Jeg er rigtig vred – altså virkelig vred. I grunden er jeg sød, glad og faktisk meget empatisk, men min vrede ødelægger rigtig meget for mig. Nogle gange er jeg så vred, at jeg smadrer min lejlighed eller er meget tæt på at køre f. eks cykelister ned. I de sekunder jeg har set mig sur på cykelisten, tager jeg virkelig ikke hensyn til, hvad konsekvenser det har, men så når vreden “letter”, kan jeg jo godt se at det er meget infantil og en helt obskur måde, at tænke på andre mennesker på.
Jeg er blevet krænket på mange led og kanter igennem mit liv – mine grænser er blevet overtrådte, jeg er blevet slået på, jeg har fået seksuelle tilnærmelser fra min stedfar, jeg er fysisk blevet sat i et hjørne, hvor jeg ikke havde nogen udvej, og i mange år vidste jeg aldrig mine følelser omkring alt dette, men så en dag ville jeg bare ikke mere. Istedet for at være ked af det og være lille, voksede jeg mig ind i et uhyggeligt univers af vrede. Og vreden er kun blevet værre med årene og jeg hader mig selv og respekterer ikke mig selv efter sådan et vredesubrud. Jeg vil bare være normal. Jeg vil ikke være vred.
Jeg har altid følt mig ensom, og jeg husker hvordan for 10 år siden at jeg følte mig mest ensom. Følelsen af totalt isolation og ensomhed, kan jeg aldrig helt beskrive og jeg lovede mig selv, at hvis jeg fandt en som jeg kunne elske og som ville elske mig tilbage, ville jeg behandle ham godt, men nu bebrejder jeg ham for alt, der ikke er rigtigt i mit liv. Jeg bliver så vred på ham, og jeg krænker ham verbalt på sammen måde, som jeg altid er blevet krænket på. Hvorfor bliver jeg så vred????!!! Og vigtigst af alt, hvordan bearbejder jeg den vrede, som er altødelæggende for mig? Rent økonomisk kan jeg ikke gå til terapi, det går min økonomi helt ned på. Når jeg har trænet i træningscenter fast, kan jeg bedre lade tingene slippe og der går meget længere tid mellem mine udbrud, men jeg vil ikke kun have at det er fordi jeg er fysisk stabil, men jeg vil være psykisk stabil også.
Jeg tager altid diskutioner op, altså alle mulige nogle. Hvis jeg føler, at nogen taler nedladende til mig, så får de det at vide, oftest går min stemmeleje ned og jeg nærmest hvisker til dem, at de skal kraftedme ikke tale sådan til mig, og ja, jeg kan finde på at sige hvad som helst og bagefter fortryder jeg. Jeg bliver helt vildt sur på den sindssyge kvinde, og nægter at tro på, at det var mig. Det var altså ikke mig, jeg ved ikke hvem det var! Jeg husker jo selv, hvordan det var at blive talt til så nedladende og krænkende, så hvordan kan jeg finde på at gøre det selv?
Fysisk når jeg bliver vred, dirrer hele min krop og jeg bider tænderne sammen, og derfor efter sådan et udbrud, for jeg umådelig ondt i hovedet. Jeg har først lært at elske mig selv de seneste par år og prøver inderligt, at tilgive mig selv for alle de gange jeg var bare ikke var nok. Det var langt nemmere for mig, at tilgive min mor, min stedfar, pædagogerne på mit opholdsted og min ex-kæreste end det er bare at tilgive mig selv, bare en lille smule.
Lige nu er jeg nødt til at gøre noget ved det, for ellers ødelægger min vrede mit liv og jeg har, set bort fra min vrede, et godt liv, et liv som jeg selv har kæmpet for, og jeg vil ikke lade den vrede ødelægge det for mig. Hvad gør jeg?
Svar:
Kære du
Tilbageholdelse er det første ord der kommer til mig når jeg læser dit brev. Tilbageholdelse af din vrede, hver gang du blev krænket på alle leder og kanter. Tilbageholdelse hver gang du blev slået på. Tilbageholdelse hver gang du skulle stå ansigt til ansigt med din stedfars seksuelle tilnærmelser. Tilbageholdelse hver gang du blev sat i et hjørne …. Tilbageholdelse, tilbageholdelse, tilbageholdelse ….. og fra dette uhyggelige univers blev det for meget og du kunne ikke længere holde dig tilbage vreden voksede sig til uanede højder!
