Kære tuba, jeg har før skrevet til jer med hensyn til min mor som lider af et pillemisbrug og alkoholmisbrug.
Jeres råd var at prøve og fortælle min far om hvad der forgår hjemme hos os. Problemet er bare, han ved det allerede. Han har altid vidst at det ikke gik helt godt herhjemme. Her forleden, gik det dog helt galt. Min mor var påvirket, (dog ikke så meget, det kom først senere), da hun skulle køre mig og en veninde til fodbold. Selv min veninde kunne mærke at der var noget galt, for hun slingerede rigtig meget med bilen. Bagefter fodbold henter hun os så igen, og da jeg er kommet hjem, bliver hun rigtig fuld. Hun kunne næsten ikke gå, eller tale. Jeg råbte af hende at hun skulle gå ind og “sove det væk” for det hjælper nogengange, men det ville hun ikke. Vi begynder at komme op og skændes, og til sidst konfrontere jeg hende med det hele. Hvilket jeg faktisk aldrig rigtig har gjort, tror jeg. Jeg råber af hende at hun skal tage sig sammen overfor os børn, og at hun skal stoppe med alle de undskyldninger for hendes misbrug til piller og alkohol. Jeg sagde at jeg var træt af alt det her, og at mig og min lillebror nu tog hjem til min far. Hvilket vi har gjort så mange gange før, når de her situtioner er sket. Min mor begyndte at sige at hun også ville have at vi skulle derhjem, fordi hun havde det svært fortiden, men min far ikke ville have os. Den gjorde ondt. Men jeg havde på en måde allerede følt det, før hun sagde det. Min far har nemlig fået en ny kæreste, og hun er også sød nok, det er bare som om han har ændret sig fulstændig efter det. Alle hendes meninger, bliver til hans, og jeg føler lidt han vælger hende frem for os nogle gange. Han tager SÅ meget hensyn til hende, og det går tit udover mig og min bror.
Når men, jeg pakker mig og min lillebrors ting, og så ringer jeg til min far. Han tager den så ikke, fordi han jo er sammen med sin kæreste, hvilket han er hele tiden. Hun bor nærmest hos os, og det har hun gjort lige siden han fortalte os om hende. Da han ikke tog den, tog jeg min lillebrors ting og mine, og så begyndte vi ellers og gå kl 20:00 om aften i fuldstændig mørke, for jeg skulle fandme ikke være der mere. Da vi er halvvejs, ringer min far så endelig tilbage, og kommer og henter os. Da vi kommer hjem til ham, trøster han min lillebror, og spørg så mig om hvad der er sket. Jeg forklare ham det til ham, som jeg har gjort så mange gange før. Undtagen denne gang, græd jeg ikke. Det her er sket så mange gange før, at jeg kun kan føle vrede, og ikke føle tristhed. Jeg ved godt at min far elsker os, og han bekymre sig også om hvordan vi har det, men åbenbart ikke nok til at han vil gøre noget ved det. Derfor er jeg skide sur på ham.
Præcis efter en uge, uden nogen som helst opkald fra min mor med undskyldning eller noget, er alt åbenbart tilbage til det gamle, og vi skal hjem til min mor igen. Jeg har prøvet at konfrontere min far med det, bare uden at bruge de præcise ord. Jeg ved egentlig ikke hvorfor det er så svært at sige det konkret til ham, selvom jeg allerede er sikker på han ved det. Sidste gang han spurgte hvordan det gik, svarede jeg bare at det gik som det plejede, hvilket han godt ved hvad betyder. Han spurgte om det var dårligt eller skidt, hvor jeg så svarede “Er det ikke ligemeget? Du har jo ikke tænkt dig at gøre en skid ved det alligevel”. Han svarede et eller andet med at han ikke bare kunne kaste alt hvad han havde i hænderne, eller noget i den stil. Men jeg tror det er fordi, at han er så forelsket, at han igen tager hensyn til kæresten, og ikke vil skræmme hende væk, ved at have os der hele tiden. Fordi de skal jo også have tid alene samme….
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gør mere. Jeg føler at jeg har gjort alt. Jeg har konfronteret min mor, jeg har konfronteret min far. Intet er sket, og det er stadig slemt hjemme hos min mor. Jeg vil helst ikke indblande andre voksne, da jeg helst ikke vil skabe så meget drama.
Jeg elsker min forældre så højt, også min mor (når hun altså ikke er påvirket), men jeg føler mig svigtet, når de ikke gør noget ved det her.
hilsen den forvirrede igen.
Svar:
Kære forvirrede
Hvor er det godt, at du skriver igen. Det er modigt, at du har snakket med både din mor og din far om, hvordan din bror og dig oplever situationen. Det, du beskriver i dit brev er bestemt ikke en situation, som børn bør stilles i, så jeg er meget glad for, at du skriver tilbage til os.
Inden jeg svarer dig, så vil jeg gerne skrive til dig, at du handler helt som du skal. Jeg kan tydeligt fornemme, at du holder meget af både din far og din mor og blot ønsker, at din mor passer bedre på sig selv, så hun igen er i stand til at passe på jer. At du ønsker, at dine forældre lytter til dig og tager ansvaret for situationen. Du skal vide, at du har ret til at føle dig svigtet, og din fortælling viser meget tydeligt, at hverken din mor eller far lige nu er i stand til at handle sådan som der kræves i jeres situation. Du er ikke forkert, du er præcis sådan, som du skal være, og du har god grund til, at reagere som du gør. Ud fra det du skriver i dit brev, så bliver både du og din bror svigtet af jeres forældre.
Du har påtaget dig et kæmpe ansvar, som ingen børn skal gå med selv. Da både din mor og far ikke reagerer på det, du har fortalt dem, tænker jeg, at mit bedste råd til dig er at du kontakter en tillidsfuld voksen. Det kunne f.eks. være en lærer, en moster, en faster eller en venindes mor/far? Eller din fodboldtræner? Du kan også vælge at tage direkte kontakt til kommunen og fortælle dem, hvordan det forholder sig.
Jeg kan sagtens forstå, hvis du synes, at det hele virker uoverskueligt, og at du er bange for at skabe drama eller bliver bekymret over de konsekvenser, det kan få. Virkeligheden er, at det er dine forældre, der har skabt et drama og ikke dig. Du har ret til at bede om hjælp. Hvis du synes, at det virker helt umuligt at forsøge at inddrage andre tillidsfulde voksne, så kan du prøve at snakke med din far igen – måske kan du skrive et brev til ham, eller vise ham brevet, som du har sendt herind? Din far har pligt til at handle, når situationen hos din mor er så kritisk, som den er.
Hvis du ikke kan finde en tillidsfuld voksen og ikke føler, at din far lytter og tager dig alvorlig, så kan TUBA også hjælpe dig med at kontakte kommunen. Du kan skrive til chatten mandage, onsdage og torsdage kl. 18 – 21. Der sidder rådgivere klar til at hjælpe eller blot lytte til de tanker og følelser, du måtte have. Du står i en svær situation, så jeg føler med dig, og jeg håber, du finder mod til at tage kontakt til en tillidfuld voksen, der kan hjælpe dig og din bror, hvis din far ikke vil påtage sig ansvaret for, at der bliver gjort noget.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Skriv tilbage, hvis du får brug for det. Jeg sender dig en masse varme tanker – din bror og dig har ret til at bede om hjælp!
Mange hilsner fra Carina, TUBA.