tillid til andre skyldes bl.a. ofte de mange svigt, man som barn af en misbruger, har været udsat for – mange har gentagne gange oplevet at blive valgt fra til fordel for alkoholen, og når man udsættes for sådanne svigt i barndommen, så kan det meget nemt få konsekvenser senere i livet i forholdet til andre mennesker – du skal derfor vide, at du er ikke alene om at have det, som du har det. Men du skal også vide, at der er hjælp at hente, og at det er muligt at komme videre, trods disse traumer.
Når du fortæller om din kæreste, lægger jeg mærke til, at du er ked af, at han ikke kan love dig, at I nok skal finde ud af det og komme til at bo sammen igen. Jeg kan godt forstå, at det må være en svær besked at få, men omvendt tænker jeg, at det lyder som om, at din kæreste er ærlig over for dig og ikke giver dig falske forhåbninger – og det tænker jeg er et godt tegn, for det tolker jeg som, at han har stor respekt for dig. Til gengæld bliver jeg lidt bekymret over, at han stiller krav om, at du skal være selvstændig, få nogle flere venner og blive mere “sane” – du føler det nemlig som et enormt pres, som du er bange for, at du ikke kan opfylde.
Når man modtager en krav som disse, kan man, hvis man er usikker på sig selv i forvejen, meget nemt komme til at føle sig forkert og føle, at man er noget, som man ikke burde være – kan du mon nikke genkendende til det? Hvis du hele tiden stræber efter at blive en anden, end den du er, så kan det være rigtigt svært at være i selskab med sig selv, og det kan være svært at komme videre. Jeg ved ikke, om du kan relatere til dette, men hvis du kan, så kunne et råd være, at du siger til dig selv (gerne flere gange dagligt): ”Jeg er, som jeg er, og det er godt nok”, og ”jeg gør det så godt jeg kan, med de ressourcer jeg har lige nu”.
Det er ikke muligt at ændre andre, hvilket du måske allerede har erfaret. Dét at blive selvstændig, få flere venner og blive mere “sane” er ikke noget, der sker, fordi andre vil have det til at ske – men fordi man selv vil have det til at ske.
Her til sidst vil jeg lige fortælle dig, hvor stærk du er. Du har taget kontakt til brevkassen, fordi du har et inderligt ønske om at få hjælp. Hold fast i troen på, at det nok skal lade sig gøre. Jeg er sikker på, at tingene nok skal blive bedre, og jeg håber at du får nogle gode redskaber på psykoterapeutisk klinik, som du kan bruge til at få det bedre, og til at være der for dig selv. Derudover har TUBA en chatrådgivning, som du eventuel kan gøre brug af, hvis det bliver for svært at håndtere alene-tiden. Chatten holder åbent: mandage, onsdage og torsdage kl. 18 – 21. Jeg ønsker dig alt det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA