Hej,
Jeg er blevet anbefalet at søge hjælp hos jer, men jeg ved ikke rigtig hvad der er det bedste at gøre.
Min far er alkoholiker. Indtil i mandags troede jeg han var tørlagt. Det er halvandet år siden vi var igennem det sidst, og der fortalte jeg ham, at jeg ikke gider se ham hvis han drikker. Nu har han så valgt at kaste sig over alkoholen igen, og har derfor fravalgt mig. Han drikker fordi han er ensom, og eftersom jeg stort set er den eneste han har, så virker det nærmest ironisk at han så alligevel vælger alkoholen frem for mig. Jeg ønsker ikke at se ham når han drikker, og jeg synes det skal have en konsekvens at han så bare gør det alligevel. Men personer omkring mig synes jeg skal støtte ham og hjælpe ham med at komme i behandling, men i forvejen har det det sidste år været mig, som har skulle minde ham om at tage antabus 2 gange om ugen. Han skal jo selv ville det. Jeg er så rasende og har lyst til at råbe og skrige, at det jo simpelthen ikke er mit ansvar. Jeg kan jo ikke være der alle ugens dage, for at han ikke føler sig ensom. Jeg har i forvejen sat nærmest hele mit eget liv på stand by de sidste 5 år, i forsøget på at give ham et bedre liv. Jeg synes har gjort det rigtige i at cutte kontakten indtil han er tørlagt, men alligevel sidder jeg her, og har rigtig ondt i maven og er ked af det, og mit hoved er fyldt op til renden af katastrofetanker såsom om han vil tage sit liv og vil det så være min skyld… Så jeg ved faktisk ikke rigtig hvad jeg skal gøre, men det håber jeg måske at i kan hjælpe mig med?
Med venlig hilsen
N
Svar:
Kære N
Mange tak for dit brev. Jeg kan virkelig mærke din frustration i dit brev. Du skriver, at du både er ked af det og vred, og det er helt forståeligt. Det er hårdt når éns forælder ikke passer på sig selv. Du skriver, at din far er begyndt at drikke igen, og du ikke ved, hvordan du skal forholde dig til det og ham. Du skriver, at du er i tvivl om du skal holde fast i, at du ikke vil se din far når han drikker, eller om du skal hjælpe ham med at komme i behandling. Det er et rigtig svært spørgsmål, og jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvad du skal gøre. Jeg mener nemlig, at det er vigtigt, at du gør det som føles som det rigtige for dig. Til gengæld kan jeg dele mine tanker med dig og fortælle dig lidt om, hvad vi har erfaringer her i TUBA.
Først og fremmest får jeg lyst til at fremhæve nogle af de ting du har skrevet i dit brev. Du skriver blandt andet, at din far selv skal ville det, og at det ikke er dit ansvar. Det kan jeg kun give dig ret i. Vi har erfaret i TUBA, at den eneste der kan få den der drikker til at stoppe, er den drikkende selv. Den der har et alkoholproblem, skal selv have et ønske om at stoppe, før det kan lykkedes. Det er ikke muligt for dig, at få din far til stoppe med at drikke, og heller ikke din pligt at prøve. Du skriver også, at du har sat dit liv på standby de sidste fem år, i forsøget på at give din far et bedre liv? Jeg tænker, at det er et udtryk for at du holder af din far og ønsker at hjælpe ham til at få det bedre. Jeg mener dog ikke, at det er godt for nogen af jer, at du tilsidesætter dig selv, for at hjælpe ham. Når den der har alkoholproblemet, tager ansvar for sig selv og sit misbrug er det første skridt til at få det bedre. Det er dog helt naturligt og forståeligt, at du gerne vil hjælpe. Det lyder også til, at du har gjort en stor indsats, og givet meget af dig selv. Jeg ved ikke, om din far ønsker at komme i behandling og stoppe med at drikke, og det er ikke sikkert, at han kommer til det. Men da vil det stadig ikke være noget som du kan ændre på. Hvordan er det mon for dig, at jeg skriver sådan? Det du kan gøre er, at lade din far vide, at du gerne vil hjælpe ham, hvis han selv ønsker at gå i behandling og få hjælp til sit problem. Men selvfølgelig kun, hvis det er noget du har lyst til og tror du kan være i. Hvis du ikke har lyst til at se din far når han drikker, kan du også fortælle ham dette igen, men samtidig sige, at når han ikke vil drikke mere, vil du gerne hjælpe ham.
