Hej min mor og jeg og min kæreste. Er godt trætte af. at min hal søster drikker hver weekenden og nogen gange midt på ugen. Hun vil slet ikk høre på hvad vores lille familie siger til hende. Og siger altid til os at hun har styr på hendes liv. Men det har været sådan siden 2013 da hun gik fra hendes søns far. Hendes søn er fjernet fra hjemmet. Men ved ikke hvad vi kan gøre. Bare kigge på håber på lidt hjælp eller gode råd. Min mor har tidligere været alkoholiger. Mnn drikker ikke mere mvh
Svar:
Kære du.
Tak for dit brev til TUBAs brevkasse. Jeg læser, at du er vokset op i et hjem, hvor din mor har drukket for meget, men at hun ikke drikker længere. Du beskriver også, hvordan du, din mor og din kæreste er bekymrede for din halvsøster og gerne vil have nogle råd til, hvordan I kan hjælpe hende. Det vil jeg gerne prøve at give dig nogle svar på.
Det er vigtigt for mig at sige, at det faktisk ikke er sikkert, at I kan hjælpe hende. Det siger jeg ikke for at tage modet fra jer, men for at I ved, at det ikke er jeres ansvar at få din halvsøster til at stoppe med at drikke. Rigtig mange unge, som kommer i TUBA, har et ønske om at få den drikkende til at stoppe med at drikke. Og nogle gange sker det også, men i de fleste tilfælde, er der ikke noget, andre kan gøre for at få den drikkende til at stoppe. Ofte kræver det faktisk, at den drikkende selv beslutter sig for at stoppe med at drikke. Men det betyder ikke, at I ikke kan prøve, hvis I har mod og overskud til det. Det er bare vigtigt, at I husker på, at det er hende, der drikker, og at I ikke nødvendigvis kan sige eller gøre lige præcis det, der får hende til at stoppe. Gad vide, hvordan det mon er for dig, at jeg skriver sådan?
Jeg ved ikke, hvordan din mor stoppede med at drikke, eller hvad der fik hende til det – men måske hun kunne have mod på at fortælle dig og din kæreste lidt om det? Det lyder til, at din mor måske er den, der allerbedst kan sætte sig i din halvsøsters sted. Måske ville det være rart for jer at høre fra hende, hvordan hun oplevede det at skulle stoppe med at drikke? Det kan også være, at din mor kunne have mod på at tage en snak med din halvsøster omkring hendes oplevelser med at drikke? Ikke med henblik på at få din søster til at stoppe med at drikke, men for at dele sin oplevelser med hende og måske sætte nogle tanker i gang hos din halvsøster. Gad vide, om din mors oplevelser måske kunne hjælpe din halvsøster? Hvad tænker du om det?
Jeg får også lyst til at sige, at jeg i dit brev kan læse, at I er flere, der holder af din halvsøster og godt kunne tænke sig, at hun fik det bedre. Det må være rigtig dejligt for hende at have jer. Jeg kan dog heller ikke lade være med at tænke på, hvordan det mon er for jer at stå uden for og se på, at hun drikker på den måde? Du beskriver, hvordan hun slet ikke vil høre på jer, og at I står med en følelse af, at I bare kan se på. Jeg tænker, at I må føle jer magtesløse i den situation. Snakker I tre mon om, hvordan det påvirker jer? Jeg tænker, at det kunne være rigtig godt, hvis I kunne støtte jer til hinanden og dele med hinanden, hvad det gør ved jer, at din halvsøster drikker for meget. Jeg forestiller mig, at I sammen kunne hjælpe hinanden med at rumme jeres følelser og den afmagt, jeg forestiller mig, at I føler.
Jeg håber, at mit svar har givet anledning til nogle snakke i jeres lille familie, og at du kan bruge mine råd. Jeg ønsker dig, din kæreste, din mor og din halvsøster alt det bedste. Du er altid meget velkommen til at kontakte brevkassen igen. Vi har også en chat, som I alle sammen er velkomne til at bruge. Den åbner igen i uge 31 og har åbent mandag til torsdag fra kl. 18-22.
De bedste hilsner
Maria, TUBA