Hej.
Mig og min kæreste har været sammen i 1,5 år, og det er gået rigtig meget nedad her på det sidste. Det skyldes nok flere forskellige ting, men bland andet så har min kærestes far lige fået konstateret uheldbredelig kræft. Lægerne har dog sagt at det ikke nødvendigvis er det han kommer til at dø af, da man kan holde det så meget nede at han kan leve med det, men han har mange smerter i ryggen, og netop derfor bliver han også indlagt lidt ofte.
Nå men min kæreste har altid været ret jaloux anlagt og vi har da også haft nogle voldsomme skænderier førhen, men det er bare eksploderet her på det sidste. Det er som om at alt hvad jeg gør eller siger, det er forkert, og at jeg hele tiden skal give ham opmærksomhed, og være der LIGE når han har brug for det, men samtidig skal han selv have lov til at være sammen med vennerne og spille fodbold osv. (SELVFØLGELIG) og når vi diskuterer synes jeg selv at jeg holder mig meget på egen banehalvdel men det er som om at ondskaben kommer frem i ham. Jeg prøver for det meste at have overskud til at se igennem fingre med at blive kaldt diverse skældsord, eller tænke “hvad mener han egenligt med det han siger” Selvom det han siger tit skal være noget der rammer personligt, for det er som om det skal sårer mig så meget som overhovedet muligt. Han kan ringe til mig 40 gange på en nat, hvis jeg ikke er hjemme og sover ved en veninde, eller noget familie (uanset om jeg giver besked på at jeg ikke sover hjemme en uge før eller på dagen) og han kigger altid min telefon helt ind til sidste detalje hvis jeg har været i byen, og så føler han altid han finder noget, et eksempel kan være at jeg har skrevet med en ven, UDEN AT FLIRTE, selvom jeg aldrig har været ham utro, eller overhovedet været tæt på, men jeg må bare ikke have nogen som helst kontakt med det modsatte køn, og så fik jeg nok af det, sidste gang jeg havde været i byen, og blev ved med at forklare at det egenligt ikke var noget han skulle snage i, hvis han alligevel altid bare skulle lave problemer ud af ingenting, men jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har sagt det på en pæn måde, hvor det alligevel aldrig bliver respekteret. Så nu er vi så kommet dertil i vores forhold hvor han har skiftet alle koder, på alt han ejer (selvom jeg aldrig kiggede noget af det igennem) så det virker som om han kun gør det for at irriterer mig, og hver gang jeg spørger af interesse til nogle af de ting han laver så svarer han at det skal jeg ikke blande mig i, fordi at han heller ikke må blande sig i min telefon. Han har slået op flere gange, hvor han så bare har sagt bagefter at han ikke slog op, så selvfølgelig skal vi være sammen, som om han bare tager det som en selvfølge at jeg altid vil være sammen med ham, og så blander han også nogen gange alle mulige ind i det, f.eks. ringer til sin familie og venner og spørger om de vil hjælpe ham med at flytte (og udstiller mig lige lidt) men hvor der så kun går ca en time og så vil han jo alligevel gerne være sammen. Det skal så lige også tilføjes at han dagligt siger at jeg ikke er der for ham, efter det med hans far, men faktum er at jeg har spurgt ind til det mange gange men, hvor han så selv har lukket af og bare siddet foran sin computer i dagevis, uden at ville snakke eller noget. Jeg ville så gerne redde det hele for ham, for jeg elsker ham jo rigtig meget og vi har jo selvfølgelig også haft det helt igennem fantastisk sammen, men jeg ved bare ikke længere hvad jeg skal gøre. Vi kan ikke snakke sammen for det er som om der alligevel ikke bliver lyttet til det jeg siger, men i stedet for tolker han ALTID det jeg siger på en negativ måde, og så ender det med at han står og sviner mig til, eller snakker nedladende. Jeg har i alt den tid vi har været sammen, også elsket hans forældre rigtig meget, og de har også været glade for mig, men her de sidste par gange jeg har været derude, er det som at de ikke har kunne li mig så meget mere, og jeg har på fornemmelsen at det er fordi min kæreste fortæller alle vores problemer, og alle de fejl jeg laver, til dem. Jeg har f.eks. for nylig været i byen, uden at sige det til ham, fordi jeg vidste han blev sur (det er selvfølgelig ingen undskyldning) Jeg har bare sådan haft lyst til at flygte lidt fra vores skænderier, for jeg ved simpelthen ikke længere hvad jeg skal stille op.
