Hej..
Jeg kæmper rigtig meget med relationen til min mor.. Hun har været alkoholiker siden jeg var barn og drikker stadig og det går mig selvfølgelig rigtig meget på, for vil ikke miste hende og ville ikke kunne bære at se hende blive alvorligt syg pga hendes misbrug.. Min stedfar døde sidste år af druk og det var ekstremt hårdt at være vidne til hans sygdoms-forløb. Hun har også et pille-misbrug, men det har været værre end det er nu.
Jeg føler et kæmpe ansvar over for hende -selvom jeg jo godt ved at hun er en voksen dame.. men alligevel, for det er nærmest altid mig der har taget sig af hende og ikke omvendt.. Hun har altid gjort sit bedste overfor mig men hun har godt nok også været led.. Kan huske at hun engang stjal min stedfars dankort og hævede 3000,- hvorefter hun smed dankortet ude foran banken.. Jeg fik skylden for det men det er ikke det eneste jeg har fået skyld for.. De har været gift 2 gange og da de blev skilt fik jeg også skylden for det.. Jeg har sågar også fået skyld for at min mor drak, selvom hun jo begyndte da jeg var helt lille.. Når jeg tænker tilbage på min barndom har den været fyldt med rigtig mange uforsvarlige ting som de har udsat mig for.. Jeg har bla flækket brænde med en stor brændeflækker, hvor jeg engang var ved at miste en finger, kørt galt i en traktor jeg selv kørte og kørt med dem i bil når de har været MEGET fulde og nærmest blevet smidt ud af bilen engang imens den kørte. Når jeg tænker tilbage på alle de ting, bliver jeg rasende inden i og har bare lyst til at bryde kontakten til min mor for at har gjort mig til det svage menneske som jeg er idag.. men det er svært.. Hun er næsten den eneste jeg snakker fra familien.. har en storebror der er 11 år ældre end mig men vi er meget langt fra hinanden, en far som jeg ikke snakker med og har ikke noget socialt netværk jeg kan støtte mig op ad. Men hun gør mig afsindig ked af det hver gang jeg snakker med hende eller jeg bare tænker på hende..
Hvad er det der gør at jeg ikke bare kan give slip på hende så jeg kan begynde at leve mit liv uden at skulle bekymre mig om hende?? Jeg har 2 små børn og en mand og nogle gange føler jeg ikke rigtig at jeg har 100% overskud til dem da jeg samtidig går og bekymre mig om min mor.. Det er som en kæmpe kampesten at bære rundt på hver evig eneste dag.. Har heller ikke fået en uddannelse da jeg har svært ved mange fremmede mennesker og har rigtig dårlig selvværd..
Håber at du kan give mig et godt råd til hvordan jeg kan give slip så jeg kan begynde at leve mit eget liv.
Venlig hilsen A.L.
Svar:
Kære A.L.
Hvor har du været igennem meget i din opvækst med din drikkende mor, og hvor har du klaret dig godt og holdt til meget. Det er dejligt at høre at du har formået at skabe dit eget liv med mand og børn.
Du fortæller om en opvæskt med mange svigt, meget skyld, utryghed og ked af det hed og du spørger hvordan det kan være, at du ikke kan bryde kontakten til din mor og give slip på hende, når nu din opvækst har været sådan.
Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg ikke tror der er et enkelt svar på, men jeg kommer til at tænke på nogle forskellige ting, når jeg læser dit brev.
Måske føler du stadig stor kærlighed for din mor, til trods for den opvækst hun har givet dig?
Måske føler du et stort ansvar for din mor?
Måske holder du fast i relationen fordi det er den eneste relation du har til din familie, og tænker ‘man skal jo have en familie’?
Måske bærer du et håb om, at hun vil blive ædru, tage ansvar for det liv hun har givet dig, undskylde og dermed give dig den anerkendelse og kærlighed du fortjener og som enhver forælder skal give sit barn?
Årsagerne til at du ikke kan give slip kan være mange… Som jeg forstår dit brev, vil du gerne arbejde hen imod at give lidt mere slip på din mor. Jeg vil gerne give dig mine tanker på, hvordan du måske kan give lidt slip.
- Jeg tænker det er okay, at du holder fast i din vrede. Den er meget berettiget og det lyder til, at den giver dig lyst til at give lidt slip på din mor. Jeg tænker at det ikke er rart, at være i vreden, fordi den opstår når du tænker på din barndom og det kan virke ubehageligt at blive konfronteret med alle de dårlige minder…. men omvendt, det var sådan din barndom var. Den bliver ikke bedre af, at du ikke tænker på den.
- Jeg ved ikke hvordan din hverdag foregår, men når du skriver at du ikke altid har overskud til din mand og dine børn, fordi du bekymrer dig om din mor, så tænker jeg at din mor stadig fylder en del i din hverdag. Jeg tænker om du kan prøve at sætte nogle grænser for, hvor meget tid og energi du vil bruge på din mor? Hvis I ses kan du måske også sætte grænser for, hvor meget du vil se hende, hvornår og på hvilke betingelser? Jeg tror det er vigtigt at det er dig ser sætter grænserne og sørger for, at de bliver overholdt. Du skal sætte dem for din skyld, for at lette hverdagen for dig.
- Måske kan du også arbejde med at sætte grænser for, hvor meget ansvar du vil tage for hende. Måske er du vant til at sørge for at hendes liv fungerer og holdes igang, måske kan du prøve at gøre det mindre.
- I det hele taget tænker jeg, om du kan prøve at eksperimentere med at tage lidt afstand til din mor, involvere dig mindre i hendes liv, måske vil du på den måde kunne leve dit eget liv mere?
Jeg ved ikke hvor meget din mor konkret fylder i din hverdag, så jeg har svært ved at give nogle helt konkrete råd. Men jeg håber du kan kende tankegangen i det jeg beskriver. Hvis du har mod på det kan du prøve at overføre nogle af tingene til dit evget liv. Prøve det af og se hvordan det føles. Mærke efter om du får mere overskud til dig selv, din mand og dine egne børn. Om din mor fylder mindre…. hvis hun gør tænker jeg, at du er på rette vej.
Hvis du har lyst, er det også noget du kan arbejde med i et terapeutisk forløb. F.eks. her i TUBA. Du kan læse mere om terapi i TUBA her og finde vores afdelinger her.
Jeg håber du finder en vej der virker for dig, til at få mere fokus på dig selv og dit eget liv.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA