Hej
Min mor har altid været alkoholiker. Hun begyndte da jeg var 5-6 år gammel. I de seneste 10 år har hun været både i 24-timers behandling, AA, antabus, kommunen har været inde over osv.
Intet af nogen form for behandling har gjort noget specielt godt. det længste hun har været ædru var vidst 3 måneder. Hun er nu i behandling igen og er ca. ædru en måned af gangen og får derefter tilbage i en uge. Jeg har næsten accepteret med mig selv, at hun nok aldrig kommer ud af sit misbrug.
Jeg har altid boet hos hende indtil sidste år, hvor jeg flyttede hjem til min far. Men jeg taler stadg i telefon med hende hver dag og besøger hende regelmæssigt. Vi taler også tit om hendes misbrug og det er ikke en tabu emne mellem os.
Jeg syntes bare det er svært at sætte ord hvordan jeg har det, hvad jeg har brug for og om hvad jeg skal gøre for at få det bedre psykisk. Jeg har prøvet da jeg var lille at være i Tuba gruppe og være hos en psykolog, men det gav ikke pote.
Jeg føler ikke at folk omkring ser min smerte bag mit smil, fordi at jeg er rimelig velkørende. Jeg passer min skole, får gode nok karektere og har gode venner.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op?
Vh. den fortvivlede
Svar:
Kære du
Tak for dit brev, det er dejligt du skriver herind.
Du beskriver at din mor har et misbrug, og har haft det siden du var 5-6 år gammel. Du skriver videre, at din mor har forsøgt forskellige behandlinger, men ingen har holdt i længere tid. Du giver udtryk for, at du næsten har accepteret med dig selv, at hun nok aldrig kommer ud af hendes misbrug. Til slut beder du om svar på, hvad du skal stille op med, at du ikke føler folk ser din smerte bag dit smil. Jeg vil forsøge at besvare dit spørgsmål så godt som muligt – men da det er bredt spørgsmål, er det ikke sikkert jeg kommer med lige det svar du håber.
Jeg vil starte med at sige, at jeg synes du er rigtig god til at formulerer dig – og det er rigtigt flot du beder om hjælp. Jeg kan læse ud fra dit brev, at du synes det er svært at sætte ord på, hvordan du har det og hvad du har brug for. Det kan jeg godt forstå, og jeg ved at mange kan have svært ved det. Men når jeg læser dit brev, synes jeg du er god til at beskrive dine følelser på skrift. Har du mon lettere ved at formulere det på skrift end i tale? For nogle kan det være en hjælp at skrive det ned. Vil det være en mulighed for dig, og måske lade en du har nær læse det? Det kan være din far, en god lærer eller en veninde.
Du skriver, at du indtil sidste år har boet hos din mor, hvor du flyttede hjem til din far. Det får mig til og tænke på, om din far er en af dem som ikke ser hvordan du rigtig har det? Hvor er det dejligt at læse, at dig og din mor kan snakke åbent om hendes misbrug – Og det ikke er et tabu imellem Jer. Mon du har et ligeså åbent forhold til din far, og kan du snakke med ham om de ting?
Du skriver også, at du er rimelige velkørende. Passer din skole, får gode karakter og har gode venner. Dette tyder på, at du holder facaden ud af til – men netop det, at opretholde en facade, ved jeg, at mange andre børn af misbrugende forældre kan nikke genkendende til. Det er en helt normal reaktion når man er opvokset i en familie med misbrugsproblemer. Når man vokser op i kaos, vænner man sig til at kompensere og få alt til at se godt ud på overfladen – og det kan være svært at komme af med igen. Jeg synes derfor, det er sejt, at du er opmærksom på det, og vil forsøge at gøre noget ved det. Du nævner selv, at du som lille har gået i forløb i TUBA og ved en psykolog, men at det ikke gav pote. Du har siden været igennem en udvikling, og blevet mere moden, så måske et nyt forløb kan være en mulighed? For at gøre det, skal du kontakte din lokale TUBA-afdeling, og så kan de hjælpe dig derfra. Du kan se mere på www.tuba.dk/hjælp.
Til slut vil jeg sige, at jeg synes, det er sejt, at du skriver herind og fortæller, hvordan du virkelig har det.
De bedste hilsner
Marlene, TUBA