Kære Tuba.
Jeg er normalt en meget åben, social og udadvendt dreng/mand, som elsker livet.
Dog i denne weekend, valgte min kæreste som jeg har haft et 3-årigt forløbt med, on and off, at droppe vores forhold over SMS, da hun mente hun havde brug at “Prøve noget nyt.” Det tog meget hårdt på mig, og jeg er i forvejen meget dårlig til at kunne overkomme personlige problemer, men hvor hun altid har været der for mig og hjulpet mig.
Udover den pludselig breakup, har min far, som er alkoholiker, altid været en gene i baghovedet på, hver dag. Skolen presser på med lektier og opgaver, og med eksaminer lige rundt om hjørnet. Jeg føler at alting går for hurtigt, og jeg er ikke i stand til at kunne kapere alt det her pres der foregår, nu når jeg ikke har min kæreste at kunne falde til ro hos. Det har slået mig meget ud af kurs, og dystre tanker er begyndt med at hjemsøge mig.
Jeg står derfor i den situation at alt er for meget, og jeg er begyndt at lukke mig selv ned, skære mig selv fra sociale kendskaber, skole-motivationen forsvinder og min generelle livsglæde er gået i minus. Jeg er dybt i tvivl om hvad jeg skal gøre, da jeg ikke kan finde vejen tilbage til et normalt liv.
Jeg har været i kontakt med læge, skole og lign. men de mente at en tur forbi psykriatisk var et godt valg, dog mente jeg selv at dette er lidt ekstremt.
Så kære tuba, hvad skal jeg gøre nu når alt er for meget, og tankerne er begyndt at blive dystre?
Svar:
Kære du.
Tak for dit brev, det er godt at du skriver herind! Jeg skal forsøge at besvare dit brev så godt som muligt.
Hvis jeg forstået det korrekt, når jeg læser dit brev, så er du normalt en åben, social og udadvendt fyr, som elsker livet. Din kæreste, som du har haft et on/off forhold til gennem de sidste tre år, har valgt at gøre det forbi over sms, og det har taget hårdt på dig. Du skriver, at du i forvejen er meget dårlig til at kunne overkomme personlige problemer, men at din kæreste altid har været der for dig og hjulpet dig. Ud over dit og kærestens brud, så skriver du også, at din far er alkoholiker og altid har været en gene i baghovedet hver dag, og at du er presset fra skolen med lektier, opgaver og eksaminer, som venter lige om hjørnet. Du føler pres, og du ikke er i stand til at kapere alt det der foregår, når du ikke har din kæreste at finde ro hos. Du skriver, at det har slået dig meget ud, og at dystre tanker er begyndt at hjemsøge dig. Du er nu begyndt at lukke ned for det sociale, skolemotivationen forsvinder og din generelle livsglæde er i minus. Du skriver til sidst, at du er i tvivl, om hvad du skal gøre for at finde vejen tilbage til det normale liv, at du har været hos lægen, der har foreslået psykiatrien, men det synes du er lidt ekstremt.
For det første, så vil jeg meget gerne rose dig for, at være taget til lægen med dine problemer, og derudover har du skrevet herind til brevkassen – det kræver stor mod og selverkendelse at række hånden ud til andre og bede om hjælp, så respekt herfra.
Jeg kan godt forstå, at bruddet med din kæreste har taget hårdt på dig. Det lyder for mig som om, at du er rigtig glad for hende, og på samme tid tænker jeg, at hun har været et ”sikkerhedsnet” for dig, hvor du har kunnet finde den nødvendige kærlighed og omsorg til at kunne kapere de bump på vejen, man som menneske uundgåeligt møder livet igennem.
Når man mister en kæreste, mister man også ofte en rigtig god ven, man har delt interesser og omgangskreds med, og det skaber ændringer, som du skal forholde dig til. Det er helt naturligt, at vi reagerer med stor smerte, når vi mister et menneske, vi holder af, så derfor er det en normal og sund reaktion, som du har lige nu. Dog oplever vi som mennesker sorgen forskelligt. For de fleste går det over med tiden, men for andre kan sorgen blive siddende og nage i en længere periode.
Du skriver, at din far er alkoholiker, og jeg kan godt forstå det pres, som du må have hængende. Det er uden tvivl hårdt at være barn af en misbruger. Mange går dagligt rundt og bekymrer sig om misbrugeren – det lyder som dette også er tilfældet for dig. På samme tid kommer jeg til at tænke på, om den sorgfølelse, du mærker lige nu, også kan minde en lille smule om den sorg det kan være, at have en far, der er alkoholmisbruger? En følelse af sorg og svigt, som for mange aldrig helt forsvinder, fordi misbrugeren lever et destruktivt liv, og det kan være så hårdt som pårørende at være vidne til denne destruktive adfærd – mon du kan relatere til dette? Det er slet ikke sikkert, at det sådant du har det. Men det er vigtigt for mig at fortælle, at sorgen over din kæreste med tiden som regel vil forsvinde, men jeg ved også, at denne viden ikke gør følelsen af smerte mindre, der hvor du er lige nu – for ja, det gør så pokkers ondt at miste en, man holder så meget af!
Du skriver, at du er begyndt at lukke ned for det sociale, og at din generelle livsglæde er i minus. Det er vigtigt for mig at fortælle dig, at alle mennesker har brug for en tillidsfuld person, som de kan gå til, når livet rammer, og det gør det som nævnt for alle. Jeg tænker på, om du har nogle i dit netværk, som du stoler på, og som du kan snakke en smule med omkring dine tanker, følelser og din trang til at trække sig socialt? Måske har du en god ven eller veninde, et familiemedlem eller anden person, som du kan være lidt social med, nogle timer ad gangen i det omfang, du kan håndtere?
Du kan måske lave små korte aftaler uden at binde dig op på en aftale som kræver meget overskud og tid? Når jeg skriver dette, er det fordi, at det er godt at komme lidt ud og forsøge at få tankerne lidt på afstand, men også at blive spejlet lidt i andre. Med det tænker jeg, at du selv skriver, at du normalt er en åben, social og udadvendt fyr, som elsker livet, og den fyr skal du langsomt, men sikkert, have fundet frem igen – jeg lover dig, at han stadig er derinde et sted. Et godt råd er, at du giver dig selv lov til at sørge – accepter at den er der – hvis man hele tiden forsøger at skubbe sorgen væk, kan den udvikle sig til en kompliceret en af slagsen og dermed kan det tage meget længere tid at komme ovenpå igen.
Du skriver, at du har nogle dystre tanker som er begyndt at hjemsøge dig. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt, at du handler på dem, ligesom du har gjort ved at skrive herind og ved at tage til lægen. Måske du kan snakke med din læge om at få en henvisning til en psykolog, hvis du synes at psykiatrien er for ekstremt? Jeg tænker også, at du måske føler, at hele verden ramler omkring dig, og derfor er det rigtig hårdt, at være presset af omgivelserne også – her tænker jeg på skole, eksamen osv. Jeg ved ikke, hvilken slags skole du går på, og hvordan du klarer dig i skolen generelt. Men i skolen er der op- og nedture, og skolen er ikke lig med altid at præstere godt, og det er helt okay! Dit overskud til skolen, vil langsomt komme tilbage, så snart du får dit personlige overskud tilbage, som er det der er det vigtigst. Med det tænker jeg på, om der er en studievejleder, en lærer eller andre på skolen, som du kan henvende dig til, for at snakke om det pres du føler? Det er nemlig helt okay at være presset over skolen, for det er rigtig hårdt at skulle tænke på eksaminer og præstere. Men vigtigst er, at du har det godt – du er den vigtigste person i dit liv!
Jeg håber, at du har kunne bruge mit svar til noget. Ellers er du mere end velkommen til at henvende dig igen. Jeg vil dog gerne foreslå dig nogle muligheder, som måske vil kunne hjælpe dig videre.
Derudover tænker jeg, om du måske kunne finde en mulighed her hos TUBA: https://tuba.dk/terapi-i-tuba. Du er også meget velkommen til at benytte dig TUBAs chatrådgivning, som holder åbent mandage, onsdage og torsdage kl. 18-21. Her har du mulighed for at få her-og-nu sparring med en rådgiver omkring dine tanker og følelser. Der er også en gruppechat, hvor du kan dele din historie og tanker med andre unge.
Jeg håber, at nogle af ovenstående links er noget du måske har lyst til og mod på at prøve. Under alle omstændigheder er det godt, at du forsøger at handle på det du mærker og føler.
Du skal vide, at du er mere end velkommen til at henvende dig her hos TUBA igen.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!
De varmeste hilsner
Maria, TUBA.