Hej.
Jeg skriver her i håb om at kunne finde lidt fred for mine tankespind, da det er noget jeg går med alene. Jeg laver vejrtrækningsøvelser, men så snart jeg ikke gør, så ryger jeg ned i et sort hul. Og mit overskud har ikke en time at bruge om dagen på kun det hvis jeg også skal være i live. SÅ hvad gør man så..
Min far afgik ved døden da jeg var 15 og har været massiv alkoholiker og hashoman hele mit liv. Det er først nu jeg indser sammenhæng mellem mit helvede af en tilværelse og min barndom.
I skrivende stund er det ca. 4 måneder siden jeg gik psykisk ned på min uddannelse, i min praktik på et psykiatrisk hospital. Indtil jeg startede praktikken, var jeg overbevist om at det var min vej frem. Jeg skulle være ergoterapeut i psykiatrien. Men gud hvor tog jeg fejl. Jeg knækkede sammen og måtte gå hjem og ikke komme tilbage, 2 uger før modulprøve. Igen havde jeg ikke gennemført noget jeg var startet på. Da fandt jeg ud af at der var nogle ting der stemte overens med “voksne børn af alkoholikere” samt PTSD, for mig. Jeg fik lov til at holde pause til næste modulstart, og det er 3 gang jeg holder pause fra studiet. Jeg tvivler efterhånden rigtig meget på min evne til at gennemføre. Ikke fordi jeg ikke vil, men mit liv er et evigt kaos og jeg ved ikke om jeg vil kunne overskue at skulle være på og føle mennesker hver dag resten af mit liv.
Mit spørgsmål er så: skal jeg tage det(for mig) meget farlige spring og stoppe studiet og påbegynde en kortere uddannelse? Jeg har en ide om en anden uddannelse som tager 2 år. Det samme som jeg har tilbage af min nuværende. Men jeg har også mit perfektionistiske sind som kalder mig taber hvis jeg ikke tager en fin lang uddannelse(som jeg gang på gang ikke kan overskue). Jeg tænker samtidig at en kortere uddannelse måske vil kunne give mig mere ro til at arbejde med mig selv og ikke kræve helt så meget af mig skolemæssigt(ikke ment negativt ift. kortere uddannelse). Hvis jeg stopper min nuværende uddannelse, har jeg stadig merit på de første 5 moduler, hvis jeg vender tilbage. Jeg har en søn på 3 1/2 år som jeg bare gerne vil være en god mor for. Efter min krise ift. min fortid er startet, kæmper jeg med vrede, sorg, depression, angst, og alle de klassiske tegn på PTSD. Og den her uddannelse kræver virkelig meget af mig psykisk, da der hele tiden er prøver og nye ting at huske- jeg kan ikke huske noget som helst… Det er også et issue med økonomien. Jeg kan og vil ikke på kontanthjælp, men mit kaossind ødelægger ligesom den “nemme” vej, at gøre uddanneslen færdig.
Min anden krise pt. er at efter alt det her er kommet til overfladen, har jeg været en lortekæreste. Endelig ved jeg hvorfor jeg er så meget i kontrol, og hvorfor jeg har så travlt med min kæreste. Jeg har en tendens til slet ikke at stole på mænd og min kæreste er den sødeste mand jeg nogensinde har været sammen med. Han bliver bare meget slidt psykisk og jeg synes det er synd for ham. Han står virkelig til måls, men siger heller ikke selv fra. Jeg bad ham for 3 dage siden om at tage hjem til sine forældre for en tid. Jeg tænker at løsningen er at han får sit eget sted indtil jeg er bedring. Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre? Det er ikke min psykiske tilstand han har et problem med, men alle mine kommentarer og stikpiller mod ham. Og det forstår jeg godt. Dog er der en ting der ikke er så god for mig- tror jeg. Han kan godt lide at gå i byen og helst så langt ud på morgenen som muligt. Når jeg selv er med er det okay, og jeg hiver ham ligesom med hjem. Men når han er med drengene, kan klokken blive 10-12(!!) om formiddagen og jeg ved ikke hvad jeg kan kræve som kæreste. Jeg vil jo gerne have at han har sin frihed og jeg vil ikke nægte ham at nyde sit liv. Men jeg får det sygt dårligt, angst, jeg ligger søvnløs og jeg når at tænke at jeg skal slå op med ham inden han er kommet ind ad døren. Hvad kan jeg tillade mig at sige og føle i den situation? Det er så svært, og på det punkt tænker jeg også at det ville være bedst at vi ikke bor sammen. Jeg har trods alt en lille søn, og når jeg selv er med i mine friweekender, får jeg kvalmende dårlig samvittighed mange dage efter.
