Hej,
Jeg har været utrolig ambivalent med hensyn til, at kontakte jer. Min far har været alkoholiker igenmme hele min barndom og størstedelen af mine teengageår. Jeg har aldrig set min far som den “typiske” alkoholiker. Han har altid været meget praktisk og huslig. Han sørgede for, at jeg passede min skole og ikke mindst, at jeg havde en sport hvor jeg kunne komme af med noget energi. Jeg benægtede altså i lang tid, at jeg har været i et hjem med misbrug. Alligevel, har jeg været et meget usikkert, følsomt, overopmærsomt barn. Jeg husker at sørge for dække over for min fars alkohol-problem for venner og offentligheden, uden rigtig selv at se det som et problem, for, for mig var det naturligt at jeg hjælp med at hente mine søskende, passe dem, og have en far der havde et skifteligt humør og til tider, voldsomt temperament – alle kunne jo have en dårlig dag. Hvorfor jeg også følte at det var naturligt at glatte ud når mine forældre havde haft et af deres hyppige skænderier. Det jeg husker tydeligst er egentlig en konstant knude i maven og en evig uro. Den følger mig tildels stadig. Jeg har genmmem mit “voksenliv”, været igennem – eller “berørt” forskellige diagnoser; angst og spiseforstyrrelse af forskellige typer. Jeg kæmper endnu med en mindre spisefortyrrelse, hvilken jeg går til psykolog for. Desværre er jeg utrolig optaget af fortiden og graver meget i små glimt af minder, der pludselig dukker frem. Jeg har i nu, omkring 7 år kæmpet med spiseforstyrrelser, og jeg er snart opgivende. Jeg ved det er en utrolig lang process, med meget små og nogen gange “usynlige” fremskridt, men jeg kan ikke lade vær’ med at tvivle på, om jeg vil det nok, gør nok? Om det er derfor jeg ikke “rykker”, på det punkt der er allervigtigst for mig – spisningen. Får jeg tilstrækkelig hjælp? min psykolog arbejder udfra nutiden “problemer og at se fremad. Jeg er ergo i tvivl om, hvorvidt jeg “burde” berbejde min “fortid” mere konkret? hvad er jeres erfaringer? Jeg har stor tildens til at begatalisere ting, sitationer, oplevelser, minder. Men der er ingen tvivl om at, min fars alkohol problem har påvirket mig i høj grad, og at jeg er blevet for tidlig voksen. Jeg kan nikke genkende til samtlige punkter, på “voksen barn af en alokholiker”. Men skal jeg lade fortiden ligge, se fremad våbne mig med tålmodighed, eller kan jeg gøre yderligere for at komme videre?
Svar:
Kære du
Skal du lade fortiden ligge og se fremad spørger du?
Udfra det du fortæller, så har jeg det indtryk, at fortiden banker på hos dig, minder dukker frem og mit bedste bud er, at hvis du ikke ser de minder i øjnene og får dem bearbejdet, så vil de blive ved med at spøge.
Når fortiden banker på, kan man ikke lade den ligge. Det er min erfaring.
Jeg tror man kan have brug for begge dele. Altså både at se bagud, se på det man kommer fra, erkende den opvækst man har haft. Det tænker jeg, at man har brug for, for at erkende sit udgangspunkt. Så man derfra kan se fremad, vide hvad man mangler at lære for at leve det liv man gerne vil og lære det. Min erfaring er, at begge dele kan være gavnlig. Når jeg læser dit brev, lyder det til at fortiden kalder på, at du tager et kig på den, så det tænker jeg kunne give dig noget.
I TUBA kan du få gratis terapi, hos terapeuter der har erfaring med, hvad det vil sige at vokse op med drikkende forældre. Jeg tænker at det kunne være en god mulighed fordig at prøve det af, og på egen krop mærke om det giver dig det du søger.
Du kan se en oversigt over alle vores afdelinger her http://tuba.dk/hj%C3%A6lp
Den nemmeste måde at komme i kontakt med os på, er ved at skrive en mail til den afdeling der liggern nærmest dig.
Jeg håber du har mod på at tage kontakt og prøve af, om det at kigge lidt på fortiden, kan give dig det du søger.
Bedste hilsner
Camilla, TUBA