Kære tuba, omkring i 2013 blev mine forældre skilt. Det var min far der ikke ville mere. Dette var min mor ikke enig i, og herfra begyndte det at gå ned ad bakke for hende. Hun er selv opvokset i en familie hvor faren, godt kunne li’ og drikke sig fuld, og han var også voldelig over for hende og hendes bror.
I min mors voksenliv (mens hun var sammen med min far) begyndte hun at opbygge en afhængighed til piller.
Hun tog nogle kodimagnyler, som egentligt er en hovedpine pille, men hvis man tager nok, bliver man lidt beruset.
Jeg ved ikke hvor meget det fyldte da det er før min tid, og mens jeg var meget ung, men jeg er sikker på det er en af grundene til at min far forlod min mor.
Som sagt, efter mine forældre blev skilt begyndte min mor at drikke. Jeg kan ikke huske det så godt, da jeg kun var 10-11 år dengang og fordi jeg simpelhen har valgt at skubbe det væk, men jeg husker hun tit var fuld, og lå og græd over min far. Det var dog aldrig sådan så hun ikke kunne tage vare på mig og min lillebror, for vi fik altid mad, og blev puttet i seng. Og når hun var sig selv igen, var hun også kærlig, og sagde hun elskede os. Men det der var værst, var at når hun var i den fulde tilstand, kunne hun blive enormt paranoid, og begyndte flere gange at beskylde mig for at jeg elskede min far mere end hende, og at jeg var på hans side. Hun havde også altid mistanker om at han havde allerede fundet en ny, og det var derfor han forlod hende, og beskyldte altid mig for ikke at sige noget til hende og lyve. Hun fortalte mig ting der ikke passede om ham, så jeg ville blive sur på ham.
”Hvis du lyver for mig, tilgiver jeg dig aldrig igen” kunne hun finde på og sige.
Men, hver morgen når vi vågnede var hun jo ikke fuld mere, og hun var den dejlige mor igen, som jeg elsker, og jeg tilgav hende derfor for det hun havde sagt og gjort aftenen før. Men hver dag, når hun kom hjem fra arbejde, begyndte det hele forfra. Og jeg begyndte hurtig at kunne læse på hende hvornår hun var i sin tilstand, og hvornår hun ikke var. Min far vidste godt hvad der forgik, og hjalp også mig og min bror meget, og prøvede også at stoppe min mor. Derfor besluttede ham og noget familie at hun skulle sendes på et behandlings center i Jylland. Jeg kan ikke huske helt hvordan det gik da hun kom hjem igen, men jeg mener det gik ret godt for en periode. Mine forældre sendte mig til en psykolog, og for at være ærlig, følte jeg at det var spild af penge. Jeg synes heller ikke det hjalp så meget, for efter min mening var der jo ikke så meget at hjælpe, for det var jo min mor der behøvede den mest. Efter det havde gået godt i et stykke tid, begyndte det at gå langsomt ned af bakke igen. Dog drak hun ikke og tog piller så voldsomt, som hun havde gjort før, men jeg kan stadig mærke det, og jeg synes stadig det er rigtig ubehageligt når hun er i den tilstand. jeg vil gerne understrege at hun aldrig har været voldelig overfor os. Det er mere på det følsesmæssige område, hun ikke kan tage vare på os, for der kan hun ikke engang tage vare på sig selv. Jeg er sikker på hun har arvet sin fars mørke sind, og hun tænker altid for meget over tingene og gør sig selv stresset, og derfor ender det ud i at tage piller som en distraktion.
Min far ved godt at der stadig forgår lidt og han spørger også hvordan mig og min lillebror har det, jeg tror bare ikke rigtig han ved hvad han skal gøre, da han stadig holder af min mor på et venskabeligt niveau, og ved hun knækker helt hvis han tager os børn fra hende. Jeg vil bare gerne have at min mor får det godt, og er sig selv 100 procent af tiden, men jeg har efterhånden mistet troen på at der kan ske en forandring. Hun gør det for det meste kun når mig og min lillebror ikke er hjemme, men det sker stadig mindst en gang om ugen når vi er hos min mor.
Mine veninder ved godt hvad der forgår, jeg tror bare ikke rigtig de forstår hvorfor jeg synes det er så slemt, og det føler jeg faktisk ikke rigtig der er nogen der gør, så derfor er jeg begyndt enormt meget at tvivle på om jeg er for dramatisk med hensyn til det her?
