Kære brevkasse,
Mine forældre drak meget i mine teenageår (ca. 13-20), eftersom de også blev skilt, da jeg var 13. Min far drak fordi det var ham, som var blevet forladt og processerede sin sorg. Min mor har jeg mistænkt for at have haft en 30-års krise, fordi hun fik børn meget tidligt. Min far drak hjemme, men sørgede altid for mad osv. Min mor gik på værtshus og overlod min lillebror og jeg til os selv det meste af eftermiddagen/aftenen indtil hun kom valsende fuld hjem. Det har utvivlsomt efterladt nogle spor i mig, hvorfor jeg af samme grund har deltaget i et gruppeforløb ved TUBA, da jeg var 22-23 år gammel (mener jeg). Mange ting har ændret sig til det bedre: Både fordi jeg ikke har boet sammen med dem siden jeg var 19, fordi jeg pga. mit forløb i TUBA har turde tage fat i nogle konkrete problematikker og talt med mine forældre om dem (den ene mere succesfuldt end den anden), og fordi mine forældre med alderen simpelthen bare drikker mindre.
Jeg er i den situation, at jeg har fået mig en ny kæreste, hvilket er rigtigt dejligt. Han kender mig rigtigt godt, fordi vi har været venner de sidste 9 år, så han kender også godt til min opvækst med mine forældre. Det er imidlertidig sådan, at jeg kan mærke, at min nye relation til ham, i form af at vi nu er kærester, ripper op i nogle gamle sår, som jeg egentlig troede var lukkede. Jeg går simplethen i forsvarsposition hver gang han taler om enten at skulle til en fest eller ud og drikke øl med vennerne. Det er måske aktuelt 1-2 gange om måneden, og tager faktisk ret hårdt på mig. Vi har lavet en aftale om, at han ikke kommer hjem og sover ved mig de gange, hvor han er afsted uden mig, fordi det fjerner “overraskelseselementet” i, at jeg ikke ved, hvilken tilstand som han kommer hjem i. Det skal siges, at han ALTID er sød og rar, når han bliver fuld (og jeg ved det med 9 års venskab i bagagen), så det handler slet ikke om, hvordan han er, men at jeg stadigvæk ikke stoler på de mennesker som jeg elsker, når det kommer til alkohol og aftaler, som kan påvirke mig. Jeg kan mærke, at min krop går i alarmberedskab med det samme, når han nævner en fest. Altså særligt hvis det er en fest han skal til uden mig. Min umiddelbare reaktion er ofte vrede efterfulgt af at være rigtig ked af det.
Mit spørgsmål er derfor: Har I nogen gode råd til, hvordan jeg konkret kan arbejde mig henimod ikke at gå i alarmberedskab? /Gode råd til at tackle situationen.
Jeg synes ikke, at det er fair over for ham at sige, at han ikke må gå til fester pga. noget han slet ikke er skyld i.
Mange hilsner,
I.
Svar:
Kære I.
Tak for dit brev. Jeg forstår virkelig godt dit ønske om at arbejde med den alarmberedskabsfølelse, som du beskriver kan ramme dig når din kæreste skal til fest eller ud og drikke øl med sine venner. Det lyder ikke rart at have det sådan. Når jeg læser dit brev, glæder det mig at du beskriver at der er meget der har ændret sig til det bedre de seneste år, fordi du ikke bor med dine forældre længere, fordi de drikker mindre end tidligere og fordi du efter forløbet i Tuba har arbejdet med nogle problematikker og talt med dine forældre om dem. Du efterspørger nogle gode råd til hvordan du kan arbejde hen imod ikke at gå i alarmberedskab og råd til hvordan du kan tackle situationen. Jeg vil dele mine tanker om det med dig.
Du skriver at det er ret nyt, at du og din kæreste er blevet kærester, og at det ripper op i nogle gamle sår, som du egentlig troede var lukkede. Du skriver at det ubehagelige i situationen ikke handler om din kærestes opførsel, fordi han altid er sød når han er fuld, men om at du har svært ved at stole på mennesker der er tæt på i forhold til aftaler og alkohol. Jeg forestiller mig, at det er svært at opleve at de gamle sår bliver rippet op i. Samtidig tænker jeg at det er naturligt at det sker, når der er et menneske som tæt på dig nu i form af at I er blevet kærester. Du spørger efter råd til hvordan du kan arbejde dig henimod ikke at gå i alarmberedskab. Du beskriver at begge dine forældre drak da du var yngre, og at du og din lillebror har været overladt meget til jer selv og har oplevet jeres forældre fulde. Når alarmberedskabet bliver aktiveret, kan det handle om at følelser fra fortiden blander sig med nutiden. Jeg tænker, at når din krop går i alarmberedskab kan det være fordi den har lært, at det er farligt og ubehageligt når mennesker som du elsker drikker alkohol. Derfor reagerer din krop, når din kæreste taler om at skulle til fest. Situationen minder om ubehagelige oplevelser da du var teenager, hvor dine forældre havde drukket. Først og fremmest tænker jeg at det er vigtigt at du viser dig selv medfølelse når din krop går i alarmberedskab. Det kan du gøre ved at være god og omsorgsfuld overfor dig selv. Du kan prøve at sige til dig selv, at alarmberedskabet er en besked fra fortiden forstået på den måde at din krop har lært at gå i alarmberedskab når en person tæt på dig skal til fest eller ud og drikke øl. Måske kan det hjælpe at sige til dig selv, at det er okay og helt forståeligt at du og din krop reagerer sådan, at du er voksen nu og at det ikke er farligt. Det vil muligvis gøre adskillelsen mellem fortid og nutid mere klar. Noget andet du kan gøre er at tænke over om der er noget der er særligt beroligende eller rart for dig at gøre, som du kan gøre når du oplever at gå i alarmberedskab. Det er forskelligt hvad der virker beroligende for os, for nogle er det at vikle sig ind i et tæppe, høre noget bestemt musik, gå en tur, have nogle bestemte sætninger man minder sig selv om, osv. Idéen er, at når du er god ved dig selv når alarmberedskabsfølelsen viser sig, vil den sandsynligvis blive mindre med tiden efterhånden som du erfarer flere gange, at der ikke er fare på færde. Den proces kan gå op og ned, og det er okay. Det er ikke min mening at få det til at lyde enkelt og nemt, for det er det selvfølgelig ikke, men jeg tror medfølelsen med dig selv vil gøre det lettere.
Udover det du selv kan gøre for at berolige alarmberedskabet, er det også en mulighed at arbejde videre med det i terapi. Du er velkommen i Tuba hvis du tænker at terapi-forløb her vil give mening for dig. Du kan finde din nærmeste Tuba-afdeling og læse om terapi i Tuba her https://tuba.dk/find-hjaelp/terapi-i-tuba/. Du skriver i dit brev at din kæreste kender dig godt, og at fordi I har været venner i 9 år kender han også til din opvækst med dine forældre. Du skriver at I har aftalt at din kæreste ikke skal sove hos dig efter en bytur eller fest, fordi du så ikke skal blive ”overrasket” over hans tilstand når han kommer hjem. Det får mig til at tænke, at det lyder til at du og din kæreste er rigtig gode til at kommunikere, hvilket jeg også tænker er en stor styrke.
Jeg håber mit svar har givet nogle perspektiver på dine spørgsmål. Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærligst,
Iben