Hej.
Nu ser jeg for det meste kun breve med folk, hvis familie (osv) har et misbrug med alkohol. Det er trist og det håber jeg de finder løsninger på, men en ven fortalte mig at dette også er for folk med pårørende der har stofmisbrug. Så her er jeg.
Min lillebror, {navn}, tager stoffer. Jeg er ikke sikker på alt, men kan nogle af dem. Jeg ved at han tager heroin, kokain og lsd. Så ryger han hash også. Det er bare nogle af dem, jeg ved, at listen er længere. Han har taget stoffer siden han var 13/14. Det startede i tiden efter vores mor smuttede og han er aldrig kommet over det. Han gik til psykolog i et år efter, men det virkede åbentlyst ikke. Nu er han så 18 og har 11 overdoser i tasken. Jeg sidder faktisk lige nu på hospitalet hos ham efter den seneste. (han sover). Jeg er så forfærdelig bange for at miste ham. Han er min lillebror og tanken om, at han en dag ikke vågner op, holder mig vågen dag og nat i disse dage. Han har været i rehabilitation 4 gange. Det virker ikke på ham. Han udnytter folk, stjæler fra os og tager stoffer når han skal passe vores (halv)lillesøster. Hun er 7. Han har stjålet mange mange penge fra min far og jeg er sikker på, at hvis han havde adgang til hans børneopsparing, ville han bruge dem op på stoffer. Jeg fortæller ham hver gang, at han vælger sit liv fra og at vi omkring ham, som elsker ham, er i ekstrem smerte over hans opførsel. Det eneste han har at sige er, at han ikke vælger sit liv fra, men vælger et andet liv end det jeg har. Det giver mig følelsen af, at han aldrig vil komme ud af sit misbrug. Psykologer virker ikke, rehabilitation virker ikke og hans overdoser (hvor han næsten dør) virker heller ikke som et wake-up call. Jeg ved godt, at man skal huske, at “man kan ikke hjælpe en der ikke vil hjælpes”, ja, det har jeg hørt, men det her er min lillebror. Det er min lille bror. I mine øjne elsker jeg ham stadig selvom han sidder og skyder heroin på toilettet før aftensmad og jeg overlever, at han stjal mine ringe osv. Det kan erstattes. Det kan min lillebror ikke. Så, nu ligger han på hospitalet og skal tvinges af mig til at spise fordi at han nægter. Han er sikker på, at vi har puttet noget i hans mad. Folk omkring mig fortæller mig, at det er vigtigt at tage mig af mig selv, hvilket jeg jo gør .-. , men at jeg også skal gøre det så jeg kan fungere når min bror ikke er her mere…
Jeg tror mit spørgsmål egentlig er, hvad fuck skal jeg gøre? Jeg vil ikke miste min lillebror, men han vil ikke noget. Han vil ikke lytte til mig eller nogen anden. Jeg vil ikke have at han ødelægger sit liv før det virkelig er begyndt…
Tak for at læse og måske endda svare.
Svar:
Kære du.
Hvor har du gjort meget for at hjælpe din lillebror. Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du ville gøre hvad som helst for at hjælpe ham ud af sit misbrug. Det er også det, du spørger til i dit brev. Jeg vil derfor dele mine tanker om det spørgsmål med dig.
Du skriver, at du har fortalt din lillebror, at I der elsker ham er i smerte over hans opførsel. Du skriver også, at det der er blevet forsøgt med psykologer og rehabilitation ikke har hjulpet. Din lillebror tager stadig stoffer og stjæler fra jeres familie for at få penge til sit misbrug. Det lyder på mig, som om du og I har gjort en hel masse for at hjælpe din lillebror, og som om du er i vildrede over, hvad du nu kan gøre. Jeg kan virkelig godt forstå lysten til og behovet for at hjælpe din lillebror og få ham til at stoppe sit misbrug. Det er jo ligegyldigt hvad stadig din lillebror. Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at du måske kan føle dig magtesløs. Er det mon sådan, du kan have det? Jeg tænker desværre samtidig, at det kunne lyde som om, at din lillebror ikke er i stand til at tage imod den hjælp, du forsøger at give ham. Som du skriver, siger din lillebror, at han ikke vælger sit liv fra men blot lever et andet liv, end det du har. Du skriver, at han hverken vil lytte til dig eller nogen anden. Det får mig til at tænke, at jeg tror, du har gjort det, du kan lige nu. Det er barskt, at jeg skriver sådan – det ved jeg. Men jeg vil også gerne være ærlig over for dig og heller ikke være med til at øge byrden på dine skuldre. Jeg forestiller mig, at den allerede er alt for tung. Hvordan mon det føles, at jeg skriver sådan til dig?
Jeg forestiller mig, at du måske havde håbet på et lidt andet svar. At jeg kunne hjælpe dig med at finde en måde, hvorpå du kan få din lillebror til at opgive sit misbrug. Det kan jeg desværre ikke, for du er ikke ansvarlig for hans misbrug, og du er ikke herre over, om han vil have hjælp og komme ud af det. Det må være så frustrerende, trist og sørgmodigt, at du er blevet sat i en position, hvor du kan opleve de følelser.
Jeg kommer samtidig til at tænke på, om du mon har talt med din lillebror om, hvorfor du har så stærkt et ønske om, at han skal opgive sit misbrug? Som du skriver så fint herind til brevkassen, at det er, fordi du er forfærdeligt bange for at miste ham, og fordi du elsker ham. Jeg foreslår ikke, at du taler med din lillebror om det, fordi jeg tror det i sig selv vil få din lillebror til at opgive sit misbrug, men fordi det måske kunne være rart for dig at sige det højt til ham. Måske du allerede har talt med ham om det? Måske han allerede ved, at det faktisk er tanker omkring liv eller død, som du går rundt og spekulerer over.
Jeg bliver også nysgerrig på, om du mon har nogen i din omgangskreds, som du har talt med om dine bekymringer? Om du kan tale med din far om det, et andet familiemedlem, en ven eller en helt anden? Mange oplever, at det kan lette lidt at tale med nogen om alle bekymringerne, frygten, sorgen, kærligheden, osv. Deler man sine tanker med nogen, kan det kan nogle gange hjælpe en til at føle sig mindre alene. Måske du allerede taler med nogen om det?
Som du har beskrevet har psykologer og rehabilitation ikke haft den ønskede effekt på din lillebrors misbrug. Jeg bliver optaget af, om han mon får noget hjælp nu? Hvis ikke, kunne du forslå ham at henvende sig til hans kommune. Det er et lovkrav, at kommuner skal hjælpe med misbrugsbehandling. Hvis ikke han har lyst til at få hjælp gennem kommunen, kunne han også prøve at opsøge enten Netstof (https://netstof.dk/) eller KABS (https://stof.kabs.dk/) . Jeg må samtidig understrege, at det er din lillebrors valg, om han vil vælge at tage imod hjælp. Det kan du desværre som storesøster ikke tvinge ham til. Hos KABS har de også en pårørenderådgivning, hvor du kan få mere hjælp og støtte – bl.a. samtaler – hvis du kunne have lyst til det. I TUBA har vi også en chatrådgivning, som du er meget velkommen til at bruge. Den har åbent mandag til torsdag kl. 18-22.
Jeg håber, der er noget i mit svar du kan bruge. Hvis ikke, eller hvis der er andet, du får brug for at skrive herind om, er du mere end velkommen til at skrive igen.
Kærlig hilsen
Iben