Jeg er 24 år, forlængst flyttet hjemmefra, snart færdig med min kandidat, har en kæreste på 4. år – alt i alt et godt liv.
Alligevel er der noget, som fylder enormt meget. Min mor drikker for meget. Det har hun egentlig gjort i mange år, nok de sidste 10 år. Jeg kommer fra en typisk kernefamilie: far, mor, storebror og så mig. Mine forældre har altid været de gode forældre udadtil. Min mor gjorde altid en masse for mig, og jeg var stolt af min familie. Udadtil. Dybt inde i familien gemte sig en hemmelighed om, at min mor åbnede rødvinen, når hun kom hjem fra arbejde, og stoppede først når den var tom. Det har hun gjort mere eller mindre siden. Jeg ved ikke præcist hvor meget hun drikker, men nok til, at hun snøvler, taler usammenhængende, ikke kan huske noget og er en sand “drama-queen”. Min mor har for det meste været der for mig, men det værste var, at jeg aldrig kunne være sikker på, at jeg kunne regne med hende.
Det samme oplever jeg i dag – jeg kan aldrig regne 100% med hende. Jeg ser mig selv som løsrevet fra min mor, men alligevel betyder det meget, at hun kan huske hvad jeg fortæller hende. Sådan er det desværre bare ikke altid. Hun kan være rigtig ubehagelig og urimelig overfor mig, hvor jeg intet rigtigt kan gøre. Hun hører ikke efter hvad jeg siger og spørger ikke indtil det, der betyder noget for mig. Hun ringer fuld til mig, har tabt en flaske rødvin på gulvet i fuldskab da min kæreste var på besøg, sagt åndssvage ting, ævler og er en anden, end hun har været. Problemet er, at det er et alkoholmisbrug, som er meget mere acceptabelt end at bunde vodkaflasker tirsdag formiddag. Hun passer sit arbejde, har gode venner og en aktiv fritid. Netop derfor kan hun også holde det kørende uden nogen påpeger det. Min far har opgivet, og min bror siger intet. Jeg har flere gange forsøgt at snakke med hende om det: både som opsang og som en kærlighedserklæring. Sidst blev hun rigtig ondsskabsfuld, og sagde blandt andet, at hun heller ikke blander sig i, at jeg vejer for meget (jeg vejer 64 kg, og er har en helt almindelig krop). Jeg fik at vide, at jeg skulle passe mig selv. Hun sagde endda, at hun syntes det gik “glimrende” med hende drikkeri, fordi det ikke ødelagde noget for nogen. Det var hendes problem, og ikke andres. Hun bagatelliserer problemet, og nogle gange føler jeg, at jeg ikke har “ret” til mine følelser. Jeg gjorde hvad jeg kunne, men nu har jeg givet op…
Min kæreste og jeg snakker om børn i den nærmeste fremtid, og som det er nu, så vil jeg ikke lade min mor passe dem. Jeg stoler simpelthen ikke nok på hende til, at jeg vil turde overlade børn til hende.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tackle det. Jeg synes ikke jeg kan gøre mere, men jeg vil jo altid være en del af den familie, som gør mig ked af det. Hun har frabedt sig min indblanding, og hun tapper mig for energi. Jeg kan mærke at hendes svigt påvirker mit i mit voksenliv, hvor jeg blandt andet har svært ved at stole på min kæreste – især når han er i byen. Jeg vil så gerne kunne være voksen og ligeglad, men hun er trods alt min mor.
Når jeg nu ikke kan redde hende fra hendes drikkeri, hvordan redder jeg så mig selv, så jeg ikke bliver mere og mere ødelagt indvendigt?
