Hej brevkasse.
Jeg skriver til jer, fordi jeg døjer med at finde ud af hvad jeg nogen gange føler,forstå hvorfor jeg føler som jeg gør og endda hvordan jeg skal tackle dem. Jeg har en dejlig kæreste som jeg har været samme med i snart 2 år. Da jeg mødte ham var jeg lige startet i gruppeterapi hos jer, og i hjalp mig med at åbne mig op og tage ham ind. Tusind tak for hjælpen!!.
Kort sagt så er jeg vokset op med en far som drak, og som desværre døde da jeg var 18 år gammel og en mor som er prositueret, men med et alm arbejde ved siden og et alm liv. Det har været et opvækst med mange skuffelser, falske forhåbninger, svingende følelser og mistilld
Nu har jeg min kæreste, som behandler mig som en en prinsesse, som vil mig det bedste og KUN er god ved mig. Det har jeg aldrig prøvet før!! jeg havde svært ved det i starten og er kommet efter det, men til tider døjer jeg stadig med det. Det er som om at den første udfordring var at åbne mig op og tage ham ind, nu er min udfordring pludselig at skulle være i forholdet, give fra mig, og skulle offer mig selv og mødes på midten. Det har jeg svært ved !! Jeg har jo altid været bare mig og klaret mig selv og har måttet være egoistisk mange gange. Det er derforjeg har klaret mig som jeg har, med at få mig en uddannelse osv. Det er måske et underlig dilemma, men min kæreste har for nyligt luftet sine tanker omkring vores sexliv, og syntes at det mangler noget afveksling i form af, legetøj, udklædning og overraskelser osv. Det skal siges at vi dyrker sex i gennemsnit 1 til 2 gange om ugen, så går ikke ud fra det er så skidt. Vi har snakket om det en del gange og jeg tændes ved tanken og bliver opstemt når vi har snakket om det. MEN det er så her den stopper for mig, der sker ikke rigtig noget, jeg tager aldrig rigtig initiativ til det, og det omhandler ikke kun vores sexliv, men også andre ting, som f.ek. at det er mig der gør noget for ham og ikke ovendt, iform af overraskelser, planer osv. Jeg tænker ikke over de ting. Det falder mig bare ikke naturligt.Hvorfor?
jeg føler mig som en dårlig kæreste fordi jeg jo mener han fortjener alt godt i denne verden, og han da skal tilfredsstilles på alle områder. Jeg føler bare ikke jeg kan give ham det, JO hvis jeg forcerer de ting frem i mig!. Alt dette resultere i at jeg begynder at tvivle på, om det er fordi jeg ikke føler nok for ham til at ville tage alt det initiativ og tænker vel det er normalt, at hvis man er vild med en person, så tager man bare automatisk initiativ til ting? eller er det mig, der bare ikke er god til den slags?. Jeg forstår ikke hvorfor jeg har så svært ved at springe ud i det, være i forholdet og gøre de ting der ligesom høre med i et forhold.
Håber det giver mening, og at det er til at svare på.
MVH en fortvivlet og frustreret pige
Svar:
Hej kvinde 24, ”en fortvivlet og frustreret pige”
Tak for dit brev. Det er dejligt at høre, at du har oplevet af få hjælp i en gruppe i TUBA.
Efter en opvækst med ”mange skuffelser, falske forhåbninger, svingende følelser og mistillid”, har du, som jeg forstår dig, lært at åbne dig og lade et andet menneske komme nær dig. Du har fundet en kæreste, som er sød ved dig, og som du holder af. Det gør mig glad at høre.
Samtidig døjer du med nogle bekymringer omkring, hvad det kræver af dig at ”være i forholdet”. Du og din kæreste har talt om, at han savner ”noget afveksling” i jeres sexliv, og som jeg forstår, har du lyst til at gøre ham godt, ligesom du også selv kan tænde på fantasierne. Men når det kommer til at føre dem ud i livet, tager du ikke initiativet – det føles ikke naturligt for dig. Og det bekymrer dig.
På den baggrund stiller du, som jeg læser dit brev, to spørgsmål:
- Om man ”normalt” ikke automatisk tager initiativ til sådanne ting, hvis man er vild med en person?
- Og hvis det er det ”normale”, hvorfor du så har så svært ved at springe ud i det?
Hvad er normalt?
Jeg gætter på, at spørgsmål om det ”normale” også dukkede op, da du gik i gruppen i TUBA? Det kommer i hvert fald tit op blandt unge, som er vokset op med misbrugende forældre. Sådanne unge har ofte ikke haft særlig meget ”normalitet” i deres liv, og på den måde er det en helt reel tvivl. De mangler noget ”normalt” at sammenligne sig med og spejle sig i.
Desuden har unge, der har måttet klare sig selv meget af tiden, og som måske også har båret meget ansvar tidligt i livet, ofte ikke haft tilstrækkelig støtte og tid til at øve sig i at træne deres egen evne til at mærke, hvad der føles rigtigt og forkert FOR DEM SELV. Det er lige som at vrikke med ørerne – det er ikke noget, man bare kan, men noget, man er nødt til at øve sig i igen og igen.
