Kære Tuba
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde henne, jeg er en pige på 23 år, har en tvillinge søster og en storesøster og er opvokset hos min mor, mine forældre er skilt.
Jeg har haft barndom hvor vi alle fik tæsk hvis vi ikke gjorde som der blev sagt, eller min mor mistede overblikket og følte sig magtesløs, det kunne være alt fra et niv i armen til et spark diverse steder, det ved jeg idag er pga hun nok ikke kunne magte tre piger.
Det har resulteret i at jeg idag er indadvent, sky og meget sensetiv fx er jeg nem at såre, tryne og gøre usikker, samt har jeg det socialt svært. Jeg har derudover haft rigtig svært ved at fastholde en uddannelse og arbejde, da jeg ofte har brug for fri og et pusterum hvilket gør jeg har meget fravær og dermed aldrig få en længere uddannelse.
Jeg har idag i en alder af 23 år stadigvæk problemer med min mor, mig og min nuværende kæresten igenne over 5 år har købt et hus og er flyttet ind, dette var ikke uden problemer med min mor, hun skabte sig og hidsede sig op fordi vi ikke havde indvolveret hende i vores huskøb og ikke inviterede hende med ud for at se husene, jeg forklarede hende at jeg ikke ville fortælle hende det før det var blevet mere seriøst, hvilket det var da jeg ringede og fortalte hende det – for at gøre en lang historie kort så endte det med hun skældte mig ud, fik mig til at tude, truede med bål og brand, kaldte mig en dårlig datter, sagde hun aldrig ville se mig mere og angreb derudover min kæreste og kaldte ham for dominerende (Hun har aldrig gerne ville blande sig i vores forhold – alt fra økonomi til bolig)
Jeg kæmpede med hende i tre uger, hvor vi begge var kede af det, jeg var utrøstelig og ulykkelig, det er de værste tre uger i mit liv – jeg undskyldte og forsøgte alt før hun endelig blev god igen. I denne periode overvejede jeg flere gange at droppe kontakten, men det ville være for svært for mig psykisk og jeg kunne heller ikke klare tanken om hun skulle være ked af det, for om jeg vil det eller ej elsker jeg min mor.
vi købte hus og det ville vi gerne renovere på her i Januar, her skabte hun også problemer, hun blandede sig voldsomt i hvordan vi gjorde tingene, hun ville konstant komme på besøg, hvor hun egentlig bare ville snerre og “tjekke op på os” Hun kritisrede alt på huset nærmest, farven, beliggenheden, størrelsen og indretning alt – Og selvom hun ikke sagde det var hun rasende over jeg havde købt hus med min kæreste og ligesiden har mit forhold til hende været trykket, jeg føler ikke jeg kan stole på hende mere … at hun kun har bagtanker fx når vi besøger hende eller omvendt, jeg føler at den her episode med huset hvor vi næsten ikke snakkede sammen har ødelagt det, jeg har tilgivet hende som sådan tilgivet hende for min dårlige barndom samt de ting hun gjorde, men hele den måde hun er på idag påvirker mig meget psykisk og fylder meget i min hverdag … jeg har svært ved at sige hvordan jeg har det, for hun kan ikke forstå det uden hun føler hun bliver angrebet.
Det er svært at formulere på skrift, men jeg føler hun har ødelagt vores forhold. Mest af alt fordi hun ikke kan / vil indse at jeg er en voksen kvinde der har brug for at skabe mine egne erfaringer og fejltrin i livet, og ikke har brug for hun blander sig i hvordan jeg køre mit liv.
Jeg håber du kan forstå min forvirrende situation.
Derudover vil jeg gerne spørger til råds angående min søster der i løbet af cirka et halvt år er begyndt at drikke en del sammen med hendes kæreste som hun har været sammen igennem 8 år.
Det bekymre mig fordi de ofte gør det alene, sommetider en hverdag og weekender, jeg kan med det samme se på hendes sms’er hvis hun har drukket, så skriver hun ofte om deres problemer eller nu ser de på ny bil, lejlighed eller en ny kat osv. Derudover ringer hun til mig og min storesøster og man kan tydelig høre de har drukket.
Det bekymre mig fordi at jeg ikke synes det er normal adfærd og mig og min kæreste drikker kun ved sammenkomster eller fester.