Jeg vil også lige fortælle lidt om mig selv. Jeg er vokset op med en mor som drak, og er nu død af det for ca 4 år siden, så jeg har været ved flere forskellige psykologer for at finde ud af hvordan jeg ikke slæber de dårlige oplevelser med ind i mit liv nu. Jeg går og har lidt angst for at miste andre mennesker hele tiden (især de kærester jeg har haft, knytter jeg mig rigtig meget til) Jeg spekulerer meget, og tænker nok også ALT for meget over tingene nogen gange. på en måde har jeg lyst til at give slip og slå op, men samtidig føler jeg bare at jeg sidder fast, for har aldrig været single længe før. Kan du give et godt råd?
Hilsen hende den fortabte
Svar:
Kære dig,
…. for jeg vil ikke kalde dig den fortabte, du er langt fra fortabt når du fatter pennen og skriver her ind til TUBA! Du griber ud, du handler, du gør noget! Godt gået!
Jeg tror der er en hel del der ude i det ganske danske land som kan genkende den problematik du beskriver i dit brev. Specielt dem der som dig er vokset op med en forælder der drikker, din mor endda så meget at hun døde af det!
Som jeg læser dit brev, oplever jeg at du spørger, hvad jeg tænker i forhold til, om du kan, bør, skal, må gå fra din kæreste. Er det mon rigtig forstået at det er det du spørger om? Samtidig fortæller du mig om din angst for at miste og at du knytter dig meget til kærester. Som jeg læser det du skriver, er din angst for at miste med til at forhindre dig i at følge din ”lyst til at give slip og slå op”. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg har forstået dig rigtigt, men det er med den her forståelse at jeg vil svare dig – du må selv plukke i mit svar og vælge hvad du kan bruge og ikke bruge.
Dig og din kæreste
Noget af det som dit brev får mig til at tænke på er om du mon elsker din kæreste, jeg tror det er et godt spørgsmål at finde svaret på. Du nævner i dit brev at du elsker ham, men af en eller anden grund får jeg nu alligevel lyst til at du skal spørge inde i dig selv en ekstra gang, eventuelt luk øjnene og mærk efter, hvordan føles dette spørgsmål inden i, og kommer der måske et svar som er anderledes end du troede?
Svaret du finder/mærker fortæller dig hvad du skal gøre, for jeg er ret sikker på du ved det allerede! Men lad os nu bare lave et lille eksperiment:
Forestil dig at du har en god veninde, den bedste af slagsen! Sådan en som du altid kan regne med uanset hvad! Nu ringer hun til dig og fortæller dig følgende: ”Kan du huske jeg har fortalt dig om min og kærestens voldsomme skænderier, åh det er bare eksploderet her på det sidste, det er som om at alt hvad jeg gør og siger, er forkert. Hele tiden skal han have opmærksomhed, og jeg skal stå til rådighed for når han har behov. Han kan endda finde på at ringe op til 40 gange på en nat, hvis jeg ikke er hjemme men sover hos en veninde. Jeg syntes jeg er god til at holde mig på min egen banehalvdel, men det er som om ondskaben bare kommer frem i ham og de grimme ord kommer ud. Jeg prøver for det meste at se igennem fingrene med skældsordene, selvom det rammer så det gør ondt. Han tjekker min telefon når jeg har været i byen. Han føler altid han finder noget og jeg må ikke have nogen kontakt med det modsatte køn, og dette er selvom jeg aldrig har været ham utro eller på anden måde har givet ham grund til bekymring. Han lytter ikke til mig, i stedet tolker han på alt hvad jeg siger som væren noget negativt. …. ”
Og din veninde fortæller og fortæller af samme skuffe mere og mere kommer der frem. Ting i parforholdet som slet ikke er gode ting, jalousi, mistænksomhed, ondskab og kontrol – Hvad får du lyst til at sige til hende? Tænk lidt over dette.
