Hejsa,
For et par uger siden snakkede jeg med min søster om da vi var små.
Da vi var helt små delte vi værelse fordi vi boede i en meget lille lejlighed med vores mor, hvor vi ialt var 4 børn.
Vi kom til at snakke om at jeg til tider ville vække hende om natten, rædselsslagen, hvor jeg lå og kiggede rundt i værelset og beskrev alt det jeg så. Hun sagde jeg gjorde hende helt bange.
Da vi var små drak min mor meget og tog i byen en del.
Det kunne betyde min ældste søster skulle passe os børn. Hun har været omkring 12-13 år og skulle passe 3 børn mellem 10 og 8 år.
En aften hvor hun kun skulle passe mig fordi min andre søskende var ude ved deres far, og mor var i byen, havde hun bare lagt mig ind på mit værelse og på det tidspunkt var jeg vant til at sove med min anden søster.
Jeg lå helt alene og fik hallucineringer.
En hovedløs mand i et blåt jakkesæt. Lyder dumt, men ret så uhyggeligt.
Han blev ved med at komme nærmere og nærmere for hver gang jeg blinkede. Indtil han stod bøjet over mig, der stod han i lidt tid og så startede han forfra nede i hjørnet.
Jeg har ikke tænkt meget over at alle ikke så sådan nogle ting før for nylig.
Fordi på det seneste er det begyndt at komme tilbage.
Ikke på samme måde, men det bliver værre og værre vil jeg mene.
Jeg har i mange år haft en følelse af at jeg ikke var alene.
Hvilket jeg er hele tiden, da jeg bor ved min far og han arbejder fra kl 14 til kl 00. Så når jeg har fri fra skole er han allerede taget afsted.
Men jeg føler konstant jeg bliver overvåget og lyttet til.
Hvis jeg er ude at gå føler jeg ofte at der er nogen der følger efter mig, hvor jeg kan bliver så bange at jeg løber hjem.
I forhold til at se syner/hallucinationer har det ikke været der i mange år før nu her.
F.eks, på et tidspunkt jeg var på vej hen til min mor så jeg en kat løbe rundt om mig flere gange, men jeg ved den ikke var der.
På et tidspunkt hvor jeg skulle sove hjemme ved min kæreste, var han faldt i søvn men jeg kunne ikke sove, så jeg lå bare og kiggede tomt ud i rummet, hvor jeg så begyndte at kunne fornemme skyggelser nærme sig.
Lige sådan noget sker ofte for mig i perioder. Så vender jeg mig om eller gemmer mig under dynen. Men det bliver det kun værre af.
Så begynder jeg at føle der er nogen i rummet, en der står ved siden af mig og så ligger jeg helt frosen fordi jeg ikke tør vende mig om eller kigge op.
Jeg fortalte min søster og kæreste om det jeg så som barn, men jeg tør ikke fortælle at det så småt er ved at komme igen i perioder. Jeg er bange for at de vil tro jeg er sindssyg. For det føler jeg selv nogle gange jeg er.
Noget jeg aldrig har fortalt nogen er at jeg snakker med mig selv. Ikke på måden hvor man tænker højt. Men jeg snakker som om at jeg har en samtale med nogen der ikke er der. Jeg kunne f.eks forstille mig at jeg står og har en samtale med min søster og det kan vare ved i 1 time, nogle gange en hel dag.
Jeg tror det har noget at gøre med at jeg føler mig overvåget, fordi jeg føler at de personer jeg ‘snakker’ til er til stede.
Er jeg skizofren? Eller bare sindssyg?
Xoxo, {navn}
Svar:
Hej {navn}
Tak fordi du skriver ind. Som jeg forstår dit brev, beskriver du en generel problematik, som handler om, at du føler, at du er overvåget, at nogle følger efter dig, og at du ser ting, som du ved ikke er der. Du fortæller om en svær fortid med en mor, som var ude at drikke, mens hun overlod din søster med ansvaret for dig og dine andre søskende. Jeg tolker det, at det at du nævner din mor på den måde, som at du tænker, at der er en sammenhæng mellem de udfordringer, du oplever i dag, og din opvækst med en drikkende mor – er det mon rigtigt forstået?
Du spørger helt konkret om, om du er skizofren eller ”bare sindssyg”. Jeg kan desværre ikke give dig et klart svar på, hvorfor du har disse oplevelser, for at undersøge det, skal du gå til din egen læge. Jeg vil gerne komme med nogle inputs, og fortælle dig om nogle af de ting, jeg tænker, når jeg læser dit brev.
Du skriver, at du snakker med dig selv – at du faktisk har samtaler med dig selv, selvom du er alene. Jeg ved, at mange som bor alene, faktisk også snakker med sig selv, og at det godt kan være lange ”samtaler”. Det skyldes ofte, at man ikke har en fast samtalepartner, som man kan dele sin hverdag, tanker og bekymringer med. Jeg får øje på, at du skriver, at du ikke ser din far i løbet af dagen, fordi han er på arbejde, når du kommer hjem – det får mig til at tænke på, om dine samtaler med dig selv mon hænger sammen med, at du tilbringer meget tid alene? Det er derfor i mine øjne normalt, at du snakker med dig selv.
Du fortæller, at du har oplevet at få hallucinationer – både en hovedløs mand i jakkesæt, en kat som løber rundt om dig, og skygger som nærmer sig. Andre gange oplever du, at der står en bag dig, og du føler dig konstant overvåget og lyttet til. Jeg ved ikke særlig meget om hallucinationer, eller hvad der er gået forud for dine hallucinationer, så mit bedste råd til dig, vil derfor være, at gå til lægen og finde ud af, hvad de skyldes – hvad tænker du om det? Det er slet ikke sikkert, at der ligger en diagnose bag; måske kommer dine hallucinationer, når du har bestemte følelser (eksempelvis når du føler dig presset, eller andet), og så vil lægen kunne give dig råd til, hvordan du lærer at håndtere disse følelser. Grunden til at jeg anbefaler dig at tage til lægen, er altså ikke fordi jeg nødvendigvis tænker, at det er alvorligt, men fordi lægen er specialist inden for netop dette område, og kan derfor give dig nogle redskaber og råd, som forhåbentligt kan hjælpe dig.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ønsker dig alt det bedste.
De bedste hilsner
Mette, TUBA