Min far er alkoholiker og har altid været det. Det startede som noget deltidsmisbrug, men efter han mistede sit job pga hans misbrug, blev det til fuldtidsbeskæftigelse. Jeg ved ikke om min far er enestående. Men han bebrejder mig meget, for alt det der ikke går som det skal. Han er sur på mig, vælger mig fra og det er min skyld han gør det.
Jeg er så sur på min far fordi han vælger alkholen, jeg savner ham før alkoholen blev fuldtid.
Hvor lang tid vil der gå før jeg stopper med at savne ham? Før jeg stopper med at være sur på ham?
Hvordan får jeg det til at stoppe?
Svar:
Kære du,
Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, du skriver til brevkassen – det er ikke en nem situation, du står i og det kræver mod og styrke at række ud og bede om hjælp.
Du skriver, at din far er sur på dig, at han vælger dig fra og at det er din skyld, han gør det. Det bekymrer mig, at du synes, det er din skyld. Det er helt normalt, at børn af forældre med et alkoholmisbrug føler, at det er deres skyld. Her er det dog vigtigt at slå fast, at det ALDRIG er børnenes skyld. Det er nemlig kun forælderens valg at være misbruger. Selvom det kan være et udtryk for, at forælderen har nogle problemer, som han/hun søger at dulme med alkohol, er det altid hans/hendes eget valg. Derfor kan det aldrig blive din skyld. Derudover fremhæver du, at du savner din far før alkoholen blev fuldtid. Det er helt naturligt og meget forståeligt, at du gør det. Det må være et savn, der er rigtig svært at håndtere.
I TUBA ved vi, at der kan opstå to slags sorg, når man kommer fra en familie med misbrugsproblemer: 1) Den ene sorg er den, som knytter sig til tabene i fortiden. I dit tilfælde det, du ikke har fået i din opvækst pga. din fars alkoholmisbrug. 2) Den anden sorg er vedvarende og forbundet med, at din far fortsætter med at drikke og bebrejde dig. Dette forhindrer nemlig, at du kan have et godt forhold til ham. Den første sorg handler om at erkende din historie og give plads til dine følelser omkring det at vokse op med en drikkende far. Den vedvarende sorg er en sorg over det, som foregår hele tiden; nemlig at din far stadig ikke er der for dig.
I dit brev spørger du om, hvor lang tid der vil gå, før du stopper med at savne din far og være sur på ham. Disse spørgsmål kan der desværre ikke gives entydige svar på. Det er nemlig ikke sikkert, at dit savn og din vrede nogensinde stopper helt. Men det er helt normalt og forståeligt, at du har disse følelser. Nogle børn af misbrugere finder stor trøst i at fortælle forælderen, hvordan de har det. Dette kan eksempelvis gøres i et brev, da det nogle gange kan være nemmere at formulere sig skriftligt end face-to-face. Måske kunne det være en hjælp for dig at gøre?
Børn af misbrugende forældre finder endvidere ofte stor trøst i at tale med nogle udefra stående, der enten kan være en terapeut eller andre unge med lignende erfaringer. Hvis du tror at det vil være en hjælp for dig med individuel terapi og/eller gruppeterapi, skal du være meget velkommen til at kontakte TUBA. Du kan læse mere her: www.tuba.dk/hjælp
Jeg ved godt, at jeg nok ikke giver dig det svar, du havde håbet på. Men jeg håber, at du kan bruge mine inputs og kan finde en trøst i, at din fars valg og bebrejdelser ikke har noget med dig at gøre – det er udelukkende hans valg. Du er altid velkommen til at skrive herind igen.
Rigtig meget held og lykke.
Kærlig hilsen Liv, TUBA