Du skal nemlig vide, at du er i din gode ret til at holde fast i, at du ikke vil se din far når han drikker. Jeg synes det er vigtigt, at du passer på dig selv. Du skal også vide, at du gerne må skifte mening efterfølgende. Det skriver jeg ikke fordi, jeg synes du skal gøre det ene eller andet, men fordi jeg ikke synes du skal føle, at du skal tage en endegyldig beslutning. Du er ikke forpligtet til at gøre noget bestemt, og det er helt okay at sætte grænser. Noget du faktisk allerede har gjort, hvilket er rigtig godt. Jeg synes det er vigtigt, at du fortsætter med at lytte til dig selv og gør hvad der føles som det rigtige for dig.
Noget andet jeg lægger mærke til er, at du skriver, at du selv mener, at du har taget det rigtige valg ved ikke at have kontakt med din far, når han drikker men, at du kan du blive i tvivl og få ondt i maven. Blandt andet fordi mennesker omkring dig mener, at du skal være der og hjælpe din far i behandling. Jeg kan forestille mig, at det kan føles ubehageligt og som et pres, når andre siger sådan. Du skriver også, at du får katastrofetanker såsom, at din far vil tage sit liv, og det så ville være din skyld. Til det vil jeg gerne understrege, at det aldrig kan være din skyld, hvad din far vælger at gøre. Jeg kan godt forstå, at det er en skræmmende tanke, og du er ikke alene om at kunne føle skyld for hvad din far gør. Mange unge der kommer i TUBA, føler nemlig ansvar og skyld over deres forældre – også selvom de ikke kunne have gjort noget, som ville ændre tingene. Det er din fars eget valg og ansvar, når han vælger at drikke, ligesom det også vil være hans valg, hvis han en dag skulle gøre skade på sig selv. Jeg forestiller mig, at det nok kan virke lidt hårdt når jeg skriver sådan. Jeg skriver det fordi jeg synes det er så vigtigt, at du ved, at intet af hvad din far gør er din skyld. Jeg kommer til at tænke på, om du mon har delt disse tanker og frygt med din far? Jeg ved ikke hvor meget det fylder for dig, men jeg tænker, at det er nogle skræmmende tanker. Måske det kunne være rart for dig at fortælle ham om det?
Jeg har formuleret nogle spørgsmål her som du måske kan bruge til at overveje, om du vil og kan rumme at prøve at hjælpe din far i behandling.
- Bliver det på bekostning af dig selv, hvis du skal hjælpe din far i behandling?
- Har du allerede gjort hvad du kunne, eller har du brug for at prøve igen?
- Giver det overhovedet mening at prøve at få ham i behandling? Hvor er din far er henne lige nu? Er han klar?
Det lyder til overordnet til, at det kan være nogle svære tanker og følelser du går med, og jeg kommer til at tænke på, om du mon har nogen at dele dem med? Du skriver, at du er den eneste din far har, og jeg tænker derfor om du måske kan føle dig lidt alene med det, og at det kan være tungt at bære. Hvis du på et tidspunkt skulle få brug for at tale med nogen, skal du vide, at vi i TUBA tilbyder gratis terapi til unge, både som enkeltforløb og til grupper. Det kan du læse mere om her, hvis du har lyst: https://tuba.dk/find-hjaelp/terapi-i-tuba/ .
Jeg håber at mit svar kan give dig nogle nye perspektiver på, hvordan du kan forholde dig til din far og hans alkoholproblem. Du er altid meget velkommen til at skrive herind igen, hvis du skulle få brug for det.
Varme hilsner
Anja, TUBA