Jeg har 2 piger på 14 og 15 år som jeg gerne vil have i en eller anden form for terapi men de vil ikke. Baggrund: Efter knap 20 års ægteskab er vi nu skilt på tredje år hovedsaligt pga. moderens alkoholmisbrug som har være et større eller mindre problem gennem alle årene. Hverdagen har fungeret og pigerne har ikke manglet noget som sådan. Selv var jeg på et medafhængigheds kursus som var en øjenåbner for mig som i den grad har været med til at ændre mit liv på godt og ondt. Så nu er det at jeg gerne vil give dem samme mulighed før de flyver fra reden. Det skal siges at pigerne fungere godt i skolen og har mange fritids aktiviteter efter de er kommet sig over vor skilsmisse. Begge piger har været hos psykolog en enkelt gang men ønskede ikke at fortsætte, grunden til jeg nu tager det op igen er at den ældstes klasselære er bekymret for hende og synes hun skal tale med en voksen, det sagde han i hendes påhør som medførte at tårerne trillede, så der må jo være noget der trykker? Når jeg spørger hende hvorfor, ved hun det ikke og vil jo i øvrigt ikke dele de åndelig ting med mig, men det er jo nok som det skal være. Hvad skal jeg gøre? Hilsen den bekymret fader som vil, men får ikke lov, til at hjælpe.
Svar:
Kære bekymrede far
Det kan være rigtig svært at tvinge/motivere nogle til at gå i terapi, som bare ikke har lyst. Du kan muligvis godt arrangere det og sørge for at dine døtre kommer til at sidde i en stol overfor en terapeut. Men de bestemmer selv hvad de vil sige og om de overhovedet vil sige noget. Du kan godt arrangere det for dem (altså lave en aftale med en terapeut) og på den måde give dem muligheden, det er op til dem om de vil gribe den. Du er velkommen til at kontakte en TUBA afdeling i nærheden af dig og høre mere om mulighederne for terapi og rådgivning for dine døtre. Du finder vores afdelinger her.
Du kan også lade dine vide, hvad du selv har fået ud af det og lært, at du ønsker det samme for dem og at du gerne vil bakke dem op i, at gøre noget, måske terapi, når tiden kommer for dem, når de er klar. Men du kan ikke gøre dem klar. Det er ude af dine hænder. Jeg kan sagtens forstå dit ønske om, at ville hjælpe dine døtre. Men som du sikkert selv har erfaret, er der et stykke arbejde som man selv skal gøre, det kan andre ikke gøre for en og andre har heller ikke indflydelse på, hvornår man er klar til det.
Du ved ikke hvad du skal gøre skriver du. Mit bedste råd er, at du respekterer og accepterer dine døtre som de er. Måske vil de gerne tale med en, hvis du arrangerer det, måske vil de ikke. Måske bliver de klar senere. Måske er der noget andet de føler de har lyst til og behov for?
Alt det bedste til dig og dine døtre
Camilla, TUBA