Hej Brevkasse.
Jeg er ikke sikker på, at jeg kan få det her formuleret i et direkte spørgsmål, men jeg vil forsøge.
Jeg er vokset op med en far der er en underlig form for kvartals dranker. Han havde ture hvor han drak heftigt, men altid kun enkelte dage på ugen og med vekslende intervaller. Jeg ved nu at han gjorde det når han havde det skidt. Inden mine forældre blev skilt blev min mor alkoholiker “For at kunne holde min far ud” fortalte hun mig.
Min far er direktør og har mange penge, derfor har han kunne føre et godt liv ved siden af alkohol misbruget. Min mor endte i en selvdestruktiv tilstand med manglende selvværd, hygiejne og omsorg for hendes børn. Hun begyndte at benægte sit misbrug og har gjort det lige siden.
For 6 år siden befandt jeg mig i et forhold med en mand, der dagligt manipulerede mig psykisk og fjernede mit selvværd. Han slog, sparkede og bed mig meget ofte og var voldelig og aggresiv både psykisk og fysisk. Samtidig arbejde jeg hos min far. Fordi jeg i den periode -(Inden jeg fandt ud af hvordan min kæreste egentlig var) -havde det rigtig godt. Jeg ville dele ud af min positivitet og give andre mennesker en chance. Min far kørte på mig dagligt, og fortalte mig hvor grim og uduelig jeg var.
Det resulterede i en voldsom depression som jeg stadig kæmper on/off med.
Jeg er så bitter, for jeg kan tilgive slagene, ordene og alt det. Men jeg kan ikke finde ud af at tilgive at de ødelagde mit hovede -og at det stadig påvirker mig 6 år efter. Jeg kan ikke se ud over det.
Jeg har fundet en kæreste som er alt det der er godt for en som mig. Men jeg ødelægger det. Vi har været sammen i 3 år, og det er det mest seriøse forhold jeg har haft. Men jeg kan ikke få det til at fungere.
Jeg føler at den effekt mine oplevelser har haft, bliver holdt imod mig af mine nærmeste. Jeg har ingen venner tilbage fordi jeg skubber dem væk. Kæresten og jeg har været ved at gå fra hinanden 100 gange og vi skændes meget voldsomt -alt for voldsomt. Jeg vil ikke miste min kæreste, men jeg føler mig egoistisk for at byde ham mine grimme ubehandlede sider. Jeg kan bare ikke finde ud af, hvordan jeg slipper ud af min vrede, bitterhed og negativitet. Min kæreste kan ikke rumme min negativitet. Han er forstående for en stund, men så træder jeg ved siden af og er negativ, og så får jeg af vide at det er grimt og forkert. Jeg kan ikke forlange, at han skal finde sig i det og bare kramme mig istedet, men jeg ville ønske at det kunne være sådan. For jeg ved godt at mine negative og kyniske udbrud stammer fra sorg, og jeg i virkeligheden bare gerne vil have omsorg og ikke føle mig så ensom.
Jeg kan ikke rigtig komme videre, hverken med mig selv, arbejde, uddannelse eller kærlighed.
Jeg står på venteliste hos jer, men jeg kan ikke holde ventetiden ud. Jeg har taget så mange forkerte beslutninger at jeg nu sidder og ikke har råd til, at få den hjælp jeg ved jeg har brug for. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv imens jeg venter på hjælp. Har i nogen råd?
På forhånd tak
/S
Svar:
Kære S
Tak for dit brev til brevkassen. Det er godt at du skriver herind, det er hårdt at vente på hjælp, når man har hårdt brug for at få den med det samme. Jeg håber at mine ord kan bringe lidt ro og trøst i ventetiden.
Du skriver, at du ikke er sikker på, at du kan få formuleret dit brev til et direkte spørgsmål, men du vil gøre forsøget, og jeg tænker at dit brev måske ikke kan være et direkte spørgsmål, fordi det som dit brev er, er et skrig om hjælp, mon det er rigtigt?
Med en opvækst hvor både mor og far drikker har du jo været maks presset. Din far som har kørt på dig dagligt, en mor der ender med selvdestruktiv opførelse og giver din far skylden og samtid benægter sit misbrug, samt en voldelig ekskæreste, så kan jeg godt forstå, du ender i en depression, og at du stadig kæmper med din depression er også meget forståeligt, særligt når jeg læser videre i dit brev, for jeg får en oplevelse af, at du er meget alene med din vrede, bitterhed og negativitet, som jo uden tvivl er en helt grundlæggende sorg over ikke at have fået den kærlighed, ømhed og omsorg som du har haft brug for.
Mon det er rigtigt forstået at du er meget alene med hvad måske også kan kaldes uforløste følelser, afmagt, håbløshed og opgivelse?
Du skriver, at du ikke kan forlange, at han (din kæreste) bare skal finde sig i din negativitet og bare kramme dig i stedet, men mon han ved at dine kyniske udbrud, som du kalder dem, er dyb uforløst sorg, som ingen tidligere har villet være sammen med dig om? Tror du, det ville ændre på noget, hvis du viste ham brevet, du her har skrevet? Mon han ved, at du bare gerne vil have omsorg og krammes? Mon han ved, at du har brug for ikke at føle dig så ensom?
Grunden til, at jeg stiller dig alle disse spørgsmål, er fordi, jeg tror på, at kærlighed eksistere, når vi tør at være helt sammen med os selv, på godt og ondt, og i mødet med et andet menneske, som får stor betydning for os, kan vi nogen gange gemme os væk, fordi vi tror, de ikke vil være sammen med os, der hvor vi selv ikke vil være sammen med os selv, det kræver selvfølgelig mod at vise sit indre til et andet menneske, men du skriver, at han er alt det, som er godt for dig, måske han er værd at kæmpe for? Måske du kan finde modet til at vise ham, hvor meget omsorg, du har brug for, måske du tør vise ham hvor ensom du føler dig der inde dybt i dit hjerte?
Der er et sted, inde i os (som er vokset op med forældre, der drikker), der har fået så voldsomme skrammer, at vi næsten ikke kan hele op igen, som et åbent sår vi helt alene og i vores ensomhed forsøger at lukke selv, vi gemmer dette sår væk så andre ikke ser det, for vi tror ikke vi er værd at elske med sådan et sår, men det er i mødet med kærligheden at det uelskede sår springer op, og når det springer op i mødet med kærligheden, er det også der chancen for ægte heling kan finde sted, men først når vi tør vise hele os selv til den elskede – tør du det? Og tør han være sammen med dig lige der?
Tilgivelse er noget jeg tror på vi skal give til os selv. Tilgiv dig selv for det du kalder “alle de forkerte beslutninger jeg har taget”. Du tog de beslutninger du var i stand til under de forudsætninger og vilkår du havde i dit liv på det givende tidspunkt. I dag er du et andet sted, og du er i fuld gang med at tage ansvar for at få det bedre. Giv dig selv omsorg, opmærksomhed og daglige skulderklap for det du allerede gør lige nu for at skabe forandring.
Jeg håber du har fundet lidt trøst, omsorg og støtte i mine ord til dig, og hvis du vil have mere, er du meget velkommen til at skrive igen. Du har også mulighed for at deltage på Cafe aftenerne, samt Drop In møderne hos Tuba, du kan se hvad der sker i dit område og finde datoer på www.tuba.dk det kan være med til at afkorte ventetiden, og måske din kæreste har lyst til at tage med dig? Han er i hvertfald velkommen.
Kærlige hilsner
Jette Lykke – Tuba