Svar:
Kære du
Tak for dit brev. Det lyder rigtig hårdt at du aldrig kan stole på din mor, at hun ikke kan huske, hvad du fortæller hende og at hun kan være ubehagelig og urimelig overfor dig. Det er desværre meget genkendeligt det du fortæller. Rigtige mange forældre der drikker, opfører sig som din mor. Jeg kan forstå at du både har prøvet at give din mor opsange og kærlighedserklæringer, men hun har ikke taget imod nogle af delene. Desværre er det sådan. at et alkoholmisbrug hverken kan skældes ud på eller elskes til at gå væk. Reelt set er der ikke noget du kan gøre. Alkoholproblemet er din mors og det er hende der skal og kan gøre noget ved det. Du vil aldrig kunne løse det for hende. Det lyder til at du er nået til den erkendelse, du skriver: “Jeg gjorde hvad jeg kunne, men nu har jeg givet op….”. Jeg ved at det er en hård og svær erkendelse at nå til, men jeg mener også det er godt at du er nået dertil.
Du spørger hvordan du redder dig selv, så du ikke bliver mere og mere ødelagt indeni. Det første skridt tror jeg du har taget. Det handler om, at erkende, at der faktisk ikke er noget du kan gøre. Det gør ondt at nå dertil. At måtte acceptere at din mor vælger at ignorere problemerne, blive i misbruget og behandle sig selv og sin familie derefter. Det er smertefuldt at din mor vælger at leve på den måde. Men det gør hun. Det er ude af dine hænder. Jeg tænker det er vigtigt at du lægger ansvaret for din mors liv tilbage på din mor og ikke påtager dig det. Du har nemlig ikke magt til at gøre noget i hendes liv. Det du ikke har magt over, kan du heller ikke tage ansvar for. Du har magt over dit aget liv og kan tage ansvar for det. Når du lægger ansvaret for din mors liv tilbage på hende, tror jeg du vil opleve frihed til at tage mere ansvar for dit eget liv. Til at gøre det du vil, følge dine drømme. Ved at give slip på din mor, kan du sætte dig selv fri. Jeg tror at det er det, der skal være din redning.
Det næste skridt vil formentlig være, at finde din vej i, hvordan du lever med en mor, der har et misbrug og samtidig giver slip på ansvaret. Det handler om at være sammen med din mor, sådan som hun er og vigtigst af alt, sådan som du er. Det kan også handle om at sætte grænser. Som du nævner har du en grænse, der handler om, at du ikke vil have, at din mor passer dine kommende børn. Det er helt okay at have den grænse. Det kan også være du har grænser i forhold til, hvornår du vil være sammen med din mor, hvor fuld du kan holde til at hun er, når I er sammen. Du kan måske aftale med dig selv, at hvis din mor er så fuld at det er ubehageligt for dig, så vil du gå. Du kan også fortælle din mor, at det er en grænse du har og fremover vil du gå, (eller bede hende om at gå, hvis hun er hjemme hos dig), når du kan mærke at det er ubehageligt for dig. Det er en anden måde at sætte en grænse på. Der er mange unge der eksperimentere med grænserne i forhold til at finde en måde, at være sammen med deres drikkende forælder på. Det vigtigste er, at du mærker efter inde i din selv, hvad der føles rigtigt for dig, så du ikke er sammen med din mor på en måde som ødelægger dig indvendigt, som du beskriver.
Noget andet, der måske kan give dig noget, er at tale om, hvordan du har det og har haft det med din mor i din opvækst. Måske har du brug for støtte i forhold til at mærke efter og stå ved dig selv. Den støtte kan du f.eks. finde i samtaler her i TUBA. Du kan også få hjælp til at komme på plads med de svigt du har oplevet og som du bøvler med i dag i forhold til at stole på din kæreste. Du er velkommen i TUBA; det er gratis at gå her.
Det er mine umiddelbare tanker og ideer til, hvordan du ‘redder dig selv’, eller passer på dig selv.
Til sidst har jeg lyst til lige at sige, at du har ret til dine følelser, også selvom din mor ikke anerkender dem.
De beste hilsner
Camilla, TUBA