Jeg er træt af mit liv, jeg er træt af at famle i mørke og altid være bange for hvad der sker. Og mest af alt, så er jeg træt af at se mine dæmoner i øjnene efter jeg er holdt op med at ryge hash. Det er virkelig smertefuldt og jeg er rigtig ked af at jeg ikke kan få hjælp hos jer.
Det er lidt forvirrende, men jeg håber bare at få en eller anden respons.
Svar:
Kære du
Tak fordi du skriver ind. Det lyder til at være en rigtig træls periode for dig, hvor både en afbrudt praktik, en pause fra studiet og en masse tanker om parforholdet spiller en stor rolle.
Du spørger, om du skal springe fra studiet og påbegynde en kortere uddannelse, og jeg skal prøve at svare dig så godt jeg kan. Jeg synes, at du nævner rigtig mange positive ting ved at starte på en kortere uddannelse, og det får mig til at tænke på, om du selv er bevidst om, hvor positivt du snakker om det? Det eneste negative jeg kan læse ved at stoppe med din nuværende uddannelse, er, at dit perfektionistiske sind vil kalde dig en taber, hvis du ikke tager en fin, lang uddannelse. Jeg tænker, at alle jobs (uanset uddannelseslængde) har en vigtig funktion i vores samfund. Hvis vi skal tage et eksempel; Hvem er vigtigst i en bagerbutik? Er det leverandøren, som leverer melet? Eller bageren som bager brødet? Bagerjomfruen som sælger det? Forfatteren bag opskriften på brødet? Næh, de har alle en vigtig funktion, og bagerbutikken ville ikke kunne løbe rundt uden én af personerne. Så hvis din eneste negative tanke om at stoppe med din nuværende uddannelse er, at du vil føle dig som en taber, vil det måske være en idé at gøre op med dig selv, om den nye uddannelse ikke også vil have værdi. Som du skriver, vil du have merit på de første fem moduler af din nuværende uddannelse, hvis du beslutter dig for at komme tilbage.
Du fortæller om nogle svære ting i dit parforhold, og jeg får særligt øje på jeres situation, når han er i byen eller sammen med drengene – det vil jeg tage særligt udgangspunkt i, i mit svar. Du spørger om, hvad du kan tillade dig at sige og føle i sådan en situation; først og fremmest skal du vide, at du har ret til at føle lige præcis som du gør. Jeg tænker derudover, om du har fortalt ham om alle de følelser, du har, mens han er i byen? For måske er han overhovedet ikke klar over, at du får det dårligt, får angst og ligger søvnløs, når han er afsted? Hvis du fortalte ham om det, kunne det måske være, at I sammen kunne finde en løsning på det? Det kunne for eksempel være et tidspunkt, hvor I begge vil have det godt med at han kommer hjem på, eller at han skal sende en sms en gang imellem, så du hører fra ham, mens han er afsted? I kan bedst vurdere, hvad I hver især vil have det bedst med. Hvis du føler dig hørt og forstået i jeres forhold, vil du måske også have lettere ved at holde igen med de kommentarer og stikpiller, som han har det svært med? Det lyder på mig umiddelbart som om, at en dialog om hans byture vil være et godt sted at starte i jeres forhold.
Jeg kan godt forstå, du er træt af at se dine dæmoner i øjnene efter at være stoppet med at ryge hash. Jeg ved, at mange andre som også er stoppet med at ryge hash, også synes at det er svært at håndtere sine følelser (eller se sine dæmoner i øjnene), når man ikke længere bare kan dulme dem. Så jeg kan bare sige; hvor er det godt, at du er stoppet med at ryge hash, og hvor er du bare en god rollemodel for din søn. Bliv ved med det, for du er på rette vej, selvom det er hårdt.
Jeg håber, du har fået svar på dine spørgsmål, og ønsker dig alt det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA