Først og fremmest burde jeg nok sige at jeg har hukommelsestab, og har fortrængt meget af min fortid. Jeg har haft depression og angst, og har svært ved at huske årstal og ofte vigtige begivenheder, så der er nok noget information der ikke kommer med. Desuden har jeg epilepsi og får medicin for det.
Da jeg var omkring 14 begyndte min mor at drikke. Dengang boede både min lille bror (som er 3 år yngre) og jeg hjemme. Min far har altid arbejdet udenlands, og var sjældent hjemme, så vi voksede op med at vores mor var begge forældre.
Det gjorde ikke min bror eller mig noget at min far arbejdede, for vi var vant til at det var sådan. Problemet opstod først da min mor fik stress og depression, og efterfølgende et alkoholmisbrug. Vi ved ikke hvor længe hun havde haft det, men da vi fandt ud af det flyttede jeg hjem til mine bedsteforældre, og min bror flyttede hjem til min onkel. Kort sagt; min mor ville håndtere det alene.
Det gik egentlig fint, og hun begyndte at gå til behandling hos psykolog samt fik antabus. Så vi troede at hun var på vej til at blive “rask” … En dag skulle vi så besøge hende (i vores hus), og da jeg kom ind i stuen så jeg hende ligge på gulvet med flere pilleæsker omkring sig. Hun havde prøvet at begå selvmord ved at tage min epilepsimedicin. Vi fik hende hurtigt på sygehuset, og hun overlevede. Efter det flyttede jeg hjem igen, og boede sammen med min mor. Hun havde “beordret” min far til ikke at komme hjem, fordi hun insisterede på at hun selv kunne klare det, så jeg følte at jeg stod alene med hende. Jeg stoppede med at være sammen med mine venner, og gik direkte hjem fra skole (når jeg kom i skole). Min mor fik det bedre, og min bror flyttede hjem. Der gik et par år, men så fandt vi ud af at hun var begyndt at drikke igen … Denne gang kom min far hjem, og hun blev sendt på et sygehus/behandlings sted ret hurtigt. Igen kom hun hjem og det virkede som om alt var fint i nogle år … Nu er jeg 23 og har egentlig boet alene i nogle år. For en måned siden flyttede jeg hjem til mine forældre, da eksamensperioden gik i gang og jeg ville spare omkring 3000,- … Min mor insisterede næsten på at jeg ligeså godt kunne flytte hjem til dem (det var hendes idé, ikke min). Idag fandt min bror og jeg så ud af at hun var begyndt at drikke igen. Hun siger selv at det “kun” har stået på i en uge, og at hun ikke er depressiv, men jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. På den ene side har jeg lyst til at flytte langt væk og aldrig snakke med hende igen men på den anden side har jeg ikke lyst til at lade min bror stå alene med det hele.
Selv, har jeg ingen tillid eller respekt tilbage for min mor. Jeg vil ikke sige at jeg hader hende, men det er tæt på. Jeg har mistet alle mine venner, hun har skyldt skylden på mig flere gange, hovedsageligt fordi min epilepsi stressede hende og hun blev så bange når jeg fik krampeanfald, at det havde udviklet sig til depression (det var et af hendes argumenter efter jeg var flyttet hjem igen, efter selvmordsforsøget).
Jeg ville altså ikke have noget problem med ikke at tale med hende igen, hvis det ikke var fordi jeg elsker min bror og min far så højt. Min bror prøver stadig at hjælpe og beskytte hende. Han bliver ved med at sige at det ikke hjælper at blive vred, og vi skal støtte hende og vise vi elsker hende, men det har vi gjort i næsten 10 år nu og det har ikke hjulpet. Hun siger at hun ikke er villig til at tage antabus eller blive indlagt …
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Hvis jeg stopper med at tale med min mor, mister jeg måske forholdet med min bror og min far, men jeg er lige kommet over den depression jeg fik da jeg var 16 og har stadig angstanfald (cirka 1 om måneden). Hvad gør jeg?
Svar:
Kæreste du,
Mange tak for dit utrolig åbne og ærlige brev. Det kræver mod at dele sin historie, så tak for det!
Jeg vil rigtig gerne forsøge at svare dig så godt, som jeg kan. Men det er vigtigt, at du handler sådan, som du kan mærke, er det bedste for dig.
Du skriver, at din mor er begyndt at drikke igen, og at du nu ikke ved, hvordan du skal handle, fordi du tænker på forholdet til din far og din bror – er det mon rigtigt forstået?
Jeg kan uden tvivl forstå dit dilemma. Min erfaring siger mig, at en forælders misbrug ofte fylder så meget, at det kan have svært ved at passe på sig selv, fordi det meste af ens fokus ligger hos misbrugeren. Ud fra det du skriver i dit brev, har dette i større eller mindre grad også været tilfældet for dig. Dog fornemmer jeg ret tydeligt i dit brev, at du faktisk har lært at passe bedre på dig selv og dermed allerede er nået ret lang i den proces. Du har nogle meget sunde refleksioner omkring dine egne behov.
Du skriver, at du ikke har noget problem ved at lukke ned for kontakten til din mor, på baggrund af den historie I har sammen. Lige den del tænker jeg, er ret vigtig, at du er tro mod dig selv. Det ser ud til, at du meget tydeligt kan mærke, at din grænse er nået, og nu vil du gerne passe på dig selv. Stærkt gået! Det at passe på sig selv, er det aller vigtigste og sundeste skridt mod selv at få det godt og få sig et godt liv, trods omstændighederne. Og det betyder ikke, at man ikke holder af sin familie længere, blot at man tager ansvar for og passer på sig selv og sit eget liv.
Som før nævnt forstår jeg godt dit dilemma, og vores relationer er også vigtige for os. Jeg tænker på, om du kan fortælle din far og bror, hvad det er, du har brug for lige nu – at trække dig – men at det ikke betyder, at forholdet til dem også må sættes på pause. Både din far og din bror har selv ansvaret for at passe på sig selv, nøjagtig som du. Din far er også forælder og har et ansvar i forhold til sine børn. Du har din fulde ret til at sige fra og passe på dig selv – husk det.
Inden jeg slutter brevet, vil jeg også gerne tilføje, at søskende med forældre, der har et rusmiddelproblem ofte handler og reagerer meget forskelligt. Min erfaring siger mig, at det er vigtigt, at man accepterer hinandens måder at handle og reagere på. Selvom man står i den samme situation, kan den sætte forskellige følelser og reaktioner i gang, og det er vigtigt, at man er tro mod det, der virker mest rigtig for en selv.
Jeg tænker også på, om du før har gjort brug af TUBA? Måske kan du overveje om samtaler med andre unge, der står i samme situation som dig, vil kunne være godt for dig og den proces du er i? Du kan læse mere og finde den afdeling, der er tættest på dig, på www.tuba.dk/hjælp
Jeg håber det bedste for dig. Du er meget velkommen til at skrive igen, hvis du har lyst eller behov for det.
Mange hilsner Carina, TUBA.