Og når man ikke er så god til det med at mærke, hvad der er rigtigt for en, kan man blive både usikker og bekymret. For hvordan skal man så vide, om man skal gå til højre til eller venstre, eller om det ene er rigtigt, eller den andet forkert? Så er det nogle gange nemmere at forsøge at tænke sig til, hvad der er ”normalt”, eller regne ud, hvad man bør gøre. Unge, der er vokset op i familier med misbrug, er tit vældig gode til at tænke og ”regne den ud”.
Hvad er rigtigt?
Problemet er, at hvis man forsøger at tænke sig frem til det ”normale” på den måde, bliver man ofte ved med at være usikker. Hvis man endelig kommer frem til det ”rigtige” og handler på det, føles det alligevel ikke helt rigtigt, fordi man ikke har sig selv med.
Det er godt at kunne bruge sit hoved. Det er også fint at spejle sig i sine forældre og senere i sine venner og verden omkring en for se, hvordan man kan leve. Men når det kommer til stykket, er det eneste, man bliver rigtig tilfreds og glad af, jo det, der er rigtigt for en selv. – Og det kan man ikke tænke sig til eller finde ud af ved at sammenligne sig med andre. Det kan man kun mærke. Det er derfor, vi har vores følelser og sanser: De hjælper os med at finde vej i verden og i livet. Vores vej.
Når man kommer væk fra sine følelser og sin sans for, hvad der er rigtigt for forkert for en selv, vokser tvivlen. Hovedet kan vende og dreje ting i en uendelighed. Hvis vi er under pres, lukker vi af for vores følelser – det sker helt automatik. Noget af det, du skriver, får mig til at tænke, at du måske er kommet til at lukke lidt af for, hvad du selv føler, og nu forsøger at finde svarene med dit gode hoved? Kan du genkende dig selv i det?
Det er, som om dine spørgsmål bare kommer væltende: Hvad bør du føle og gøre? Er du er for ”egoistisk”? Er det forkert af dig ikke at tage initiativ? Gør du nok for ham? Tilfredsstiller du ham, som du burde? Bør du forcere visse sider frem i dig? Føler du mon i det hele taget nok for ham? Er det dig, der bare ikke er god til den slags? Hvorfor har du svært ved at springe ud i det? – Det er alle disse dine tanker sammen med din ”fortvivlelse” og ”frustration”, der siger mig, at du er under pres – måske lidt fra din kæreste, men nok mest fra dig selv.
Du er ok!
Hvis du vil høre min mening, har jeg det sådan, at der ikke er noget som helst i vejen med hverken dig eller den måde, du har det på. Det er helt ok og forståeligt. Du er ok, og det er dine følelser og tanker også.
Prøv at give dig selv en pause fra alle dine tanker og bekymringer – og prøv i stedet at vende dit blik mod dig selv igen. Svaret på, hvad du har lyst til, og hvad der er rigtigt for dig lige nu, findes i din krop, i dig selv.
Et kærlighedsforhold handler efter min mening ikke om at ”give fra mig og skulle ofre mig selv og mødes på midten.” Jeg synes ikke, du skal ofre dig selv. Jeg synes, et kærlighedsforhold handler om at elske hinanden som dem, man er. ”Jeg er mig, du er dig, og vi er sammen.” Forskelligheden er noget af det smukkeste ved et forhold. Det er også noget af det sværeste. Sådan er det bare. Men kærligheden ønsker jo netop, at den anden skal være lykkelig – og det eneste, der kan gøre os lykkelige, er at være dem, vi er, og føle os elskede for DET – ikke for noget, vi ikke er.
Jeg synes, du har lov til at være den, du er, føle det, du føler, og have lyst til det, du har lyst til. Jeg tror, du vil få det skidt, hvis du begynder at forcere dig selv til at være et eller andet, som du tror, du bør være for at være en god kæreste.
Giv plads – giv tid
Prøv at give dig selv lidt plads og lidt tid, uden at du forlanger af dig selv, at du burde være anderledes. Og bed eventuelt din kæreste om hans tålmodighed og om ikke at presse på. Når man er under pres, begynder man at tænke – og holder op med at mærke.
Måske opdager du, at du faktisk bare er sådan – at det med udklædning og legetøj bare ikke er dig – andet end i fantasier. Hvis det er det, du finder ud af, er I nødt til at finde andre veje, som giver jeg begge glæde. Du kan ikke være noget, du ikke er. Jeg gætter på, at du allerede i rigelig grad har spillet roller i dit liv – for andres skyld. Børn af misbrugere kommer tit til at hænge på bestemte roller i familien. Det ville være synd, hvis du skulle fortsætte med det i dit voksenliv.
Eller måske finder du ud af, at du faktisk længes efter at give dig selv mere fri og lov til at være kreativ og eksperimenterende seksuelt og ”tage initiativ” – at du holder dig selv tilbage, eller at noget i dig hæmmer dig, så du ikke lever og er dig selv helt. Hvis det er sådan, det er (og det er kun dig, der kan finde ud af det), står du måske foran en proces, hvor du vil øve dig i at give mere slip. Sådan noget tager tid og kræver stor forsigtighed og respekt for ens grænser og blufærdighed – både af dig og af din kæreste. Sådan en forandring skal ikke forceres. Små skridt – så man hele tiden får sig selv med. Ellers kan det gøre det hele værre.
Jeg håber, du kan bruge noget af det, jeg har skrevet, til at komme videre i den retning, som er den rigtige for dig.
De bedste ønsker og hilsner
Jeppe