Min mand og jeg har været sammen i 10 år. Vi har en pige på snart 3 og 1 på vej.
Vores forhold har altid været præget af op og nedture – og der tegner sig et mønster.
Min mand har i mange år drukket hver dag 3-5 genstande sammen med sine venner. Han arbejdede, og når han fik fri, kørte han ud til vennerne, hvor han så kom hjem igen, når vi skulle spise. Han havde på det tidspunkt også et forbrug af hash og måske nok også stoffer.
I mens sad jeg derhjemme og ventede på ham!!!
Når vi skulle i byen, være sammen med vennerne, ja – sågar bare familien, var jeg altid sur, fordi jeg på forhånd vidste, at han ville drikke for meget. (Han bliver højtråbende, ændrer karakter mm.)
Fik jeg selv for meget at drikke – og vi kom op at skændes (som det oftest endte med) – kunne de mt godt ende ud i slåskampe mellem os – hvorefter vi dagen efter ikke talte om det.
Jeg har altid tænkt, at det nok ville ændre sig, og at jeg ville hænge i.
Vi blev gift i 2009 – trods vores fortid.
Vi har givet forholdet utallige chancer, og hver gang det ender ud med, at NU kan det være nok, så går det fint i en periode.
I 2010 fik vi vores datter – og han ændrede sig lidt. Han var lidt mere hjemme, men jeg følte stadig, at vi kom i 2 række ifht. vennerne, golf mm.
I 2012 er han til koncert, og dagen efter finder jeg en sammenrulllet seddel med rester af stoffer. Jeg går fuldstændig i chok. Min krop låser. – Og jeg bliver så ked af det, at jeg tager vores datter og går ud til mine forældre, hvor jeg overnatter til dagen efter. Vi får snakket tingene igennem – og efter den episode er det faktisk gået GODT i et helt år. Frem til nu!
Jeg føler, at jeg ikke kan mere. Jeg er sur og irriteret hele tiden. Jeg glæder mig aldrig til noget. Skal vi i byen, får jeg knugen i maven, af at tænke på, om min mand nu får et glas for meget rødvin.
Jeg har bemærket, at jeg har fysiske symptomer som dårlig mave, hjertebanken, irritation, vrede, ligegyldighed, knugen i maven af at tænke på, at det aldrig holder op.
Et eller andet sted vil jeg gerne give slip – slip på min angst, for det kan jo ikke passe, at jeg skal være over min mand som en høg, når vi er ude.
Han drikker ikke i hverdagen mere, og er altid hjemme. Han er kun ude, når han spiller golf, og en sjælden gang skal ud med vennerne.
Jeg ville gerne kunne være glad og afslappet, når vi skulle nogen steder, i stedet for at være “interesseret” i, hvor meget min mand mon nu drikker!
Når han er ude, drikker han sig så fuld, at han aldrig kan stå på benene (når han er ude med gutterne) – og jeg har bare fået nok af hans pis.
Jeg har den sidste måned gået med tanken om, at jeg egentlig vil være bedre tjent uden ham, men jeg går ikke bare (som i kan læse af ovenstående). Jeg bliver og holder fast på godt og ondt. Nu har vi jo 1 barn og 1 mere på vej!
Jeg fortalte ham i sidste uge om mine tanker – og han startede med at agere ligeglad, og at vi kunne bare blive skilt, sætte huset til salg mm. – Da jeg så var vedholdende omkring det hele, sagde han til mig i lørdags, at han virkelig ville tage det til efterretning.
Men som han siger. “Du vil altid være nervøs sammen med mig. Eller. Du bliver ved med at vil ændre mig til du har skåret arme og ben af mig!”
Jeg har bidt mærke i de sætninger fordi han jo nok har ret!!!
Inderst inde har vi haft det godt det sidste år, og det irriterer mig, at jeg ikke kan være tilfreds, men det hele vælter bare for mig, når han drikker. Jeg tager så meget afstand fra det – og fra ham, når han drikker.
Mine tanker kører rundt, og min mave slår knuder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op – jeg er dybt frustreret!
Hvad er det der sker med mig??
Hilsen den ulykkelige
Svar:
Kære du
Jeg kan rigtig godt følge dine overvejelser og frustrationer og jeg er glad for at du deler dine tanker ved at skrive til brevkassen. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt jeg er den bedste til at svare på dit spørgsmål. TUBA står for terapi og rådgivning til unge som er børn af alkoholmisbrugere. Som jeg forstår dit brev er det din mand der drikker, ikke dine forældre. Jeg vil derfor prøve at give dig nogle muligeder til hvor du/I kan få hjælp.
Når jeg læser dit brev bliver jeg lidt i tvivl om, hvor meget alkoholproblemet fylder og hvor meget der handler om jeres relation og jeres parforhold generelt. Jeg tænker derfor at der måske kan være nogle forskellige muligheder for dig.
Du kan f.eks. ringe til ‘Den blå linie’, som er en telefonrådgivning for alle der er berørt at alkoholproblemer, både misbrugeren og de pårørende. Den blå linie er åben hver aften kl 18-23 og har tlf nr 70 100 130.
Måske kunne det også hjælp dig/jer at tale med en terapeut/parterapeut. Jeg tænker at du i terapi kan blive klogere på, hvad det er der sker med dig. Om du kan give slip på din angst, eller om den er der fordi du har grund til at være angst. Om du i virkeligheden bedre kan leve uden din mand. Alt det tror jeg du kan blive bedre afklaret med, ved at bruge tid på at tænke over og tale om det – f.eks. sammen med en terapeut. I parterapi tænker jeg at I kan få hjælp til at tale om jeres håb og drømme for forholdet, jeres forventinger til hinanden osv. Under alle omstændigheder lyder det ikke rart med de fysiske symptomer du har. Sådan skal man ikke have det i et forhold og jeg synes det er rigtig godt, at du reagerer på det. Den nemmsete måde at finde en terapeut/parterapeut på er ved at søge på nettet efter en i nærheden af, hvor du bor.
Jeg ønsker for dig at du får afklaring, ro og glæde tilbage i dit liv.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA