Kvinde 33 år. Jeg har i mange år været præget af mit ophav. Min far har været alkoholiker hele min barndom og det meste af mit voksen liv. Han prøver nu at være ædru, da hans nye kone forlanger det af ham. Det fungere nogenlunde, uden at fungere helt. ( han falder af og til i.) Min far har været en hustyran uden lige. Alt har handlet om ham, og han har ladet min mor om os. Man vidste aldrig hvilket humør han var i. Han var ofte nedladende i hans adfærd og kort for hovedet, alt hvad han mente og sagde var altid det rigtige. Og vi andre skulle bare passe på med hvad vi sagde eller gjorde. Havde vi ikke samme holdning som ham, var helvede løs. Min bror og jeg er begge af den opfattelse, at vi hverken er blevet set eller hørt. Prøvede vi at få opmærksomhed fra ham, ofte negativ., Så fik vi en røvfuld og sendt på vores værelser eller også blev totalt ignoreret. Men det blev vi jo alligevel, så var tingene jo bare som de plejede at være. Jeg kan ikke mindes min far nogensinde har spurgt mig om jeg har haft en god dag i skolen. Hvad jeg har lavet. Eller i det hele taget har vidst nogen som helst interesse for mig. Min mor har føjede ham ALTID. Hun har næsten aldrig sat grænser for hans opførsel over for os, eller over for hende. Jeg øver mig pt i at sætte grænser for andres opførelse over for mig. For derved at undgå at blive vred. Altså mere vred end jeg er i forvejen. Jeg håber at jeg derved kan komme til at hvile mere i mig selv og komme af med lidt af denne vrede som jeg igennem årene har opbygget inden i. Men det er svært. Jeg oplever ofte at folk overfuser mig eller taler nedladende til mig, og jeg har så svært ved at sige fra i situationen. Jeg får det simpelhen så fysisk dårligt, når jeg bliver behandlet dårligt af andre mennesker. Jeg vil helst ikke være uvenner med folk. Og jeg har desværre altid antennerne ude. Det æder den smule selvværd jeg har tilbage. Jeg prøver altid at virke glad smilende og stærk (overskudsagtig) når jeg er ude. Jeg tror endelig det er sådan de fleste bekendte vil beskrive mig. Men føler jeg mig ikke tilpas i et selskab, så klapper jeg i og tæller minutterne til jeg skal hjem igen. Jeg tænker ikke at folk tror at jeg har det skidt, hvilket jeg ofte har. Jeg tænker altid meget over hvordan jeg siger ting til andre mennesker og hvordan jeg behandler dem.Jeg får bare ofte ikke det samme tilbage. Jeg har været plaget af vrede en stor del af mit liv og det æder mit ægteskab. Jeg er næsten aldrig vred på mine børn, eller ret mange andre for den sags skyld, men min mand oplever det næsten dagligt. Jeg har en tendens til at tolke meget af hvad han siger forkert, (siger han.) Men når det nu er sådan jeg opfatter det? hvad kan jeg så gøre? Jeg ved jeg at jeg ofte kan lyde bestemt, også vrisse af ham, uden at der endelig er noget i det. Men det sker kun overfor mine nærmeste, i det her tilfælde min mand. Jeg øver mig hele tiden, i at lade være, men det tager lang tid, og det kræver virkelig noget overskud fra min side af. Jeg har fået en svigerfamilie. Hvor dele af den ikke behandler mig særligt pænt. Især min svigerinde + hendes mand, til tider også min svigermor. Jeg oplever dem som nedladende og bedrevidende i deres udtalelser,, samtidig forventer de at vi andre lytter interesseret, når de taler. Når jeg endelig tager mig sammen og åbner munden, så bliver jeg enten ignoreret eller sat på plads eller udsat for deres bedrevidenhed. For det meste så bliver jeg bare ignoreret. Det er også fint nok så lader de mig være. Jeg har så svært ved at sætte en grænser overfor deres adfærd. Jeg bliver bare stille og ser måske også mindre glad ud det ved jeg ikke. Jeg har aldrig haft det sådan med mine 2 tidligere svigerfamilier, de har altid behandlet mig pænt og jeg har haft et godt ligeværdigt forhold til dem. Jeg bryder mig faktisk ikke særligt meget om min svigerinde og hendes mand. Efter min mening interessere de sig kun for sig selv, og de er villige til at gå langt samt ofre alle andre, for selv at fremstå som overlegne, og bedre. Jeg er sammen med dem ved forskellige lejligheder, såsom fødselsdage, jul og julefrokost osv. Men jeg gør det KUN for husfredens skyld! Det er ikke mennesker, jeg under nogen omstændigheder vil vælge at være sammen med frivilligt. Jeg har prøvet at tale med min mand om hvordan jeg har det. Men kan godt mærke det er et sprængfarligt emne, da han nærmest forguder sin familie, så jeg klapper ofte bare i igen.Jeg tror endelig ikke engang de ved hvordan jeg har det med dem, jeg er rigtig god til at sætte en facade op. Jeg ved godt hvor alt det her kommer fra, ja min barndom, Jeg ved også min far også har haft en rigtig svær barndom. Med en maniodepressiv far der også var en tyrran, grim i munden alkoholiker, voldelig osv. Min far endte med at finde ham død i deres kælderen, efter han havde sat en pistol i munden. Det har han aldrig fortalt mig det men har fået det af vide af min mor. Jeg er ret sikker på min far har samme diagnose,? Hans humør er også som vinden blæser. Jeg frygter jeg også har det, da jeg godt kan se lidt af min far i mig, har haft mange depressive episoder samt 1 fødselsdepression. Mit humør svinger til tider også rigtigt meget. Fra at være rigtig glad til at være meget depressiv. Håber jeg kan få nogle brugbare værktøjer. Mvh.
