Hej, jeg har brug for at til at svare på nogle spørgsmål.
Jeg er vokset op i en familie med alkohol misbrug og har idag ingen kontakt til nogen af mine forældre. Det er flere år siden jeg sidst har set dem og har sådan set aldrig lyst til at se dem igen. Jeg har det meget nemmere i mit liv når jeg ikke ser dem og føler at jeg er kommet viderer med mit liv, så godt som jeg nu kan.
Mit problem er at jeg har en søster som er 3 år yngre end mig. Jeg har stadig kontakt til hende og hun har kontakt til begge mine forældre. Jeg syntes at det er rigtig hårdt at se hende fordi hun har det meget svært. Jeg bliver også meget ked af det og påvirket når hun fortæller om mine forældre. Jeg tror at det ville være bedst for hende hvis hun ikke så dem, for de skaber mange problemer i hendes liv, men hun bliver vred når jeg nævner det. Hun er også vred over at jeg ikke vil se dem, og vil gerne have familien samlet. Hun har meget svært ved at få sit liv til at hænge sammen og drikker meget og går ret ofte i byen. Jeg ved godt at det er normalt at gå i byen når man er teenager, men er bange for at hun ikke kan styre det. Jeg vil ikke miste min søster til alkoholmisbrug, for hun er den eneste familie jeg har tilbage. Hver gang jeg prøver at starte en seriøs samtale med hende, blokere hun bare og vil ikke snakke om problemer. Hun laver ikke rigtig andet end at gå i byen og har hverken nogen uddannelse eller arbejde. Jeg er virkelig bange for at miste hende. Jeg har prøvet at sende et brev til hende hvor jeg forklare hende hvordan jeg har det, men det er som om at hun ikke vil lytte.
Jeg vil blive meget glad for gode råd.
Hilsen M
Svar:
Kære M
Du fortæller, at du ikke længere har kontakt til dine forældre. Det er flere år siden, du har set dem, og har ikke lyst til at se dem igen. Din lillesøster har dog stadig kontakt til begge jeres forældre, hvilket kan skabe gnidninger mellem jer, da du er af den opfattelse, at din søster vil have det bedre uden kontakt til jeres forældre, mens hun gerne vil have, at du ser dine forældre igen, da hun gerne vil have familien samlet igen. Du beskriver også, at du er bekymret for din søster, fordi hun ofte går i byen, drikker m.m., og du ønsker ikke at miste endnu et familiemedlem.
Når jeg læser dit brev, lægger jeg mærke til, at I begge har svært ved at forstå hinandens beslutning i forhold til kontakten til jeres forældre. Du synes, din søster vil være bedre tjent uden kontakten til jeres forældre, og hun synes, at du burde have kontakt til jeres forældre igen. Jeg læser dit brev, som at det ofte skaber konflikter mellem jer. Det får mig til at tænke på, hvorfor I mon har så svært ved at acceptere hinandens beslutning? Har I mon prøvet at lægge det på hylden, når I ses, og i stedet tænke “jeg forstår ikke hendes beslutning, men det behøver jeg heller ikke. For jeg har det godt med min egen beslutning”? Selvom noget er rigtigt for én selv, betyder det ikke, at det også er det for den anden – og netop derfor er der måske ikke nogen grund til at prøve at få den anden til at træffe den samme beslutning som én selv?
Jeg kan sagtens forstå din bekymringer omkring din søsters alkoholvaner, når hun er det sidste familiemedlem, du har tilbage. Jeg synes derfor, din idé om at skrive et brev til hende, hvor du fortæller hende om din bekymring, er rigtig god. Desværre kan jeg ikke give dig et råd, som med sikkerhed vil virke til at få hende til at stoppe. Du kan lade hende vide, at du vil være der for hende, hvis hun får brug for det, men resten er op til hende.
Du fortæller, at din søster heller ikke har noget job eller nogen uddannelse og ikke rigtig laver andet end at gå i byen, og det får mig til at tænke på, om det kunne være en idé for jer at tilbringe mere tid sammen? Måske lave noget aftensmad sammen engang imellem, tage i biffen eller noget tredje? På den måde vil du i hvert fald vise hende, at du gerne vil hende og er der for hende – samtidig kan det måske styrke jeres bånd at have noget kvalitetstid sammen, hvor I ikke diskuterer jeres forhold til jeres forældre eller hendes alkoholvaner.
Din søster har selv ansvaret for, hvordan hun vælger at leve sit selv. Hun er endnu meget ung, og der kan nå at ske meget, også i forhold til job og uddannelse. Jeg forstår godt, at det kan være utroligt svært at være vidne til som storesøster, men du må først og fremmest anerkende dig selv for, at du er kommet styrket igennem din opvækst, og sikkert har lært en masse af det, du har været igennem – dette er i hvert fald hvad jeg læser, ud fra det du skriver dit brev.
Jeg ved, at jeg nok ikke giver dig det svar, du havde håbet på, men jeg håber, at mine inputs kan bidrage til dine refleksioner, selvom der ikke er en enkelt løsning. Du er altid velkommen til at skrive til brevkassen igen, og/eller gøre brug af vores chatrådgivning, der holder åbent mandag, onsdag og torsdag kl. 18-21.
De bedste hilsner
Mette, TUBA