Hej Tuba,
jeg tror jeg har stress som har forplantet sig i mig som angst, og trækker i mig til en depression, så derfor har jeg taget action på det, ved at gå til psykolog af 12 behandlinger. Samtidig brugt meditation igennem lydbånd med guidstemme. Og nu deler jeg min historie med jer. Alt dette har jeg gjort men føler ikke at jeg kommer videre:( Min Historieer at på et år er mine forældre gået konkurs, blevet skilt, fået stress og depression, kommet på lykkepiller, fået blodpropper, sukkersyge, kol i lungerne samt blevet alkoholikere og brugt deres børn som guid og talerør for deres problemer. Samtidig med jeg er igang med at give min tid til dem og hjælpe dem ovenpå forsøger de selvmord ydermere køber min forlovet og jeg en ejendom på samme tid hvor vi vil leve vores liv ude som altid har været vores drøm. Og bum nu er jeg bare helt i gulvbrædderne og tænker og fortolker og har angst for om vi nu har købt for dyrt, om vi mister vores arbejde om dit og dat, diskutere med mig selv om jeg overhovedet skal have børn og om det er denne drøm jeg har drømt hele livet med forlovet og hus, der overhovedet er drømmen, er jeg rigtig er jeg forkert, har jeg et for mageligt syn på livet, kan mærke et lille had til mig selv inde i. 🙁 udover har jeg hjulpet min lillebror en del som har adhd, og min kone er blevet udlært samtidig og fået nyt job. Jeg kan bare ikke rumme mere nu, hold op jeg har ondt i livet. At sidde her og skrive til jer min dyster tilværelse er nok et håb om at få et råd eller forstålese med på vejen, har jo ikke ligefrem en rollemodel i mine forældre:(
Bekymrende hilsen {Navn}
Svar:
Kære {Navn}
Her sidder jeg og læser dit brev til TUBA brevkassen, og bliver helt væltet omkuld af alle de ting du i dit brev beskriver der er sket på bare et år, puha! Hvis det var mig ville jeg råbe STOP med store bogstaver. Jeg kan så godt forstå at du ikke kan rumme mere, det er da også for meget for en person! Du har min fulde forståelse og jeg får lyst til at sige til dig, at du gerne må sige nej nu!
Når jeg læser dit år 2014 der har handlet, som jeg ser det, mest om dine forældres liv og problemer, så som sygdomme, konkurs, skilsmisse, stress, depression og selvmordsforsøg, så tænker jeg at du er overbelastet, og nu kan du ikke mere, du vil ikke være med mere, er det mon sådan det er for dig? Jeg forestiller mig også at man godt kan blive vred på de forældre der forsøger selvmord, når man har givet alt hvad man har, for at hjælpe dem, er det noget du kan genkende?
Ydermere har du hjulpet din lillebror som har adhd, en del skriver du, så en person mere som har brug for din hjælp, styrke og opbakning! Jeg tænker, mon der er nogen til at hjælpe dig?
Samtid sker der gode ting, du og din kone køber drømme huset på drømmestedet, din kone bliver udlært og får et nyt job – gode ting som der slet ikke er plads til at nyde og glædes over fordi det andet har tappet energien og livskraften er drænet.
I stedet for at glædes kommer bekymringerne snigende som tyve i natten – Har vi købt for dyrt? Mister vi vores indtægter? Skal jeg overhovedet sætte børn til verden? Er jeg helt forkert? Er det mon rigtigt? Har jeg bare et mageligt syn på livet? Kære {Navn}, jeg har svært ved at se i det du skriver, at du har et mageligt syn på livet, hvad jeg ser, når jeg læser dit brev, er en mand der tager livet alvorligt og meget ansvarligt, giv dig selv noget anerkendelse for det!
Livet er nogen gange enormt besværligt og så gør det ondt som ind i helvede og vi aner ikke hvad vi skal stille op, for lige meget hvad vi gør og lige meget hvor meget vi gør, så er det bare lige som om det aldrig bliver helt nok, eller helt godt. Du skriver at du har et håb om at få et råd eller forståelse med på vejen. Jeg vil gerne give dig begge dele. Du har min dybeste forståelse, jeg ved hvor smertefuldt det er, der hvor du er lige nu, og jeg kan godt forstå at du mister modet når det hele opleves som om intet kommer videre, men tro mig, du gør en kæmpe forskel for dig selv ved at gå til en psykolog, meditere og endda deler din historie med os. Det som du kalder et lille had til dig selv inden i har måske brug for omsorg og forståelse så at det kan forandre sig til selvindsigt, vilje og gå på mod, og når jeg læser dit brev tænker jeg, at du er godt på vej!
Jeg lovede dig jo også et godt råd. Du nævnte at dine forældre har et alkoholmisbrug og når jeg så samtid læser mængden af det ansvar du har påtaget dig og alt den hjælp og støtte alle de andre i din familie får af dig, så får jeg lyst til at dele med dig, at det er meget almindeligt at man har en tendens til at overse sig selv i iveren efter at dække andres behov, når man har forældre der drikker. Alex Kastrup Nielsen, faglig chef i TUBA har skrevet en bog, om livet i familier med alkoholmisbrug, han skriver bl.a. at det, at have fokus på de andre familiemedlemmers behov (for at få familien til at fungere), kan føre til at man helt glemmer at spørge sig selv, hvad man selv har lyst til og brug for. Når man glemmer det, mister man langsomt indflydelse på sit eget liv
Mit råd til dig er, at du skal i gang med at finde ud af hvad dine behov er, og handle på dem. Prøv eksempelvis at stille dig selv spørgsmål som:
Hvad kan jeg lide/ ikke lide?
Hvad har jeg lyst til/ikke lyst til?
Hvad vil jeg være med til/ikke være med til?
Hvordan har jeg det egentlig lige nu? – Det kan godt tage lidt tid at ’mærke efter’, hvis du ikke er vant til det.
At mærke dine behov og handle på dem vil måske betyde, at dine forældre skal til at tage ansvar for deres eget liv, og du måske skal lægge lidt afstand til dem så der bliver mere plads til dig.
Jeg ønsker dig et langt bedre 2015 end det udmattende 2014 du næsten lige er kommet ud af. Og jeg håber du fortsat vil tage dig selv alvorligt og arbejde på at du skal have det godt!
Bedste hilsner
TUBA