Hej TUBA.
spørgsmålet lyder sådan her, jeg er nået til et punkt, hvor at jeg tror, at jeg vil have godt af at besøge en psykolog nærmere bestemt TUBA’s. Jeg er selv studerende så jeg har ikke penge til at besøge en, for hvis jeg havde så vil jeg nok gøre det, da jeg ikke ved om mine problemer bunder i min fars alkoholiske problemer, eller om det ikke bare er basale usikkerheder som almindelige unge har.
Lidt baggrundshistorie.
Min far har været alkoholiker lige så lang tid jeg kan huske, og mine forældre blev også skilt da jeg var lille, så jeg har ikke rigtig nogen minder om dem sammen. Efter skilsmissen blev der lavet en aftale, om at han fik os på besøg hver tredje weekend, og ellers så havde vores mor os resten af tiden. Når min mor indimellem blev træt af at han også drak når vi var hos ham, så forbød hun ham at se os (min lillesøster min storebror og mig) i en rum tid, som ofte var et halvt til et helt år af gangen, hvorefter den orginale aftale blev genoptaget. Eftersom at han drak når vi var hos ham i weekenderne, og nogle af dagene når vi har været på ferie med ham og hans kæreste i syden, har det resulteret i at jeg måske har haft under 20 dage med ham, hvor at han har været ædru, i hele mit liv. Dette on and off forhold til min far sluttede da jeg tog på efterskole, og efter det så mig og mine søskende ham højst 2-3 gange om året. Når min far han ikke var fuld, så var han meget sjov og egentlig en meget kærlig far, men hen ad dagen når han blev fuld, så kom der altid en meget ubehagelig og trykket stemning, og han blev altid meget nærtagende og sur, hvis man gjorde noget forkert.
Mit liv nu.
Jeg har altid været en meget social, udadvent og ugenert dreng med tætte venner gennem årene, jeg snakkede med alle jeg kunne komme til, og tit var buschauføren min nye bedste ven de næste 20 minutter, indtil jeg skulle af bussen. Jeg er aldrig blevet mobbet, og min mor har altid været der for både mig og mine søskende, så kærlighed har der heller aldrig været mangel på. Alt gik sådan set okay, indtil jeg skulle i gymnasiet da jeg var 17 år og skulle ind i en ny klasse, for jeg havde meget svært ved at danne nye venskaber, dette skete først i starten af 3.g, og derfor var de 2 første år svære for mig. Det er så at sige gået ned af bakke siden jeg var sytten, jeg er blevet meget genert, indadvent og usocial altså det totalt modsatte af hvad jeg engang var. Det er ikke fordi at jeg ikke har venner, men jeg kan mærker at min vennekreds er blevet mindre i takt med årene sammen med mine personlige vanskeligheder. Det er som regel altid dem der skal kontakte mig, og se om vi kan “hænge ud”, for det er den eneste måde jeg kan være sikker på, at de virkelig gider at være sammen med mig, for hvis det er mig der tager initiativ, så tænker jeg altid om de overhovedet gider, eller om det bare er fordi at de nu er “tvunget” til det, som selvfølgelig er noget vrøvl. Jeg tror heller ikke, at der er nogen af mine venner der har den mindste ide om mine problemer, da jeg er ret god til at opretholde en facade. Nogle af mine venner er rimelig pæne, jeg tror endda at nogle ville sige lækre, og derfor scorer de tit når de er i byen, hvorimod mig der kun har været sammen med 1 pige i mit liv, det er ikke fordi at vi skal udveksle scorertricks, men jeg er bare utrolig dårlig til det med piger, da mit selværd og selvtillid er ret langt nede, dette er nok også en af grundene til at jeg aldrig har haft en kæreste, som jeg ellers enormt godt kunne tænke mig. Jeg er også utrolig konfliktsky, hvilket har udmundet sig i, at jeg ikke tager telefonen når min far ringer, og udover det så holder jeg mig generalt også væk fra hemmelige numre, og hvis det er et nummer jeg ikke kender i forvejen, så tager jeg den ikke, for så bagefter at tjekke det på krak, for at se om det var ham der ringede, og hvis ikke det er ham, så ringer jeg tilbage.
Det blev godt nok lidt længere end jeg havde regnet med, men jeg kunne ikke rigtig holde op, da jeg først var gået i gang.
Men tilbage til spørgsmålet, for på mange måder synes jeg ikke rigtig at jeg kan retfærdiggøre det, at tage en andens plads, fra nogen som sikkert har langt værre problemer end jeg har, og det er sådan set det der er mit store dilemma.
jeg håber at i kan hjælpe mig, eller give mig nogle redskaber, om det er henvisninger til bøger, terapi, eller meditation ja så er jeg egentlig ligeglad, jeg er parat på det hele, for jeg vil bare gerne tilbage til mit 10 årig jeg i en 22 årig krop 🙂
Svar:
Kære du
Jeg er glad for at du har skrevet herind og delt lidt af din historie med os. Jeg kan sagtens genkende dele af din historie fra andre unge der går i TUBA, jeg kan derfor også svare helt klart og tydelig; du er meget velkommen i TUBA.
På baggrund af det du fortæller, tror jeg det vil kunne give dig noget brugbart at gå i terapi i TUBA. Her vil du kunne arbejde med at blive mere udadvendt, åben og social og med at øge dit selvværd og din selvtillid igen, så du kan få det sådan som du gerne vil have det.
Du starter i TUBA ved at skrive en mail til den afdeling der er tættest på dig. I mailen kan du skrive lidt om dig selv, måske det du har skrevet her til brevkassen, og samtidig skrive at du gerne vil i terapi i TUBA. Måske er der lidt ventetid. I den tid kan du læse de to bøger vi har her i TUBA. Den ene er skrevet af Alex Kastrup Nielsen, den anden af Thomas McKrill. Du kan finde dem i webshoppen her på siden og de kan også lånes på biblioteket.
Til sidst vil jeg bare sige, at du har lov til at få en plads her i TUBA og du har fortjent at få den hjælp der skal til for, at du igen kan blive ham du gerne vil være og leve det liv du gerne vil.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA