Hej
Jeg sidder i et kæmpe dilemma, synes jeg selv.
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Min far har drukket lige siden jeg kan huske, og jeg har derfor valgt ikke at have så meget kontakt til ham. Jeg startede på efterskole her i august, og det er jeg rigtig glad for. Jeg er bare i den situation at jeg virkelig hader at skulle hjem, og være hjemme i længere tid af gangen.
Min mor er for nylig blevet sygemeldt, men faktisk også fyret fra sin arbejdsplads. Hun havde det rigtig skidt der, og blev faktisk mobbet ud. Hun har haft det rigtig skidt i perioder, så længe jeg kan huske. Min storebror (som har en anden far end mig) valgte på en måde at flygte fra det hele, da han flyttede til København for et par år siden. Han har også for nylig været indlagt på psykiatrisk afdeling efter at have haft et flere års on/off hash misbrug. Det har været hårdt for mig ikke at kunne hjælpe.
Jeg har også selv været ude i nogen dumme ting, f.eks. at skære i mig selv til jeg skulle syes (et par år siden) og jeg har haft forhold til drenge som var betydeligt ældre end mig selv (4-5 år) og jeg har også været på en del druk for at glemme verden lidt.
Sidste gang min mor havde et kæmpe nederlag, ramte det lige ind i at jeg havde forlænget weekend fra skolen. Hun sad sådan set bare herhjemme og havde selv destruktive tanker, tog piller som nærmest lammede hende fuldstændig. Da hun ikke havde flere af de piller, begyndte hun at drikke. Jeg brød mig slet ikke om det, da jeg altid har haft en frygt for at have 2 forældre der er misbrugere.
Men i hvert fald, jeg har passet mig selv så længe jeg mindes. Jeg er blevet god til at være voksen. Jeg føler mig på lige fod med min mor. Jeg er f.eks. bedre til at læse og skrive end hun nogensinde bliver, jeg har en meget mere fornuftig livsstil end hun nogensinde får osv.
Det har virkelig gjort sådan at jeg (desværre) mistede respekten lidt for min mor. Blev lidt sur over at hun ikke har haft noget bedre at byde mig og min bror. Selvom jeg ved hun har gjort hvad hun kan.
Jeg har snakket meget med min kontaktlærer på skolen, om det kæmpe kaos mit hjem er. Om at jeg faktisk ikke har nogen familie. Jeg har ikke flere bedsteforældre, og den lille familie jeg har, har travlt med andre ting. Jeg ser min onkel nogen gange, men han har også altid haft det rigtig skidt i perioder.
Min kusine på min fars side ser jeg en sjælden gang ind imellem.
Ellers bor min familie langt væk, og har sikkert glemt alt om os.
Min kontaktlærer foreslog på et tidspunkt en aflastningsfamilie, hvor jeg kunne komme og være i en weekend ad gangen. Jeg blev simpelthen så glad da jeg hørte at det kunne være en mulighed. Aldrig har jeg følt mig så lettet før. Det kunne være den største drøm for mig at kunne have et sted at være engang imellem, hvor der var mere ro og orden. Sidder næsten med tårer i øjnene. Det kunne jeg bare så godt tænke mig! Måske den onkel og tante jeg aldrig fik, måske nogen jeg kunne holde kontakten med senere i livet. Problemet er bare, at min kontaktlærer sagde at hun ville hjælpe mig med at finde ud af om det var en mulighed, og hun har snakket med min mor. Min mor sagde bare at hun var ved at få det bedre, så hun sagde at det ikke behøvede at være en nødvendighed, men at jeg godt måtte hvis jeg absolut ville.
Min kontaktlærer har ikke rigtig gjort mere ved det, hvilket jeg godt kunne have ønsket mig.
Jeg er bare ikke sikker på at der sker mere, medmindre at jeg måske gør noget selv.
Jeg ved bare ikke hvad?
Håber det hav lidt mening.
Hilsen mig
Svar:
Kære du
Jeg vil gerne starte med at sige undskyld for, at du har måttet vente så længe på svar. Vi har holdt juleferie og har fået en del spørgsmål hen over jul og nytår. Jeg gætter på at du har været hjemme fra efterskolen mellem jul og nytår, jeg håber det er gået okay.
Jeg kan sagtens forstå dit dilemma og jeg kan godt forstå hvis du ikke føler at du er på lige fod med din mor. Det lyder til at du har nogle ressourcer og nogle evner som hun ikke har. Det må være hårdt, at du ikke føler din mor har haft så meget at give dig og jeg har stor respekt for, at du alligevel er blevet den stærke og begavede unge pige du er.
Jeg kan forstå på dig, at du godt kunne tænke dig en aflastningsfamilie og at du har talt med din kontaktlærer om det. Din lærer har også talt med din mor, som siger at det er okay, hvis du virkelig gerne vil. Og det vil du kan jeg læse. Desværre er der ikke rigtig sket noget, jeg tænker derfor på, om det kunne være en ide for dig at tale med din kontaktlærer igen, og fortælle hende at du gerne vil undersøge muligheden for en aflastningsfamile nærmere? Ville det være en mulighed?
Du skriver at du måske er nød til selv at gøre noget, men ikke helt ved hvad. Alle mennesker under 18 år har en sagsbehandler hos kommunen. Du kan finde ud af, hvem din sagsbehandler er ved at kontakte den kommune din mor bor i. Måske bor du selv i en anden kommune nu, mens du er på efterskole. Det er din sagsbehandler der kan fortælle dig om dine muligheder for, at få en aflastningsfamilie. For at vurdere det, er det vigtigt at du fortæller så ærligt som muligt, hvordan du har det derhjemme. Det kan være lidt svært at tage kontakt til kommunen og deltage i møder med dem alene. Hos Børns Vilkår kan du få hjælp til, at kontakte kommunen og du kan få en frivillig socialrådgiver med til et evt. møde med kommunen. Det kan være en stor hjælp at have n voksen med som kender kommunen og som kan hjælpe dig med at undersøge mulighederne. Du kan læse mere om den hjælp du kan få i Børns Vilkår via linket her, hjælpen hedder ‘bisidderkorpset’ http://www.bornsvilkar.dk/Raadgivning/Bisidderkorpset.aspx#.VKz7pnsdTeE.
Og her kan du læse om, hvordan du får en bisidder http://www.bornsvilkar.dk/BorneTelefonen/raadgivning/Bisidder/Saadan%20f…
Det er tydeligt at mærke, at du længes efter et sted at være, med voksne der er ro på. Hvor du kan føle dig tryg og føle dig som en del af en familie. Jeg kan ikke love dig, at du kan få en aflastningsfamilie eller at den er lige som du drømmer om. Men jeg tænker at der er en chance her, som er værd at tage – måske kan din drøm blive til virkelighed og det synes jeg du fortjener at undersøge. Derfor håber jeg du har mod på, at tage det næste skridt og enten tale med din kontaktlærer eller kontakte Børns Vilkår, eller måske gøre begge dele.
De bedste hilsner
Camilla, TUBA