Jeg har forsøgt at konfontére hende men hun bliver vred og nægter der er noget i vejen eller at de har et mindre alkohol problem – jeg føler mig magtesløs fordi at hun ikke vil være ærlig overfor mig – jeg har tit udtrykt at hun altid kunne snakke med mig og jeg ville hjælpe så godt jeg kunne.
Jeg håber i kan give mig nogle råd til begge mine trælse problemer.
Svar:
Kære du
Du starter med at skrive, at du i en alder af 23 år, stadigvæk har problemer med din mor, dette får mig til at tænke, at du har haft problemer med din mor op igennem hele din opvækst, og da du senere i dit brev skriver at du har tilgivet hende for barndommens dårlige vilkår, så bliver jeg bekræftet i at, du har ikke haft det nemt! Når jeg sidder og læser dit brev bliver jeg da også meget påvirket af din mors manglende respekt for dit og din kærestes privatliv, og din mors krænkelser af dine rettigheder som et voksent selvstændigt menneske. Jeg mærker, at jeg bliver vred på dine vegne, og på din kærestes vegne, og undres lidt over hvor din vrede mon er?
Du taler om de værste 3 uger i dit liv, da du måtte kæmpe med hende fordi hun ikke fik lov at blande sig i din og din kærestes liv, og du skriver at du måtte undskylde igen og igen førend hun blev god igen! Uha jeg får helt ondt i maven! Og skal jeg være helt ærlig, ja så kan jeg så sandelig godt forstå at du overvejede at droppe kontakten. Jeg forstår selvfølgelig godt at det ikke er noget man bare gør, når man elsker sin mor, og at tænke på at ens mor bliver ked af det, og man endda føler man er skyld i det, er jo ikke til at holde ud, alt dette kan jeg godt forstå. Det er bare ikke din skyld! Lige som det heller ikke er din skyld, at hun føler sig angrebet, når du deler med hende hvordan du har det!
Jeg læser dette i dit brev ” jeg føler at hun har ødelagt vores forhold, mest af alt fordi hun ikke vil/kan indse at jeg er en voksen kvinde, der har brug for at skabe mine egne erfaringer og fejltrin i livet, og ikke har brug for at hun blander sig i hvordan jeg køre mit liv” og ved du hvad, det er helt rigtigt! Du er nemlig en voksen kvinde som skal lære af sine egne erfaringer og din mor skal blande sig udenom. Jeg forstår godt din forvirrede situation, og du har været rigtig god til at formulere på skrift det problem du står i med din mor, og på samme tid har du selv svaret på dit problem! Bliv ved at sige fra overfor din mor, lev dit liv selvstændigt og erfar dit liv på din måde, din mor vil sikkert blive ved at føle hun har rettigheder i dit liv og over dit liv, men det har hun ikke, dit liv er dit, og det er dig der tager beslutningerne, sådan er det at blive voksen. Din mor skal lære at leve med dette, og det kan måske tage noget tid for hende at forstå, men leve med det må hun og skal hun. Så du gør det helt rigtige ved at holde hende uden for beslutninger i dit liv, og i dit parforhold.
Du spørger til et andet dilemma, nemlig det med din søster. Her tænker jeg at du har en bekymring for din søster, og det er meget kærligt og omsorgsfuldt, og på samme tid kunne man sige at du også blander dig i din søsters liv, her er det måske godt at huske at hun jo som dig har ret til selv at vælge hvordan hun vil erfare sit liv. Jeg tænker, du har gjort det du kan, ved at dele med hende din bekymring, og gjort hende opmærksom på, at hun altid kan snakke med dig og at du vil hjælpe hende så godt du kan. Dette er det bedste du kan gøre for nu. Din søster er den eneste som kan beslutte om hun vil have din hjælp, om hun vil snakke med dig, eller om hun mener hun har et problem, ja det er altså kun din søster selv som kan beslutte om hun vil tage imod det, du tilbyder, og hvis hun beslutter ikke at tage imod det som du siger til hende, så er der ikke noget du kan eller skal stille op.
Jeg håber du kan bruge det, jeg har skrevet til noget godt for dig selv og dit fremtidig liv. Husk på at du er på vej i livet som en voksen selvstændig kvinde, som er fuldt ud i stand ti at tage vare på sit eget liv. Hav dit fokus på og i dit eget liv, og lad de andre om deres. Din kærlighed, interesse og omsorg til både din mor og din søster er der jo, hvis de vil have den.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.
Kærlige hilsner
Jette Lykke – Tuba