Jeg er træt af at der ikke bare er nogen der tager en beslutning for mig og min lillebrors vejne, og fortæller mig helt konkret hvad jeg skal gøre, istedet for at spørge hvad jeg vil hele tiden. Jeg vil ikke have forståelse, jeg vil have handling.
Desuden er jeg også splittet. For jeg elsker min mor, og hun er det dejligste menneske, for det meste. Men jeg hader hende, og er dybt sur på hende når hun tager piller, og når jeg finder øl.
Hilsen den forvirrede.
Svar:
Kære forvirrede
Du skal have mange tak for dit modige og ærlige brev. Jeg er meget glad for, at du henvender dig. Inden jeg besvarer dit brev, så vil jeg først og fremmest skrive tilbage til dig, at jeg helt tydeligt fornemmer en stor kærlighed til din mor – både i den måde du passer på hende og i den måde, som du beskriver hende. Jeg fornemmer helt tydeligt, at du bare gerne vil have, at din mor har det godt og at du savner din hende – den mor, der ikke er fuld eller påvirket af piller – det ønske er du helt og aldeles berettiget til at have.
Uden at kende dig fornemmer jeg, at du er meget moden af din alder. Du har mange gode overvejelser og refleksioner over din situation, og jeg kan sagtens forstå, at du føler dig helt forvirret.
Du fortæller om dine forældres forhold til hinanden, og herunder specielt om din mors tiltagende forbrug af piller og alkohol. Du skriver, at din mor og far nu er skilt, og at din bror og dig oplever din mor påvirket, når I er hos hende, og at hun ofte ikke følelsesmæssigt er i stand til at tage vare på jer. Mest af alt kan jeg ikke lade være med at fokusere på dit spørgsmål om, om du mon er for dramatisk.
Du må ikke betvivle dig selv og det, som du føler. Du er helt berettiget til at kræve, at der bliver gjort noget ved situationen, for det er hverken acceptabelt eller normalt, at du skal stå med ansvaret for din mor. Så du er ikke for dramatisk. Jeg vil mene, at det er de voksne omkring dig, der ikke tager nok ansvar for situationen.
Du nævner din far flere gange. Både at han sammen med familien fik din mor indskrevet til behandling, og han den dag i dag indimellem spørger til, hvordan det går hjemme hos mor. Men du skriver også, at du tror, at din far ikke rigtig ved, hvad han skal gøre, og at han måske er bange for, hvordan din mor vil reagere, hvis han griber ind.
Det er altid et svært at gribe ind i menneskers liv, hvis de ikke vil hjælpes. Men det du beskriver, kan aldrig nogensinde blive dit ansvar. Ansvaret er helt og aldeles hos din far og mor – og hvis din mor ikke selv er i stand til at tage ansvar for sig selv eller jer som børn, så er det din far, der skal handle.
Mit forslag vil være, at du i første omgang prøver at fortælle din far om, hvordan du har det og om, hvad der foregår hjemme ved jeres mor. Fortæl ham, at du har brug for, at nogen handler på vegne af din bror og dig – for det ikke jeres ansvar, og I har ret til at bede om hjælpe til jer og jeres mor.
Hvis du synes, det er svært at snakke med din far, så tænker jeg på, om du måske har en lærer eller en anden voksen, som du kan snakke med om, hvordan det er hos din mor og om de tanker og følelser, det sætter i gang hos dig?
Mit råd er blot et råd, og du skal gøre det, du har det bedst med at gøre. Det er bare vigtigt, at du ikke står alene. Du skal også vide, at TUBA har mulighed for at hjælpe dig videre. Derfor sender jeg dig også kontaktoplysningerne på en TUBA nær dig:
{TUBA afdeling i brevskrivers kommune}
Derudover har TUBA’s chat åben mandage, onsdage og torsdage fra 18-21.
Du er også meget velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for mere og måske anden hjælp end den, jeg har forsøgt at give ovenfor.
Jeg håber, at du finder den hjælp, som du har brug for. Og vigtigst af alt, så hus at du ikke reagerer forkert eller er for dramatisk. Du reagerer helt normalt på noget, der er unormalt – og det er både godt og sejt, at du har modet til at gøre det. På den måde passer du bedst på dig selv i noget, som ikke er særlig rart. Det er de voksne, der har ansvaret – ikke dig.
De bedste hilsner fra
Carina, TUBA