Mit navn er {navn}
Jeg er 16 år. Jeg er en glad pige der har det godt. Jeg har haft en helt normal skolegang. 10 år på samme skole og gode karaktere. Jeg har altid haft en masse gode venner. Jeg fungerer fint i sociale sammenhænge, og generelt føler jeg mig ikke anderledes end alle andre.
Det eneste folk ikke ved om mig, er at min mor er alkoholiker.
Det er et tabubelagt emne for mig.
Det er ikke noget man kan se eller mærke på mig. Det er noget der sidder dybt i mig. Jeg ville ikke beskrive det et åbent sår, men et ar på sjælen, eller en sten i min rygsæk, og jeg har svært ved at forstå hvorfor de er der, og hvorfor de bliver nødt til at være en del af mig. Men det er de. For hun er min mor. Ligesom at din mor er din.
Jeg bebrejder ikke min mor for at gøre/have gjort som hun gjorde. Det var nødvendigt for hende. Hun prøvede bare at glemme smerten fra de mange sten i hendes rygsæk, i stedet for at smide dem ud.
Det gør hende heller ikke til en dårlig mor. Det er bare grænseoverskridende for mig som datter at snakke om, for det bliver hurtigt en del af mig, selvom jeg ikke har lyst til at det skal være det. Det burde ikke være en del af mig, og jeg er ikke født med alkohol i blodet, og jeg har heller ikke et mærkeligt forhold til alkohol, selvom det er forventet af mig, fordi min mor er misbruger.
Men det er et tabubelagt emne for mig.
Men skal jeg så sige det til folk, fortælle min mors historie, som definerede den mig?
Jeg ved ikke engang selv hvorfor folk skal vide det, og det behøves de måske heller ikke for at vide hvem jeg er. For jeg er ikke min mor, og hendes handlinger.
Dog føler jeg at det er noget vi burde snakke om, hvis vi har lyst og behov for det. Jeg har gået i rigtigt mange år, og været sur på min mor, for at hun er sådan som hun er. Jeg snakkede ikke med nogen om det, og tænkte ikke over det var anderledes for alle andre familier. For ingen snakkede med mig. Det var selv et tabu i min egen familie. Sådan var det bare.
Jeg nægter at tro at alle familier fungere helt perfekt, hele tiden. Men hvorfor snakker vi ikke om det?
Jeg har lært at åbne op, og jeg skammer mig ikke over min familie fordi den er som den er. Tværtimod.
Men hvordan bryder vi et tabu, ved at undlade at snakke om det?
Hvordan kan vi reparere noget, vi ikke ved er i stykker?
(blot et budskab, behøves ikke at besvares, må gerne fastlåses på siden hvis muligt)
Svar:
Hej {navn}
Selvom du skriver, at vi ikke behøver at besvare dit brev, synes jeg, at det indeholder nogle rigtig fine iagttagelser og spørgsmål, som jeg har lyst til at kommentere på.
Først og fremmest er det rigtig dejligt at læse, at du er en glad pige, der har det godt og har mange gode venner. Alligevel viser det, at du skriver herind og din fine beskrivelse af, hvordan din mors misbrug påvirker dig i dag – nemlig som et ar på sjælen og en sten i din rygsæk – at problematikken fylder noget for dig i dag. Det er kun forståeligt og helt almindeligt for børn af misbrugende forældre.
Jeg vil gerne rose dig for at være meget reflekteret over din egen, men også særligt din mors situation. Selvom det aldrig er i orden, at en forælder vælger alkoholen, så er det ofte fordi, der ligger noget bag, som de forsøger at dulme med alkoholen.
I dit brev spørger du, om du skal sige det til folk. Det er et svært spørgsmål, som der ikke findes noget entydigt svar på. Jeg tænker dog, at det måske kan være en fin idé, hvis det giver mening for dig og du føler dig tryg ved modtageren. Som du skriver i brevet, snakkede du aldrig selv med nogen om din mors misbrug, hvilket førte til en stor vrede rettet mod din mor. Det er ikke sikkert, at denne vrede vil forlade dig blot ved at tale om det, men det kan føles som en lettelse at dele sine problemer med andre. Derfor tænker jeg, det kan være en god idé at tale med nogen om det.
Foruden det ovenstående indeholder dit brev to yderligere væsentlige spørgsmål, nemlig hvorfor man ikke snakker om problemerne og hvordan vi bryder et tabu ved at undlade at snakke om det. Disse spørgsmål er så vigtige at belyse, fordi det, som du også selv påpeger, langt fra er alle familier, der fungerer helt perfekt. Grunden til at det er så svært for os at snakke om de svære ting, skal nok findes i vores behov for at fremstå perfekte og/eller overskudsagtige i andres øjne og vores angst for at vise vores mere sårbare sider frem. Derfor kan mange måske føle, at ‘det pæne billede’ krakelerer, hvis de taler om de svære ting. I forhold til dit andet spørgsmål tror jeg personligt ikke, det er muligt at bryde tabuet uden at tale om det. Så længe det er noget, man ikke kan snakke om, vil det forblive et tabu – og så længe det er et tabu, vil man ikke snakke om det. Derfor påskønner jeg meget din opfordring i dette brev og håber, at flere vil finde mod til at dele de svære ting.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Venlig hilsen Liv, TUBA