Jeg ved ikke om det er rigtigt antaget, af mig, at din angst for at miste holder dig tilbage, ifht. at sige fra overfor din kæreste og måske endda gå fra ham. Alligevel har jeg lyst til at sige lidt, om angsten for at miste. Jeg kan godt forstå du oplever angst for at miste, det har du alt mulig grund til, du har mistet og du har på den måde fået en erfaring om, at der ikke er noget at stille op, når man mister så mister man, uanset hvad man gør! Eller sagt med andre ord ”uanset hvor sød, pæn og ordentlig jeg opføre mig, og uanset hvor meget jeg hjælper, støtter, fikser og tager ansvar” så kan jeg miste den person jeg elsker. Genkender du dette?
Måske er det blevet sådan inde i dig, at du for enhver pris vil undgå at miste. Også selvom det betyder et meget slidsomt forhold med en jaloux kæreste, kan der være noget om det tror du?
Når jeg læser dit brev, forstår jeg udmærket din lyst til ”at flygte lidt fra vores skænderier”, jeg synes det lyder som et meget belastende forhold for dig at være i. Du har ret og lov til, at bestemme, hvad du vil være med til. Det er okay at sige ’nok er nok’. Jeg gætter på at det måske er uvant for dig, at mærke dine grænser og sige fra. I dette tilfælde ville det at sige fra måske betyde at du mister din kæreste. At have svært ved at mærke grænser og sige fra er en af de almindelige konsekvenser ved, at vokse op med en drikkende forælder. Det vil jeg skrive lidt mere om nedenfor.
Konsekvenserne af at vokse op med en drikkende mor og hvordan du kan tage styring i dit liv
I dit brev har du delt lidt omkring din mor som drak og at du har været hos forskellige psykologer for at finde ud af hvordan du kan lade være at slæbe de dårlige oplevelser med ind i dit liv nu, men altså, det er jo dit liv, også det som du kalder de dårlige oplevelser, og de vil på den ene eller anden måde altid være en del af dig, og dermed en del af dit liv. Måske det vil være godt at lære noget om hvordan du kan sørge for at disse oplevelser ikke styre dit liv lige nu?
Det er desværre sådan, at man ofte, når man er vokset op med forældre med et alkohol problem, ikke har lært at sætte grænser, og at have et sundt og naturligt forhold til sine egne ønsker og behov. Derfor bliver det tit sådan at andres behov og humør er afgørende for hvordan man selv har det inden i og igen og igen går man på kompromis med sine ønsker, behov og grænser. Kender du det?
Det er derfor vigtigt at du lærer dine egne ønsker, behov og grænser at kende for at kunne være i en god og sund relation hvor begge parter har en naturlig og sund interesse i hinanden. En meget enkel metode er at spørge dig selv når du er midt i en situation ”kan jeg lide det som foregår lige nu?” hvis svaret er nej, så sig fra!
Hvis andres behov og ønsker altid kommer først uden tanke for konsekvenserne for en selv bliver ens tilværelse både usikker og uforudsigelig. At ændre på dette kan i starten føles nærmest egoistisk og forkert, men med tiden vil det føles mere naturligt. Har du lyst til at give dig selv en chance og prøve det af?
Du starter med at øve dig i at stille spørgsmål til dig selv:
Hvordan har jeg det lige nu?
Hvordan er dette for mig?
Hvad har jeg lyst til?
Hvad vil jeg være med til?
På den måde lærer du langsomt at flytte fokus fra andre til dig selv. Måske et godt sted at starte lige nu?
Til sidst har jeg lyst til at opfordre dig til, at overveje om et terapeutisk forløb i TUBA kunne være noget for dig. Der er rigtig mange unge der i TUBA arbejder med netop det, at lære at mærke efter inde i sig selv og sætte grænser og sige fra. Det er gratis at gå i TUBA, du kan læse mere om det her http://tuba.dk/terapi-i-tuba.
Kærlig hilsen
Jette, TUBA