Nu kommer den frem og kan ikke længere holdes tilbage. Vreden kommer ud, igennem små og store ventiler. Lejligheden bliver smadret. Cyklisterne bliver skydeskive. Kæresten står for skud, andre mennesker i din omgangskreds får klar besked hvis der er den mindste anledning. Du kan på det nærmeste ikke kende dig selv, eller måske ikke kendes ved dig selv?
Din krop dirrer, du bider tænderne sammen og du får umådelig ondt i hovedet. Det lyder som om en enorm kamp finder sted inden i dig. Virkeligheden er at der har været voksne mennesker i dit liv op igennem din opvækst som ikke har behandlet dig ordentlig og med kærlighed, omsorg og empati, og det er ikke ok! Og jeg kan så godt forstå at du har en vrede i dig, og jeg får lyst til at sige HELDIGVIS, den er din livskraft, din vej tilbage til dig selv, den viser dig at du eksisterer, du har ret til at være her og du skal ikke finde dig i ukærlige menneskers opførelse!
Din vrede er en sund reaktion på det du har oplevet. Den kommer bare lidt forsinket og bliver desværre rettet mod andre, end dem som har gjort dig ondt. Selvfølgelig skal du ikke bruge din vrede til, at køre uskyldige cyklister ned og ødelægge dit forhold til din kæreste. Det er godt og ansvarligt at du reagerer på det – tak for din ærlighed.
Mit bedste bud er, at du trænger til at skælde ud på dem som har gjort dig ondt. Få sat ord på, sagt fra og sagt til dem og dig selv, at du ikke vil lade dig udsætte for den slags krænkelser mere. Det kunne du ikke som barn, men det kan du nu. Måske findes de mennesker ikke længere, som gjorde dig ondt. Måske har du ikke lyst til at konfrontere dem. Jeg tror at andre ting også kan gøre en forskel for dig. Det kunne være, at skrive et brev til dem som har gjort dig ondt, hvor du fortæller dem, hvor vred du er. Måske føles det bedre at råbe det højt i en skov? Din tilbageholdte vrede har brug for at komme ud, for at komme det, skal den rettes mod dem, som har gjort dig ondt.
Mon det giver mening for dig, at tænke på den enorme vrede som en gammel vrede der ikke er kommet ud endnu? Du skriver at du aldrig viste dine følelser omkring det du oplevede som barn, jeg tænker at det er derfor det ligger og rumstere inde dig – hvad tænker du? Vreden er fuld af livskraft og samtidig spænder den lidt ben for dig i dit liv nu, fordi den bliver rettet mod uskyldige, tilfældige mennesker. Det kan du heldigvis gøre noget ved.
At komme ud med vreden er noget mange arbejder med i terapi og jeg tror det kan være en støtte for dig, at have en ved din side, når du skal arbejde med det her.
Jeg kan ikke helt læse af dit brev om din mor eller far har haft problemer med alkohol eller stoffer, men din historie siger mig at der højst sandsynligt har været den slags problemer, og er det tilfældet så kan du søge gratis terapi hos TUBA og på den måde få arbejdet med dine problemer hos en terapeut sådan at du fortsat kan lade den glade, søde og meget empatiske kvinde fylde mere i dit ellers gode liv som du så sejt og tappert har kæmpet en brav kamp for.
Her til sidst har jeg lyst til at sige til dig, at vreden ikke behøver at ødelægge dit liv, din vrede kan være din ven som viser dig vejen, og lige nu har den vist dig vejen her til. Omfavn den, den kan sgu noget den vrede du har! Tillykke med den!
Har du fået mod på det så kontakt TUBA i den afdeling som ligger tættest på hvor du bor? Du er meget velkommen. Du kan se en oversigt over afdelingerne her http://www.tuba.dk/hjælp
Kærlige hilsner
Jette og Camilla
TUBA