Hej
jeg ved godt nok ikke om det er jer, som jeg skal henvende mig til, med mine problemer, men here it goes: Jeg har i min tidligste barndom oplevet min far drikke i perioder ad gangen. Til min konfirmation blev det for meget for min halv-storesøster, og hun valgte at “slå hånden” af vores far og har faktisk ikke haft kontakt med ham siden. Efterfølgende er flere familiemedlemmer også faldet fra og cuttet kontakten med ham – og derigennem også min mor og jeg. Dette er i sig selv tragisk nok, men den næste lille catch er at min mor er fra Asian og har familieværdier af den gamle skole. Hun er blevet sammen med min far igennem alle årene og fastholdt vores lille “performative”-familie. Hun fortalte mig altid, da jeg var lille at hun nok skulle finde ud af det med far, og jeg skulle bare fokusere på min skole (bemærk intet fokus på hvad jeg følte, men på min uddannelse). Dette stoppede på gymnasiet, hvor jeg blev vækket om natten for at skulle gå ind og skælde min far ud over at han drak eller stå til skue så min mor kunne fremvise hvor ked af det jeg var til min fordrukne far. Her begyndte min mors og mins kultursammenstød også for alvor at tage fart. Hvis jeg gjorde noget forkert eller noget der udadtil kunne fremstå som dumt eller dårligt (for hende), så blev jeg gerne slået og råbt ad. En af mine særlige favoritter var når hun kom løbende med kniv efter mig og råbte hun ville ønske at hun aldrig havde fået mig.
I midten af gymnasiet fik han et hjerteanfald og begyndte på hjertemedicin. Nu droppede han alkoholen til fordel for pillemisbrug og det resulterede i at jeg flyttede to måneder efter jeg blev 18 for at kunne være i mig selv. Jeg er siden hen flyttet til {by}, startet på uni og er nu igang med mit sidste år af min BA. Siden jeg flyttede herned, har jeg kunne mærke en kæmpe forandring i min måde at være på og har dermed også haft ro til at reflektere over hvad jeg kun kunne “overleve”, da jeg sad i det. Det har været hårdt at erkende for mig at jeg aldrig får et ordentligt forhold til mine forældre, men sørgeligt nok, har jeg det bedst alene. Jeg har dog har på 3. År haft en masse forfærdelige ture hvor jeg ikke føler mig tilstrækkelig, Ikke kan leve op til folks forventninger eller at folk har kunne give mig den ro jeg til tider har behøvet. Jeg tænker meget over hvor uretfærdigt tingene har været for mig og er dermed også vred over, at det stadig går mig så meget på, når jeg basically er kommet ud på den anden side og begyndt at LEVE fremfor at overleve – men fortiden kommer stadig når jeg har det allersværest og så bekræftes alle de sorte tanker jeg har om mig selv som utilstrækkelig.
Jeg kommer altid til at føle mig dybt ulykkelig og alene og her kommer mine spørgsmål ind til jer: hvordan foregår det ifht. Samtaler/terapi hos jer? Koster det noget? Skal man have “en speciel situation” for at komme til måske at snakke med en psykolog eller noget? Jeg har ikke haft modet til at tale med folk om det før, men jeg føler jeg har brug for og ønsker det nu.
Svar:
Kære L
Jeg vil starte med at anerkende dig for at tage kontakt til TUBA og fortælle dig, at det er helt relevant og forståeligt du henvender dig, samt har behov for professionel støtte til bearbejdelse af de oplevelser du har med dig, i din rygsæk, omkring din far og mor.
Jeg læser i dit brev om en barndom uden den nødvendige omsorg fra dine forældre. Du beskriver din far med et alkohol og senere pillemisbrug, som har været meget indgribende for dig og din familie, samt har medført, at din far ikke har taget ansvar og ydet omsorg over dig og dine søskende, som en far bør gøre det. Du fortæller derudover om din mor, som ligeledes ikke har formået at tage sig af dig og beskytte dig fra din fars misbrug, men tværtimod har inddraget dig i det, ved at bruge dig i konflikter med din far, til at skabe skyldfølelse og dårlig samvittighed. I mine høre lyder dette som en barndom intet barn bør opleve og med et ansvar og inddragelse i konflikter, som et barn på ingen måde bør stå i. Det er fuldt forståeligt at din barndom og oplevelser har givet ar i sjælen og som du fortæller, kan udløse sorte tanker og give dig følelsen af at være utilstrækkelig. Jeg tænker dette er forårsaget af manglende støtte til bearbejdelse af de meget indgribende og urimelige oplevelser du har med dig. Jeg vil derfor endnu en gang sige det er rigtig flot af dig at henvende dig til TUBA, da det bestemt kan være en måde at få åbnet op omkring dine oplevelser og få hjælp til bearbejdelse og håndtering af alt du har med dig af negative oplevelser fra din barndom.
For at besvare dine spørgsmål, vil jeg starte med at sige det er gratis at få et terapiforløb hos TUBA. Det tilbydes til unge, som er opvokset i et miljø med misbrug og som kan have gavn af professionel støtte til håndtering af de negative oplevelser, som er konsekvensen af en barndom i sådan et miljø, hvilket tydeligvis har været gældende for dig. Derfor vil jeg anbefale dig at tage direkte kontakt til TUBA og derigennem blive indstillet til et terapiforløb. Jeg tænker bestemt det vil være gavnligt for dig, da jeg læser i dit brev om oplevelser, som du ikke har fået hjælp til at håndtere og derfor fortsat kæmper med din fortid i din dagligdag.
Udover et terapiforløb hos TUBA, tænker jeg om du har pårørende, f.eks. en god veninde, kæreste eller anden person, som du har tillid til at betro dig til omkring de ting du kæmper med, som konsekvens af din opvækst? Det kan være et skridt på vejen at åbne op omkring de ting man kæmper med og følelser, som fylder i en, da det i sig selv, at sige tingene højt kan give en form for lettelse. Samtidig kan det være positivt at lade mennesker tæt omkring en kende til ens baggrund, da det giver mulighed for større forståelse samt giver dig bedre grundlag for at bruge dem som støtte, f.eks. i situationer, hvor de sorte tanker fylder for dig. Hvis du ikke allerede benytter dig af dette, kan du overveje denne mulighed. Det er altid grænseoverskridende at lukke andre ind og fortælle om ens sårbarhed, men det gør samtidig en stærkere på sigt og vil for de fleste være gavnligt at lade andre kende til de oplevelser, som påvirker og som fylder i hverdagen. Du kan evt. starte med at åbne op over for den, du er allermest tryg ved i din omgangskreds og i dit eget tempo inddrage dem, du selv finder relevante, får kendskab til din barndom med en alkoholiseret og misbrugende far samt en mor med manglende forståelse og omsorg for dig.
Ud fra dit brev lyder du som en person med nogle stærke ressourcer, bl.a. pga. dit valg om at starte uddannelse på Uni samt mod til at se dine kampe i øjnene, ved at henvende dig til TUBA. På den baggrund er jeg overbevidst om, du kommer godt igennem det forløb der venter dig og bliver stærk til at håndtere dine barndomsoplevelser og skabe det liv, du selv ønsker at leve i fremtiden.
Med venlig hilsen
Malene, TUBA