Kære TUBA
Min mor har drukket siden, jeg var 11 år. I dag er jeg 27, og hun har endnu ikke fået kontrol over det. For nogle år siden stoppede hun mere eller mindre med at drikke efter et længere ophold på et afvænningscenter, men hun falder af og til i, og mønsteret er altid det samme: efter nogle måneder, hvor hun har holdt sig tørlagt, nægter hun at tage sin Antabus (som min far står for at give hende hver morgen), og efter nogle dage begynder hun at drikke igen. For omkring et år siden tog hun i sommerhus, hvor hun blev et par dage, så hun kunne drikke i fred. Jeg blev så forfærdelig ked af det over, at hun IGEN valgte flasken frem for sin familie, og det tog mig flere uger at komme bare lidt ovenpå igen. Efter nogle dage med druk (hvor ingen hører fra hende), tikker der som regel en sms eller et opkald ind, hvor hun undskylder, græder og fortæller, at hun skammer sig. Hun beder om tilgivelse, og hele familien tilgiver hende, fordi vores hjerter jo i bund og grund bløder for hende. I sidste uge erfarede jeg, at hun var stoppet med at tage sin Antabus, og at hun tilmed også lige havde fået lidt alkohol indenbords. Dette skete, mens hele familien var samlet i sommerhuset: mine forældre, min søster, min søsters kæreste, min egen kæreste og jeg selv. Jeg konfronterede hende med det dagen efter, jeg havde opdaget det, og hun lovede mig, at hun ville begynde at tage sin Antabus igen. Efter sådan en omgang, føler jeg mig sjældent vred på hende, og jeg føler egentlig, at jeg håndtere situationen ret godt, men nogle dage efter, at jeg har fundet ud af, at hun er begyndt at drikke igen, kommer min reaktion som et lyn fra en skyfri himmel – det er altid det samme mønster, og jeg bliver lige overrasket hver gang. Når min reaktion på det hele kommer, kan jeg slet ikke være i mig selv. Jeg har en knude i maven, kan ikke sove om natten, føler en intens frygt for, at alle vil forlade mig. Jeg frygter for, at min mor ender med at dø at druk, og at min far ender med at dø af udmattelse over at bo sammen med en alkoholiker. Det hele ender altid med at gå ud over mit forhold til min kæreste, fordi han ikke rigtig magter min nedtrykthed og ikke forstår, hvorfor jeg ikke bare stopper med at have kontakt til min mor. Jeg bliver så ked af det hver gang, fordi jeg har så mange tanker, og fordi jeg ikke føler mig forstået af min kæreste eller af nogen anden for den sags skyld. Et eller andet sted føler jeg nok ikke, at jeg rigtig kan tale med nogen om det, og det frustrerer mig, for jeg ved ikke helt, hvordan jeg selv skal rydde op i det rod, der bliver skabt i mig, når min mor drikker. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal håndterer situationer som disse, når de opstår. Måske bør jeg tage afstand til min mor, men dybest inde føles det ikke som den rigtige ting at gøre, for jeg har egentlig ikke lyst til at leve et liv, hvor jeg ikke har kontakt til min mor. Jeg kan ikke finde ud af at blive vred på hende – i stedet får jeg dårlig samvittighed, hvis jeg kommer til at vrisse lidt af hende. Jeg bekymrer mig meget for mine forældre, og jeg føler på en eller anden måde, at jeg skal passe på dem, men samtidig ligger vreden over, at alkohol har fyldt så meget i mit liv (snart 16 år) og ulmer lige under overfladen, og jeg kan ikke finde ud af at give udtryk for den. HVIS jeg endelig tillader mig at give vreden lidt afløb, bliver jeg overrumplet at dårlig samvittighed, og så føler jeg, at jeg er tilbage ved start. Jeg er komplet forvirret, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg kommer videre herfra?
Hilsen V
Svar:
Kære V
Mange tak for dit brev. Jeg vil gerne starte med at beklage den lange svartid, som desværre skyldes at brevkassen har holdt sommerferielukket.
Når jeg læser dit brev, så får jeg øje på en ung kvinde, som har nogle følelsesmæssige bekymringer for sine nære, og i særdeleshed over for sin mor, der har et alkoholmisbrug, og som med jævne mellemrum har tilbagefald, hvor hun ikke tager sit antabus, og hvor hun kan finde på at tage væk for at drikke alene. Når dette tilbagefald opstår hos din mor, oplever du, at du får en voldsom reaktion, der som regel først viser sig efter nogle dage, hvor du oplever stærke følelsesmæssige reaktioner, som det er svært for dig at håndtere.
Jeg vil blot indledningsvis starte med at informere om, at antabus behandler som udgangspunkt ikke et alkoholmisbrug – den forhindrer blot misbrugeren i at drikke, men den fjerner desværre ikke de bagvedliggende årsager til misbruget. Dette kræver et længere og mere intenst forløb. Derfor vil jeg råde dig til at opfordre din mor til at gå til sin egen læge, så hun kan få den nødvendige hjælp, så hun kan få bugt med sit misbrug.
