Hej TUBA, Jeg er mor til en skøn pige på 1 år. Som det jo er med små børn, bliver man frustreret på dem fra tid til anden. Selvom jeg ved dette er helt normalt, har jeg svært ved at rumme, at jeg bliver frustreret på hende. Udefra tror jeg egentlig, at min reaktion virker ret “normal”, jeg kommer til at hæve stemmen, og bliver mere bestemt i mit kropssprog. Men jeg kan mærke, at jeg slår mig selv rigtig meget oveni hovedet, når jeg har kommet til at blive frustreret. Jeg kan ikke finde rundt i, hvad der er normalt i sådan en situation, og jeg er så bange for, at min datter mister tillid til mig. Det skal siges, at jeg på ingen måde er fysisk voldelig overfor hende. Det er måske nærmere den psykiske vold, jeg er bange for. Hvornår er man psykisk voldelig? (i det små, og ikke i det åbenlyse) Hvordan kan jeg vide, om min datter oplever det sådan? Min far begyndte at drikke da jeg var 10 år, og selvom jeg ikke ved hvad den direkte forbindelse er dertil, har jeg på fornemmelsen, at min forvirrede følelser kan komme derfra. Han har aldrig været fysisk voldelig, men meget psykisk voldelig, når han har været fuld. Jeg har lagt mærke til, at jeg ofte er meget trist i løbet af eftermiddagen de dage, hvor jeg har været frustreret på min datter. Og jeg har svært ved at finde energi til at lave ting de dage også. Mine tanker går altså mest på, hvordan jeg bliver okay med at blive fustreret, uden at skulle køre mig selv helt i sænk. Når jeg har talt med min mand, veninder og min mor om mine reaktioner, siger de alle det er helt normalt og har selv oplevet lignende hændelser med børn. Håber, at mine mange tanker gav mening! Tak for hjælpen. Mvh, {navn}
Svar:
Kære dig.
Mange tak for dit brev – det er godt, at du henvender dig. Jeg unskylder for den forsinkede svartid, som skyldes at brevkassen har holdt ferielukket.
Jeg vil forsøge at opsummere dit spørgsmål, så jeg bedst muligt kan besvare, det du spørger om.
Du skriver, at du har en skøn datter på 1 år, som du indimellem oplever at blive frustreret på, men at du ved at det er normalt at blive frustreret. Alligevel oplever du, at du har svært ved at rumme, at du bliver frustreret på hende. Du skriver, at dine frustrationer kommer til udtryk ved, at du kommer til at hæve stemmen og bliver mere bestemt i dit kropssprog. Du slår dig selv i hovedet, når du har været frustreret på hende og kæmper med tankerne omkring, hvad der er normalt i sådan en situation, og du er bange for, at din datter skal miste tillid til dig. Du er på ingen måde fysisk voldelig over for hende, men du oplever det mere som psykisk vold i mindre grad, og du spørger, hvordan du kan vide, om din datter oplever det som psykisk vold. Du skriver, at din far begyndte at drikke, da du var 10 år gammel, og at han blev psykisk voldelig, når han var fuld. Du er i tvivl, om der er en direkte forbindelse mellem dine oplevelser som barn og din egen reaktion overfor din datter. Du oplever at være trist om eftermiddagen de dage, hvor du har været frustreret på din datter, og du har svært ved at finde energi til at lave ting de dage. Slutteligt skriver du, at dine tanker går dig på – hvordan du bliver okay med at blive frustreret, uden at køre dig selv i sænk over det.
Dit brev giver rigtig god mening, og det er helt naturligt at blive i tvivl og reflektere over sin egen adfærd og hvordan den opleves af sit barn. Især i din situation, fordi du selv har haft nogle ubehagelige oplevelser, som du ikke ønsker, at din egen datter skal opleve.
Jeg vil starte med at forsøge, at besvare det spørgsmål du stiller i dit brev. Du spørger ”hvornår er man psykisk voldelig?”. Jeg tænker, at den der oplever det, er medstemmende for, om det er psykisk vold eller ej. Din oplevelse med at din far har været psykisk voldelig, er en oplevelse som ingen kan tage fra dig eller på nogen måde negligere. Psykisk vold kan komme til udtryk ved f.eks. at have en meget dominerende eller kontrollerende adfærd, være udsat for ydmygelser, nedvurderinger osv. Jeg ved ikke om det er nogle udtryk som du kan genkende fra din barndom? Oplever du at blive frustreret, fordi din datter ”prøver grænser” af? Her tænker jeg på, at hun måske kaster med maden, skubber til tallerkenen, bider osv. Der er forskel på de frustrationer, som du også i dit brev så fint beskriver, kommer naturligt, fordi det er hårdt at have småbørn, eller om du pludselig uden nogen former for reaktioner eller adfærd hos din datter, bliver frustreret og hæver stemmen? Din datter er 1 år og er lige nu i en udviklingsfase, hvor hun lærer at have tillid til dig og sine omgivelser. Tillid oparbejdes blandt andet ved, at du har dækket hendes basale behov, som mad, drikke, ren ble, søvn osv., men også ved at dine frustrationer hænger sammen med hendes adfærd. Så hvis din datter f.eks. kaster med legetøj, og du flere gange har sagt, at nu skal hun stoppe, så er en helt ok og almindelig reaktion at blive frustreret, fordi din tålmodighed nu er brugt op. Det er ok, at din datter lærer dine reaktioner at kende, for på den måde at kunne vide hvor grænsen for hendes adfærd går. Det er et led i den opdragelse som sker, når du lærer hende, hvad der er ok, og hvad der ikke er ok.
Du skriver, at du ikke helt ved, hvad den direkte forbindelse er mellem din oplevelse som barn med din far og mellem de frustrationer, som du oplever at få. Ud fra dit brev oplever jeg en tvivl og usikkerhed, og måske kan der være en sammenhæng der – mon det er rigtigt antaget? Når man har været udsat for psykisk vold, er det ikke ualmindeligt at opleve at være i tvivl, om det du gør er rigtigt eller forkert. Du spørger også, hvordan du ved, om din datter oplever det som psykisk vold? Hun er 1 år, og det kan være svært helt at gennemskue. Et barn på 1 år reagerer ofte på lyde og stemninger. Har du lagt mærke til, om hun virker urolig, ikke vil spise, er svær at trøste og stille tilfreds, er klæbende eller trækker sig ved kontakt? Disse reaktioner kan også sagtens skyldes noget helt andet, og det er slet ikke sikkert, at du oplever disse reaktioner hos hende.
Dit brev har uden tvivl en empatisk og sympatisk tilgang og alene det, at du er opmærksom på det, fortæller mig, at du naturligvis gerne vil have, at din datter trives og ikke skal opleve det, som du har oplevet. Det er helt naturligt at blive frustreret i opdragelsen af sine børn, især fordi du måske oplever, at blive konfronteret omkring egne værdier, holdninger, og de signaler du sender – hvilket netop er de frustrationer, som du skriver om i dit brev.
Det er godt at høre, at du har vendt dine tanker med dine nærmeste, men jeg læser også, at du stadig er i tvivl, og at du reagerer på de frustrationer ved at blive trist og uoplagt hen på eftermiddagen. Det er hårdt at bruge kræfter på at kæmpe sig selv op igen, især fordi frustrationer ofte udløses af handling og dermed bliver det en ”ond” cirkel af frustrationer, tristhed og uoplagthed. Måske er det det, du oplever? Måske kan du overveje, hvad der udløste dine frustrationer? Det lyder som om, at du af dine nærmeste bliver bekræftet i, at dine frustrationer er ok. Så hvad gjorde frustrationerne ok? Var det for at lære hende noget? Var det træthed, som er en naturlig del i det at have småbørn? Det er nogle reflekterende spørgsmål, og det kan sagtens være, at du allerede tænker over det og stadigvæk oplever, at du ikke er helt ok med det.
Jeg vil meget gerne give dig muligheder videre frem, hvis du oplever at få brug for det. Du er også meget velkommen til at skrive herind igen.
Her er et link til mødrehjælpen. Her kan du få rådgivning, hvis du er i tvivl om hvorvidt din datter trives eller hvad hun opfanger osv.
https://moedrehjaelpen.dk/forside/kontakt/radgivningshuse/aarhus/
Her er et link til ”lev uden vold”, hvor du kan få rådgivning om psykisk vold. Her tænker jeg specielt på det du selv har været udsat for, men måske kan det også hjælpe dig med de tanker du gør dig, i forhold til din datter.
Du har oplevet misbrug i de barndom, så du bærer på nogle bardomstraumer, som bl.a. består af den psykiske vold, din far har udsat dig for – du kunne måske overveje et forløb hos TUBA – du er meget velkommen til at læse mere på https://tuba.dk/hjælp
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
Maria.