Svar:
Kære du
Du begynder dit brev med at fortælle om din far, der har været meget selvcentreret og på forskellige måder har behandlet dig og din bror rigtig dårligt. Det må have været hårdt, at et menneske, der burde passe på en og være der for en, har handlet lige modsat og altid sat sig selv først. Derfor kan jeg godt forstå, at dette sidder i dig og præger dit voksenliv. I forlængelse af disse erfaringer, skriver du, at du øver dig i at sætte grænser for andres opførelse over for dig. Du skriver også, at du gør det, fordi du ønsker at slippe af med noget af al den vrede, du oplever indeni. Det er rigtig hæmmende og ødelæggende for os at gå rundt med en masse ubearbejdet vrede, så derfor synes jeg, at det er rigtig godt, at du har besluttet dig for at gøre noget ved problemet. Som du også så rigtigt fremhæver, kan det dog være rigtig svært at sætte grænser og, som du også skriver, sige fra i situationen. Det er nok noget, der tager lang tid at blive god til og noget, som man virkelig skal øve sig i. Måske skal du give det lov til at tage tid og fokusere på de lidt mindre skridt – bliver det lidt bedre – og se det som en sejr.
Du skriver, at du ofte sætter en facade op og sjældent viser, hvordan du i virkeligheden har det, når du er ude blandt andre mennesker. Det må være hårdt hele tiden at skulle foregive at alt er godt, når det slet ikke stemmer overens med, hvordan man har det indeni. Måske du skal give dig selv lov til at vise, at du nogle gange er ked af det/har det dårligt? Det er jo helt naturligt, at vi har nogle dårlige dage indimellem, hvor vi ikke er fyldt med overskud. Og det skal vi have lov til. Hvorfor mon du har denne trang til at skjule det?
Du skriver, at det ofte går ud over din mand, når du er vred og at det giver anledning til mange skænderier mellem jer, hvilket tærer på ægteskabet. Måske opstår de mange skænderier, fordi du går og holder en masse vrede inde over for andre mennesker, som så kommer ud, når du er sammen med din mand, fordi I er tætte og du stoler på ham? Det er jo dejligt, at du ikke føler at du skal skjule, hvordan du har det over for ham, men måske det vil hjælpe jeres forhold, hvis du øver dig i at udtrykke din vrede over for andre end ham?
Jeg er ked af at høre, at du ikke føler, at din svigerfamilie behandler dig ordentligt. Jeg forstår også godt, at det kan være et sprængfarligt emne at diskutere med din mand. Det kan være rigtig svært at forholde sig til ”kritik” af mennesker, vi holder meget af. Men jeg vil rose dig for at fortælle ham, hvordan du har det. Uanset om han oplever det anderledes, så er det jo sådan du har det og det er der ikke noget forkert i. Måske du kan prøve at tage det op igen og give nogle eksempler på, hvornår du føler, at de ikke behandler dig ordentligt? Så bliver det måske mere konkret og også muligt for ham at se det fra din side. Det kan også være, at I kan tale om, at du ikke nødvendigvis skal med til alle familiearrangementer, hvis det er så hårdt for dig at være i?
Du afslutter dit brev med at give udtryk for, at du har en mistanke om, at du måske, ligesom din farfar og muligvis også din far, har diagnosen maniodepressiv. Jeg tror det vil være en god idé at gå til lægen og få afklaret, om du har denne diagnose? Da kan det jo være, at du kan få noget hjælp, der kan betyde, at du får det bedre. Derudover vil det også give dig noget afklaring og måske en forklaring på, hvorfor du har haft flere depressive perioder i dit liv.
Jeg håber, mine iagttagelser kan bidrage lidt til dine egene tanker, du er meget velkommen til at skrive ind til brevkassen igen.
Jeg ønsker dig alt det bedste!
De bedste hilsner Liv, TUBA