Min viden og erfaringer med børn og unge, der er vokset op med misbrug siger, at man som barn ofte lærer at tilsidesætte egne behov og gemme ens følelser (især stærke følelser som vrede) væk, da denne følelse ofte bliver forbundet med noget negativt. Man lærer at tage hensyn til og prioritere andre, frem for en selv – her tænker jeg især på hensynstagen til misbrugeren.
Vrede er en naturlig følelse, som er i os alle, og som netop er vigtig at have, da den har en positiv intention bag sig – nemlig at passe på os, så ens grænser ikke bliver overskredet. Og med vreden fortæller vi andre, at vores grænse er nået. Mange mennesker har det rigtigt svært med vrede, og den bliver ofte gjort til en forbudt følelse, som man helst skal undgå kontakten til, og derfor forsøger mange at undertrykke den. Men vi kan ikke undgå vreden, da det er en del af vores naturlige følelsesregister. Den bedste måde at lære at leve med den på, er at blive bevidst om den, når den optræder, for på den måde kan vi opnå større kontrol over den – frem for at forsøge at undertrykke den og skubbe den væk, som om den ikke findes. Nogle mener ligefrem, at vreden kan manifestere sig i kroppen og gøre os syge, hvis vi ikke tager hånd om den og lader den komme til udtryk.
Når jeg læser dit brev, så får jeg mistanke om, at du vender du vreden indad, fremfor at lade den komme til udtryk. Du skriver, at du bliver nedtrykt, ked af det og angsten for at miste dem, der står dig nær, opstår. Og skulle det ske, at du kommer til at vrisse ad din mor, så få du straks dårlig samvittighed. Mit råd til dig er, at du bliver bedre til at passe på dig selv – frem for måske at tage for meget hensyn til de andres behov (din mors) – hvad tænker du mon om det? Tager du for meget hensyn til ikke at komme til at gøre din mor ked af det, fordi du er bange for, at det forværrer misbruget? Jeg ved det ikke, det var blot en tanke, jeg fik – kun du ved det inderst inde.
Der er ingen tvivl om, at din mor føler både skyld og skam, når hun giver sig hen til alkohollen. Men uanset hvad så har hun selv ansvaret for sit liv og dermed også for sine handlinger – det kan hverken du eller din far eller nogen anden tage ansvaret for. Derfor er det med god grund, hvis du bliver vred, når din mor svigter jer som familie – også selvom du samtidig føler sympati for hende. Men jeg tror, at du måske i højere grad skal anerkende din vrede og turde give udtryk for den over for din mor, hvis du skal få det bedre indeni. Og selvom man er vred, kan man sagtens have sympati og være konstruktiv i situationen, og ja, det er hel naturligt at komme til at græde, når man er vred.
Du behøver ikke cutte kontakten til din mor – slet ikke, hvis du på forhånd ved, at det ikke vil føles rigtigt for dig. Men måske kunne du i stedet stille nogle regler op for samværet med din mor. Du kunne f.eks. aftale med din mor, at du gerne vil tilbringe tid sammen med hende, men at du ikke ønsker, at være sammen med hende, når hun er påvirket af alkohol. På den måde ved din mor også, hvad hun har at rette sig efter, samtidigt med du passer på dig selv, så din mor ikke overskrider dine grænser for, hvad du har lyst til at være en del af. Du viser hende, at du tager afstand fra hendes misbrug, men du respekterer hende for det menneske hun er, uden hun behøver at bedøve sig selv med alkoholen – det er hende du respekterer og ikke alkohollen. Jeg ved, at denne løsning virker for mange, der er pårørende til en misbruger. Det er ikke nogen mirakelkur, men det er en måde at passe bedre på sig selv som pårørende.
Du skriver, at du oplever, at det kan være svært for andre at forstå dig. Til det vil jeg sige, at det kan du have helt ret i, og mine erfaringer siger mig, at der er mange, der befinder sig i en lignende situation, der har det på fuldstændig samme måde, og som føler sig anderledes. Det kan være rigtigt svært for andre, der ikke kender til misbrug eller til de konsekvenser, det kan have at vokse op med en forælder, der har et misbrug, at sætte sig ind i og forstå. Jeg vil derfor råde dig til at finde nogle ligesindede, som du kan snakke med om det, eller måske kender du en, som selv er vokset op med en forælder, der har et misbrug.
Måske kunne gruppeterapi også være noget for dig? Du er meget velkommen til at tjekke dine muligheder ud på https://tuba.dk/hjælp. Du er også meget velkommen til at bruge vores chat, hvor der sidder dygtige rådgivere klar til at lytte – rådgivere som alle har stor faglig viden om, hvilke konsekvenser det kan have at vokse op i misbrugsfamilier. Chatrådgivningen holder åbent: mandage, onsdage og torsdage kl. 18-21.
Det er helt op til dig, at gøre brug af mine råd eller ej. Uanset hvad du vælger, så håber jeg, mit brev til dig har sat nogle refleksioner i gang og måske givet dig nogle nye perspektiver på tingene. I hvert fald ønsker jeg det bedste for dig i fremtiden, og at du passer godt på dig selv – det fortjener du – husk det. Og hvis din kæreste virkelig elsker dig, så vil han være der for dig i fremtiden, uanset hvad du måtte bære rundt på af følelser.
De kærligste hilsner og tanker
Isabella, TUBA