Hej TUBA
Jeg er vokset op med en far, der er alkoholiker. Mine forældre blev skilt, da jeg var 7 år, og jeg har boet hos min mor det meste af tiden. Min far har boet i udlandet de seneste 10-15 år, hvorfor kontakten har været sporadisk. Har set ham i ferie og talt i telefon med ham en gang om måneden ca.
Jeg har ikke meget kontakt til ham i dag og min opvækst har efterladt mig med en følelse af ikke at være god nok, aldrig slå til og “hvis bare jeg er perfekt”, så skal det nok gå. Dette indebærer en angst for at blive forladt i nære relationer og en angst for at blive afsløret i ikke at være perfekt. Det giver nogle intense udfordringer i mit parforhold. Jeg har svært ved at rumme, at min kæreste har sin egen seksualitet og som andre fyre ser porno, fordi det giver mig en følelse af:
1. ikke at være god nok
2. at han leder efter noget bedre
3. et kæmpe tab af ikke at kunne opfylde hans behov 100%
Derfor opstår der oftest problemer, når min kæreste har været alene hjemme.
Jeg vil derfor høre, om I kan komme med nogle konkrete bud på, hvorledes jeg kan håndtere alle disse følelser? Jeg vil lige nævne, at jeg går hos en psykolog og har stor gavn af dette. Men det er helt tydeligt for mig, at ovenstående følelser bunder i de problemer med min opvækst og min far.
På forhånd tak for jeres hjælp.
Svar:
Hej 26-årige
Tak for dit spørgsmål. Det gør mig ondt at høre at du oplever at de mønstre du har med fra din opvækst giver problemer i dit parforhold. Følelsen af at ikke at være god nok er tung at bære og den kan være svær at slippe af med. Men man kan slippe af med den!
Dit spørgsmål giver anledning til rigtig mange tanker hos mig, både ud fra det konkrete du spørger om og ud fra de erfaringer jeg har med andre unge, jeg har talt med i TUBA.
Du spørger mig hvordan du kan håndtere følelserne af ikke at være god nok og følelsen af ikke at kunne opfylde din kærestes behov. Som jeg læser dig, tænker du at det er nogle følelser du skal håndtere inde i dig selv – sådan billedeligt talt – hvis du kunne ‘skrue på en knap’ indeni dig selv og få følelserne til at gå væk og bare være glad og tilfreds, ville det være rigtig rart. Det kunne lyde som om at du tænker at de problemer, der er i jeres forhold i virkeligheden stammer fra at du har problemer efter en opvækst i en familie med alkoholproblemer – og dermed at mange af problemerne i forholdet på en eller anden måde er ‘din skyld’? Kan man sige det? Det får jeg i al fald lyst til at udfordre, for det møder jeg ret ofte.
Lad mig uddybe: Hvis man har ‘det-hele-er-min-skyld-brillerne’ på, kan man nemt komme til at overse, hvis den anden i forholdet gør ting, der ikke er ok. Man kan komme til at suge skyld til sig. Det har man en fordel af, nemlig at man undgår konflikter, for på en måde har den anden altid ret. Det betyder til gengæld også at det ofte er den med skyldbrillerne på, der betaler prisen i forholdet. Man undgår også at forholde sig til spørgsmål som:
– Hvad er godt for mig?
– Hvad er ikke godt?
– Hvad kan jeg acceptere?
– Hvad vil jeg ikke acceptere ?
– Hvad vil jeg kræve af min kæreste?
Med andre ord kan man blive så opslugt af tanken om at være forkert eller besværlig, at man helt glemmer om det den anden gør, er ok for en.
Mit bedste gæt er, at de fleste kvinder har det som du, hvis deres kæreste ser porno: De bryder sig ikke om det og det gør dem kede af det. Jeg tror at mange andre kvinder – uanset hvad de har oplevet i deres opvækst – har det som du. Jeg ville have det ligesådan. Det er i al fald ok at have det sådan, uanset om vi to så var de eneste kvinder i verden, der havde det sådan!
Så når du spørger mig, hvordan du kan håndtere dine følelser, vil mit råd være:
– Sig til din kæreste at det ikke er ok for dig at han ser porno!
– Fortæl ham, at det får dig til at føle dig utilstrækkelig og gør dig ked af det!
– Fortæl ham at det giver dig tvivl om jeres forhold, om du er god nok for ham.
Med andre ord: Jeg synes det er følelser du skal handle på! Det vil måske gøre ham vred og sur og ked af det. Men det at tage det op kan netop være at begynde at bryde nogle af de mønstre, der måske har været i din familie: I mange familier med alkoholproblemer taler man nemlig slet ikke om problemer og er rigtig bange for at sige hvordan man har det. Måske det er et mønster du har andre steder, på sit studie, dit arbejde eller overfor veninder, at du altid synes du er forkert på den og giver dem ret?
Det er klart at der kan komme en konflikt ud af det, hvis din kæreste insisterer meget på at se porno. Det kan også være at der kommer det ud af det, at du ved at dele dine følelser kan få din kærestes bekræftelse af, at du er god nok og at han ikke ønsker at såre dig. Det kan jeg jo ikke love. Men det vil jeg ønske for dig.
Det kan også være du allerede har sagt det, og at han synes det er noget pjat. Det kan jeg ikke vide. Hvis det er tilfældet, synes jeg du skal blive ved at sige det og vise ham, hvor meget det sårer dig. Jeg tror ikke du kan få det til at gå væk. Du har lov at være der, sætte en grænse insistere på både at blive behandlet godt af ham og behandle dig selv og dine følelser godt (tage dig selv alvorligt). Det synes jeg du har fortjent!
Hvis du har lyst, kan du måske tage mit svar med til din psykolog og lade ham/hende støtte dig i at træde mere frem med hvordan du har det overfor din kæreste og støtte dig i processen. Det er mine bedste råd til hvordan du kan håndtere dine følelser.
Det er mine tanker, jeg håber du kan bruge dem.
De bedste hilsener og et stort skulderklap til din proces!
Christina D, TUBA