Hej,
Jeg ved godt jeg ikke er helt ung (42 år) men jeg opdager pludseligt hvordan jeg som mor til to forældre af alkoholikere. Min egen mor døde af alkohol for 2 år siden og mine forældre var hele min barndom velfungerede alkoholikere med fine jobs mv og de var heller ikke sådan fulde som jeg husker det men mere at der var masser af fest og højt til loftet og at de altid skulle have et glas vin kl 16.00. Jeg selv drikker slet ikke i hverdagen. Jeg kan sagtens drikke til fester og kan nyde et glas rødvin men efter min mors død og min fars kontinuerlige dødsdruk så hænger den danske drukkultur mig ud af halsen! Min søn er 15 år og har siden 1 1/2 år siden været meget nysgerrig på at drikke. Han er en super sød, dygtig, social og velfungerende dreng og jeg hr haft fuldstændig nul tolerance overfor alkohol til han blev 15 år selvom jeg godt vidste at de eksperimenterede lidt med det. Nu har vi åbnet lidt op men jo ikke at han så bare må drikke. Anyhow, vi er i et stort Sommerkollektiv i Sverige på tværs af tre generationer som på alle måder er vidunderligt og hyggeligt og hvor generationskløfter bliver nedbrudt! Men, når min søn så sammen med de andre teenageres tager en øl rundt om bålet om aftenen og evt 2 og igår så jeg at han tog en tredje dog gennem mange timer så vender det i mig. Jeg kan slet ikke have det, jeg bliver sur og ked af det og rager ham til side og siger at det kan han ikke. Han bliver aå vred på mig og jeg kan mærke at jeg generelt ikke stoler på ham ang alkoholen og hvordan ham og vennerne drikker. Jeg bliver mistroisk og inkvisitorisk og det er slet ikke sådan jeg er! Jeg har altid givet ham masser af tillid og lige pludseligt stoler jeg ikke på ham over en dørtærsklen! Og jeg er bange for at den mistillid får ham endnu mere lyst til at drikke og at han skjuler endnu mere for mig fordi jeg reagerer så voldsomt over noget ret uskyldigt. Jeg er bange for at jeg med den reaktion kommer til at skubbe ham unødigt væk fra mig – det gør man jo som definition I teenageårene – men endnu mere. Og jeg kan slet ikke styre det. Har gang på gang sagt til mig selv, han kender min grænser, han ved det – hvad mere kan jeg gøre end at nævne det for ham en gang imellem. Lad det ikke overtage dig. Hvad skal jeg gøre med de voldsomme reaktioner? Jeg vil gerne have et godt forhold til min søn? Og hvorfor er mine reaktioner så heftige? Handler det om mine egne forældre? Hvad vil du råde mig til? Bh Stine (på forhånd mange tak)
Svar:
Kære Stine.
Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå at det at din søn begynder at prøve at drikke alkohol er svært og skaber en masse bekymringer. Sådan tror jeg at mange forældre har det, når deres børn begynder at gå til fest og forsøge sig med alkohol. Når du, som du beskriver, er vokset op som barn af to forældre med alkoholmisbrug, kan jeg godt forstå, hvis der følger ekstra mange bekymringer med. Du stiller forskellige spørgsmål i dit brev. Jeg bider særligt mærke i spørgsmålet om, hvad du skal gøre med dine reaktioner, som du skriver, du synes er voldsomme, og spørgsmålet om hvorfor du mon reagerer, som du gør. Det vil jeg prøve at svare på.
Alle forældre vil gerne passe på deres børn. Om dine reaktioner på, at din søn begynder at drikke alkohol, hænger sammen med dine forældres misbrug er svært for mig at vide. Ud fra dine beskrivelser af, at din mor døde af alkohol for 2 år siden, og at din far fortsat drikker meget, tænker jeg dog, at det ikke er spor mærkeligt, at du rigtig gerne vil passe på din søn. Du har nogle rigtig træls oplevelser med alkohol med dig, og du er selvfølgelig bekymret for, hvordan din søn vil håndtere alkohol i sit liv. Gad vide, om han ved, hvor meget du bekymrer dig om ham? Jeg synes, det viser, at du er en omsorgsfuld mor, som vil det bedste for sin søn.
Du skriver, at du pludseligt opdager noget af det, du kan have fået med som barn at to forældre med misbrug. Jeg kommer derfor til at tænke på, om du mon har talt med nogen om dine oplevelser? I TUBA tilbyder vi terapi til unge mellem 14 og 35, og da du jo er over 35 kan vi ikke tilbyde gratis terapi. Vi kan dog stadig tilbyde terapi mod egenbetaling. Hvis det har nogen interesse for dig, kan du læse mere her https://tuba.dk/find-hjaelp/terapi-i-tuba/tuba-36/. Vi ved fra mange af de unge, der kommer i TUBA, at det kan hjælpe at dele sine tanker og følelser omkring ens forældres alkoholmisbrug – uanset hvor mange år siden det er. Mange føler, at byrden bliver lettere, når man ikke skal bære den alene.
Jeg læser af dit brev, at du opfatter dine reaktioner som voldsomme og stærkere, end du har lyst til, at de skal være. I det ser jeg dog en stor bevidsthed om og nysgerrighed på dine tanker og måder at reagere på. Det synes jeg er en rigtig god ting, og det tænker jeg måske kan være første skridt på vejen til bedre at kunne kontrollere dine reaktioner fremover. Første skridt er altid at være bevidst om det. Gad vide, om du allerede næste gang kan fange dig selv i det, inden du når at reagere voldsommere, end du gerne vil?
Du beskriver din søn som sød, dygtig, social og velfungerende, og at du egentlig har vist ham stor tillid, men at du nu kan blive mistroisk og ikke stoler på ham angående alkohol. Du skriver også at du kan være bange for at din mistillid kan have en negativ effekt på din søn og jeres forhold. Jeg kommer til at tænke på, om I har haft en snak om alkohol og fester? Hvor du forklarer, hvad der ligger til grund for dine bekymringer, og hvor din søn samtidig har mulighed for at dele sine egne tanker? Jeg ved ikke om det kunne være en idé, men jeg tænker at det måske kan give dig en større ro, at du og din søn kender til hinandens tanker og holdninger. Måske det også vil kunne hjælpe til at stole mere på ham. Som du selv skriver, kan du nok ikke gøre andet end at tale med ham, og sådan vil det formentlig være for alle forældre, når deres børn bliver ældre og mere selvstændige.
Jeg får også en tanke om (og det er jo ikke sikkert, at jeg har ret i det), at det måske også kan handle om at have tillid til dig selv? Tillid til, at du har klædt ham godt nok på til at kunne håndtere alkohol på en ordentlig og hensigtsmæssig måde. Hvad tænker du mon om det?
Det er en svær situation du står i, men jeg håber at mit svar måske kan give dig en smule mere ro. Jeg får også lyst til at skrive, at det, at du gør dig alle de overvejelser og skriver herind, vidner om, at du er en kærlig mor, der vil sin søn det bedste. Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget, og hvis ikke, eller hvis du får brug for at skrive herind om andet, er du mere end velkommen til at skrive igen.
De bedste hilsner
Iben