Hej Tuba. Jeg er vokset op med en mor der er alkoholiker, sammen med min 2 år ældre storesøster. Først flyttede min søster hjemmefra, så flyttede jeg endelig hjemmefra da jeg var 20 år. Nu er jeg 24 år, bor i Odense, læser en bachelor på SDU. Dog har jeg mange psykiske problemer der har med min opvækst med alkohol at gøre, og jeg er kommet bagud med mit studie, har ikke så stor livsgejst og har problemer med min kæreste. Jeg går både i Tuba og til psykolog, og syntes at de to ting arbejder godt sammen, og hjælper mig på rette vej. Dog er det stadig hårdt. Jeg skal til at starte på medicin mod depression, og det er både godt og dårligt. Det er godt hvis det hjælper, men det er også skræmmende og jeg er bange for bivirkningerne. Jeg har mange bekymringer over at jeg er bagud i min uddannelse, og selvom jeg får det bedre psykisk, får jeg det ikke godt nok til at komme videre med min uddannelse. Jeg står stille, og bruger alle mine SU klip og kommer igen vegne. Det stresser mig. Jeg skændtes og slår min kæreste pga. jeg ikke kan styre mine følelser, som nok skyndtes mit omsorgssvigt i min barndom, hvor jeg er blevet udsat for voldsomme oplevelser, og ikke blevet afstemt. Selvom det går i den rigtige retning, har jeg allerede mistet én kæreste jeg havde i 3 år, fordi han slog op da jeg slog ham og var deprimeret. Nu er min nye kæreste (7 måneder har vi været sammen) tæt på at gå fra mig. Hvis jeg slår ham igen fordi jeg bliver overvældet af mine følelser, slår han op. Det gør mig ked af det at jeg både skal arbejde med mit studie og mit kæresteforhold. Desuden snakker jeg næsten ikke med mine forældre, og når jeg gør, svigter de mig ofte eller sårer mig. Det er hårdt at bo i en ”fremmede by” uden sine rødder. Jeg har ikke en fast base. Mine forældre bor et andet sted, og pga. deres alkoholmisbrug kan de ikke være optimale forældre og støtte mig, de svigter mig ofte. Og min kæreste bor i Frankrig og er langt væk, og vores forhold er meget svingende og fyldt med skænderier. Jeg er bagud med mit studie, og ved ikke hvornår jeg bliver færdig. Jeg føler mig som en fiasko, at jeg ikke kan finde ud af noget. Det er hårdt at der ikke er én ting i mit liv der fungerer og er stabilt. Jeg føler mig som en tikkende bombe. Jeg er bange for at jeg en dag knækker under, og skal sygemeldes fra studiet eller at jeg en dag bare går psykisk ned pga. al presset. Jeg ved at det bliver bedre, og jeg fortsætter med at arbejde med mig selv. Men det er hårdt, og det er hårdt ikke at have noget stabilt og have nogle tætte relationer i sin hverdag.
Svar:
Kære dig
Tusind tak for dit meget ærlige brev. Du stiller ikke konkrete spørgsmål i dit brev, derfor vil jeg i stedet kommentere på nogle af de ting, du skriver om i dit brev.
Du skriver, at du er flyttet til Odense og er i gang med en uddannelse på SDU. Det er super sejt gået. Selvom det er svært at flytte væk fra din familie og dine nærmeste. Derfor tænker jeg, at det er vigtigt at få skabt nogle nye kontakter, ellers kan man nemt komme til at føle sig ensom i en stor by. Hvordan er din kontakt mon med de andre medstuderende på dit studie? Er der mon nogen fra dit studie, du har tillid til, og som du kan tale med? Du kan evt. også tale med en studievejleder, som måske har nogle studieråd eller hjælpe dig med en mentor. Du er kommet så langt nu, at det ville være synd, at din fortid skal forhindre dig i at færdiggøre din uddannelse.
Du skriver, at du er væk fra din base; måske kunne du prøve at se på din lejlighed/værelse som din nye base og på den måde finde en ny form for tryghed der? At gøre det til et rart sted for dig at være, nu hvor du har det skidt, og nu hvor du er langt væk fra dine nærmeste. Måske føler dig lidt ensom? Jeg ved godt det ikke er nemt, når man går rundt og har det så svært, som du har det lige nu. Men overvej alligevel at give det en chance, også medicinen. Hvis du giver det en chance og forsøger at parkere dine bekymringer om fremtiden, så er jeg sikker på, du nok skal klare dig godt.
Det lyder som om, at du har indset, at dine forældre, så længe de har et alkoholmisbrug, aldrig kan være der for dig, som forældre burde være. Dette er et stort skridt på vejen. Der er mange ting på spil, og ingen ved hvad det hele ender med, heller ikke dig. Derfor er der ikke så meget du kan gøre, andet end at forsøge at tage en dag ad gangen. Det er selvfølgelige nemmere sagt, end gjort, men vi kan desværre ikke bruge vores bekymringer om fremtiden til noget som helst. Det eneste de hindrer os i er at være til stede og få det bedste ud af nuet.
Til trods for de mange konsekvenser, din opvækst har haft, så har du formået at komme i gang med en uddannelse, og du går i terapi og arbejder med dig selv. Som du sikkert allerede har fundet ud af, så tager det tid at komme ud på den anden siden. Men du har håbet, og du ved det nok skal lykkes. Derfor må du have tålmodighed og tro på, at de mennesker, der prøver at hjælpe dig, vil dig det bedste. Jeg forstår godt, det kan virke skræmmende, at du skal på medicin. Men der er mange mennesker, der bliver hjulpet af samtaleterapi kombineret med medicin. Så hvis du giver det en chance, så kan du jo vurdere, om det har nogen gavnlig effekt på dig.
Hvis du skrev ind til mig, at din kæreste slog dig, så ville jeg råde dig til at forlade din kæreste. Livet har op- og nedture, og skænderier med kæresten er en del af det. Men vold i et forhold kan ikke forsvares, heller ikke hvis det skyldes en hård opvækst. Derfor vil mit råd til dig være, at hvis din kæreste betyder meget for dig, og du ønsker, at han fortsat skal være en del af dit liv, så må du få hjælp til at gøre noget ved dine voldelige adfærd. Det lyder som om, vreden fylder en del for dig. Desværre får denne vrede folk til at tage afstand og trække sig længere væk fra en. Selvom det i højere grad er kærlighed og omsorg, man allermest
har brug for, når man befinder sig nede i et sort hul, hvor alt føles meningsløst. Har du det mon på samme måde?
Ja, det er svært, men det kan lade sig gøre, hvis du får hjælp til at håndtere den stærke vrede, du har inde i dig. Vreden er med til at afskærme dig og holde folk på afstand. Så hvis du ønsker, at andre skal vise dig omsorg og være tæt på dig, så må du åbne op og vise din sårbarhed. Også selvom det er med risiko for, at du bliver såret. Vreden er en naturlig følelse, og det handler ikke om at fjerne den, men at blive bevidst om den, kontrollere den og bruge den konstruktiv. Hvis du ønsker hjælp til at håndtere din vrede kan du kontakte: dialogmodvold.dk mobilnr: 35397242.
Jeg har med dette brev forsøgt at kommentere og rådgive dig, så godt jeg kan. Måske kan du bruge noget af det, måske ikke. Uanset hvad, så ønsker jeg dig i al mulig held og lykke med dit liv. Du er altid velkommen til at skrive igen.
Bedste hilsner
Isabella