Kære Tuba.
jeg har fået anbefalet at bruge jer som hjælp af min psykiater.
min mor og far er skilt og drikker begge to. Det har de gjort så længe jeg kan huske.
Min far vælger øl og sine venner frem for mig og hans familie, jeg har aldrig forstået det? Han udsætter sig selv og andre for fare når det sker at han drikker for meget.
min mor drikker rødvin og meget af det. Hun drikker nogle gange så meget at jeg føler at det er mit ansvar at passe på hende og trøste hende når hun græder. Det er ikke sjovt på nogen måde.
jeg har selv bøvlet med depression i et år, og tager medicin og prøver på at få min hverdag til at fungere sammen med min kæreste.
jeg har hele mit liv forsvarede min far og hans drikkeri, og jeg kan ikke mere da jeg kan se at det ødelægger ham, mig og min familie. Jeg har prøvet at snakke med begge mine forældre om problemet, og intet trænger igennem. De synes ikke selv de har et problem.
Jeg er 24 år og tænker snart på at starte min egen familie , jeg kan ikke lade vær med at tænke om jeg bliver lige som dem når jeg bliver mor. Det skræmmer mig.
Jeg drikker kun alkohol når jeg en Sjælen gang tager i byen, men tanken er der stadig.
håber i har en løsning på mit problem.
Svar:
Kære du
Jeg vil besvare dit brev så godt jeg kan og give dig mulige redskaber til hvordan du kan håndtere situationen du står i. TUBA er et meget relevant sted at henvende sig, når man som dig har en opvækst med sig præget af alkoholiserede forældre. Du skal vide TUBA kan tilbyde et terapiforløb, hvor det er muligt at få bearbejdet de oplevelser du har med dig. Hvis du ikke i forvejen bruger din psykiater til dette, vil jeg mene at sådan et forløb kunne være gavnligt for dig.
Jeg læser i dit brev om en opvækst præget af utryghed forårsaget af dine forældres alkoholmisbrug. Jeg opfatter også dig som værende den der har skulle taget et alt for stort ansvar for dine forældre ud fra din beskrivelse af, hvordan du bl.a. har måtte hjælpe din mor, når hun pga. alkohol har været ked af det. Du beskriver samtidig hvordan du har forsøgt at få dine forældre til at indse deres misbrugsproblematik, uden de har været lydhøre over for dette. Du skal vide, at det på ingen måde er acceptabelt du har skulle stå med det ansvar og det er derfor fuldt forståeligt, hvis det påvirker din hverdag. Jeg vil samtidig sige, at det netop derfor er vigtigt du får dette bearbejdet, så du på den måde kan passe på dig selv og få redskaber til, hvordan du i fremtiden kan håndtere at have to alkoholiserede forældre.
Jeg læser om din frygt for at ende ligesom dine forældre når du selv kommer til at stifte familie. Det er naturligt at tænke sådanne tanker med en opvækst som din, da du om nogen kender til hvor stor en indflydelse det har på opvæksten at vokse op med alkoholiserede forældre. Jeg tænker, det ud fra dit brev fremstår tydeligt, at du har en stor bevidsthed omkring alkohols negative indvirkning. Der i sig selv vil kunne give dig en styrke til ikke at ende ligesom dine forældre. Jeg vil igen nævne muligheden for et terapiforløb hos TUBA, da du netop her har muligheden for at få bearbejdet frygten for at ende som dine forældre. Jeg tænker også at det samtidig giver dig anledning til at finde ud af hvor stor del dine forældre skal tage i dit kommende liv som en lille ny familie. Jeg tænker det kan være gavnligt for dig at få vendt dette på forhånd, så du er bevidst om hvor dine grænser går i forhold til dine forældre, da det kan gøre det lettere for dig at fokusere på din egen familie og nyde den glæde der er ved det. Det kan være et skridt på vejen til at se din opvækst og forældres alkoholmisbrug i øjnene.
Jeg tænker som nævnt at du har en stor bevidsthed omkring hvor mange dårligdomme et alkoholmisbrug skaber. Selvom frygten for at ende som dine forældre er der, er din bevidsthed omkring det så stor, at jeg ikke tænker denne frygt skal have lov til at fylde for dig. Ud fra dit brev opfatter jeg dig som en kvinde med de rette værdier, som på denne baggrund allerede har langt bedre vilkår for at give dine kommende børn en tryg opvækst end du selv har haft.
Venlig hilsen
Malene, TUBA