Kære tuba
Jeg har gået gennem et fantastisk forløb hos jer, som jeg afsluttede for ca. 2 år siden. Tak for det!
Den korte historie er, at min mor har drukket siden jeg var 8-10 år og med tiden er det taget til.. Da jeg gik i tuba, have jeg kontakt til min mor, og jeg lærte af jer, hvordan det var muligt for mig at have kontakt med hende, uden at det kom til at knuse mig konstant. Det gik godt i en lang periode. Faktisk helt indtil jul. Jeg har ikke holdt jul med min mor i 5 år, fordi hun for 5 år siden var kanonfuld og slog mig juleaften. Men på en eller anden måde, fik jeg lyst til at give hende en chance mere. En chance for at vise, at jeg, min kæreste og vores søn betyder noget for hende, og at hun oprigtigt vil og kan være en del af vores liv. Jeg har jo stadig en drøm og et håb om et rimeligt normalt familieliv, og at hun skal være en del af det. Vi inviterede hende og hendes kæreste til at holde jul sammen med os og svigerfamilien i vores nye hus. Vi glædede os så meget. Hun glædede sig. Men to dage før jul, ringer hendes kæreste og aflyser, fordi de ikke må ryge indenfor hos os. Julen har været planlagt siden efteråret, og det ikke nyt, at man ikke må ryge inde hos os – det går bare ikke med min astma, og så er det jo i øvrigt vores hus. Jeg synes, at det var en fuldkommen tåbelig undskyldning. Efter at have sundet mig i 10 minutter, beslutter jeg mig at ringe til min mor. Jeg var så vred. Jeg fortalte hende, hvor vred, sur og ked af det jeg var over, at hun igen skulle svigte mig og min familie. Jeg gav hende hele historien om, hvor ked af det, hun har gjort mig gennem tiden (jeg har konfronteret hende med hendes problem tidligere, men hun mener, at det er stærkt overdrevet). Jeg sagde til hende, at vi ikke skulle tale sammen i meget lang tid. Hun kaldte mig de tarveligste ting. Nu har der gået halvanden måned, hvor jeg ikke har talt med hende. Jeg har talt med min moster, som heller ikke taler med hende på grund af hendes drikkeri. Min anden moster taler imidlertid med hende, og har viderefortalt, at hun har det virkelig dårligt. Det er selvfølgelig ikke rart at høre. Jeg kan mærke, at den dårlige samvittighed nager mig en smule et sted dybt inde. Jeg ved dog godt, at jeg ikke kan gøre noget som helst for hende. Jeg har ondt af hende. Jeg ved, at hun ikke gør noget af det her, for at gøre mig ked af. Men hun sårer mig dybt. Nu overvejer jeg, om jeg helt skal bryde med hende. Om det med tiden vil gøre det mindre smertefuldt. Jeg har dog svært ved at forestille mig et liv uden kontakt til hende. Men det er bare heller ikke til at holde ud, at hun svigter mig gang på gang. Og hvis der er en ting, jeg for alt i verden vil undgå, så er det, at vore søn kommer til at opleve hendes svigt. Er det tid til at sige farvel?
Svar:
Kære du
Av for den! Det lyder til, at du fik noget af et slag, da du forsøgte at invitere din mor ind i dit liv igen ved at invitere hende til at holde jul hos dig og din familie.
Det første, jeg tænker, når jeg læser dit brev, er, hvad mon har gjort, at det er gået godt i en lang periode med at have kontakt med din mor, uden at det kom til at knuse dig? Og hvad mon var anderledes i denne situation?
Det, jeg læser, er, at du fik lyst til at give din mor en chance for at vise, at du og din familie betyder noget for hende, og at hun kan og vil være en del af jeres liv. Det, du oplevede, var, at din mors virkelighed desværre ikke er sådan. Du har en drøm om et normalt familieliv, som din mor er en del af. Den drøm brast, da hun ikke greb den chance, du gav hende. Den brast måske igen. Jeg gætter på, det ikke er første gang, du har oplevet det. Og at det gør forfærdeligt ondt.
Nu overvejer du, om du helt skal bryde kontakten med din mor og om det vil gøre det mindre smertefuldt. Det er et godt spørgsmål. Jeg kan godt følge dig i, at du måske undgår at blive konfronteret med det faktum, at din mor ikke kan eller vil et almindeligt familieliv, hvis du helt afbryder kontakten med hende. Det kan godt være, du skal sige farvel til hende. Der vil formentlig stadig være smerte, den slags smerte der handler om at have dårlig samvittighed, at granske med dig selv om du har lov og om du har gjort det rigtige. Eller bekymringer om at hun har det værre, fordi du har brudt kontakten.
Det kan også være, du kan gøre noget andet. Måske kan du sige farvel til din drøm om, at din mor vil indgå i et normalt familieliv med dig. På den måde skal du ikke opleve at drømmen braser sammen igen og igen. Det er smertefuldt at vinke farvel til drømmen.
Måske er det noget helt tredje, der er løsningen. Måske kan du være sammen med din mor på en måde, hvor du er bevidst om, hvordan hun handler og reagerer, hvor du på en måde forventer at blive svigtet, så det ikke overrumpler dig når det sker.
Alle muligheder tænker jeg er svære og gør ondt. Der findes ikke en løsning, der er smertefri. Jeg er stadig nysgerrig på, hvad det er der har fungeret de sidste mange år? Hvordan havde du kontakte med din mor, uden at det knuste dig konstant? Kan du finde tilbage dertil? Måske er det et vilkår ved at have kontakt, at du indimellem kommer til at håbe på og drømme om mere end din mor kan levere. Det gør ondt at blive konfronteret med. Men omvendt tænker jeg at det er helt naturligt. Håbet vil formentlig altid være der, også selvom du helt afbryder kontakten. Jeg ved ikke hvad der er mindst smertefuldt for dig. Det kan godt være at det er tid til at sige farvel.
De fleste unge, der bruger TUBA, skal, som du, arbejde med relationen til deres drikkende forælder. Det handler ofte om at finde et sted hvor man kan holde ud at stå. Jeg synes, du har godt fat i, at du skal stå et sted, hvor det ikke knuser dig at have kontakt til hende. Du rykkede lidt tættere på og fik et slag. Nu skal du formentlig et skridt længere væk. Ofte skal man forsøge sig og træde lidt frem og tilbage før man finder sit ståsted. Måske er du i gang med sådan en proces. Det vigtige at pejle efter er, at du har det godt og kan have fokus på dit eget liv. Det synes jeg du har godt fat i.
Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvad du skal gøre. Men måske kan det hjælpe dig frem til en beslutning at tale om det. Du har nævnt det her, og jeg har givet dig mine tanker. Måske du også kan tale med din mand og dine veninder om det. Ved at tale om det kan du måske blive mere bevidst om, hvad der føles rigtigt for dig. Det kan også være, at det kan være gavnligt at tale med en psykolog eller terapeut om det, måske bare et par gange.
Uanset hvad du vælger er det et okay. Der er ikke noget, der er universelt rigtigt og forkert her. Det vigtigste er, at du træffer det valg, der føles rigtigt for dig. Et rigtigt valg kan godt være et svært valg og indeholde smerte.
Mange tanker og hilsner
Camilla, TUBA