Hej TUBA,
Jeg er vokset op med en mor som var kvartalsalkoholiker, og har siden jeg var 11 år passet mine to små brødre som er 9 og 11 år yngre end mig. Da jeg var 18 år kom min mor på Sankt Hans og var efterfølgende ædru nogle år. For 5 år siden fandt jeg så ud af at hun var begyndt at drikke igen, jeg har forsøgt at være ligeglad, men da min yngste bror for en måned siden fortalte hvor slemt det er derhjemme var jeg nødt til at handle på det. For en uge siden forsøgte vores mor så at begå selvmord, og i denne måned er jeg blevet mere og mere opmærksom på de reaktionsmønstre jeg har overfor andre mennesker.
For lidt over et år siden fandt jeg den sødeste kæreste, som på ingen måde lader mig vide andet at han elsker mig. Alligevel er jeg overbevist om at han forlader mig i morgen, og nok til en af hans ekskærester. Jeg stoler på ham når vi er sammen, men når vi ikke er sammen får jeg følelsen af at han forlader mig. Jeg gider det ikke, da han fortjener bedre. Hvordan bryder jeg med mine reaktionsmønstre, de må jo komme fra barndommen som følge af alle de svigt jeg har oplevet? Jeg tror jo ikke på at folk rent faktisk kan lide mig, at folk vil mig og at de som udgangspunkt ikke svigter mig. Hvis han siger, at vi skal tales ved senere, så forventer jeg at vi taler sammen, og hvis ikke så føler jeg et enormt svigt (som jeg ved er irrationelt!) Jeg vil så gerne ud af det med de dårlige og negative tanker, jeg ved bare ikke hvordan, andet end at det er mit ansvar.
Bedste hilsner
{navn}
Svar:
Kære {navn}
Det er nogle barske vilkår, du har måttet forholde dig til igennem din opvækst.
Det er meget flot, at du har taget dig af dine mindre søskende og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor heldige de dog er for at have dig!
Jeg kan godt forstå, at du i dag ikke har været i stand til at være ligeglad med at din mor er begyndt at drikke igen. Og jeg forstår også godt dit ønske om, at du virkelig kunne være ligeglad, for hvor rart ville det ikke være, hvis din mors alkoholmisbrug ikke rørte dig, nu hvor du har fået dit eget liv.
Du skriver, at du var nødt til at handle på det, da din yngste bror fortalte, hvordan det står til derhjemme hos dem, og jeg kommer sådan til at tænke på, at det jo slet ikke er dit ansvar. Det er godt set af dig, at den ansvarsfølelse er en følge af din barndom med en alkoholisk mor.
At du i dag sidder og kæmper med nogle svære følelser, er slet ikke ualmindeligt i en situation som din. Det er klart, at når du er vokset op med en mor, der igen og igen vælger alkoholen over dig og dine søskende og efterlader dig med ansvaret for det hele, så vil du naturligvis frygte, at blive forladt igen. Du er måske ikke vant til at opleve, at du er værd at blive valgt til, så hvordan skulle du kunne fortjene noget så godt, som fx din søde kærestes kærlighed?
Når du føler et enormt svigt over, at I måske ikke taler sammen på det aftalte eller forventede tidspunkt, er det svært for dig ikke at føle det svigt, som du forventer, at du er berettiget.
Ligesådan når du ikke tror, at folk rent faktisk kan lide dig.
Du skriver, at din kæreste har fortjent bedre. Jeg vil gerne sige til dig, at jeg synes, din kæreste er utroligt heldig, at han har fundet dig, der er så omsorgsfuld og som gør dig sådan umage med at hitte hoved og hale i alle de følelser, der er så svære og så indviklede.
Og samtidig skal du vide, at du FORTJENER noget godt. At alle de søde ord og al den bekræftelse, som din søde kæreste giver dig, dem kan du sagtens tage imod, for du er værd at elske.
Det bringer mig til det måske vigtigste spørgsmål i dit brev: ”Hvordan bryder jeg med mine reaktionsmønstre?”
Til det vil jeg svare: Du gør det allerede! Du gør det ved at skrive herind og tage hånd om det, der er svært. For følelserne ER svære, reaktionsmønstrene ER svære og de forsvinder ikke af sig selv. Og du gør det ved at bruge den store selvindsigt, som du er så heldig at være i besiddelse af.
Det er svært og hårdt at blive opmærksom på sine egne reaktionsmønstre og det er umådeligt flot og modigt, at du gør det. Og selvom det rigtignok er dit ansvar, så behøver du bestemt ikke at være alene med det.
Mit bud er, at de oplevelser du har med din kæreste i nutiden, vækker nogle følelser fra fortiden, som bliver styrende i nutiden. Der er et arbejde at gøre med, at få adskildt dine følelser og oplevelser, så de følelser af svigt der hører fortiden til, bliver i fortiden. Det er noget man kan arbejde med i terapi. Jeg vil anbefale dig, at gøre brug af den gratis terapi, vi tilbyder i TUBA. Der er både gruppeterapi og individuel terapi, men jeg tror, at du ville kunne få meget godt ud af en af vores grupper.
Du kan skrive en mail til den nærmeste TUBA-afdeling og forhøre dig om det. Derudover er du selvfølgelig altid meget velkommen til at skrive til vores brevkasse igen eller til at bruge vores chat.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover og håber, at du kommer godt videre med din rejse i livet.
Kærligste hilsen
Maya