10 år med TUBAs onlinerådgivning – de mest alvorlige henvendelser fra børn og unge har vi set under corona.
15. marts er det 10 år siden TUBAs første onlinerådgivning, chatten, åbnede på tuba.dk. Og selv om det er et jubilæum, der er værd at fejre, så markerer det også udgangen på to år med en stigning i de henvendelser, der har handlet om overgreb. Henvendelser, der handlede om unge, der er udsat for fysisk vold, steg fx med 122% i perioden 12. marts 2020 til 10. marts 2021 sammenlignet med året før.
I TUBAs chatrådgivning kan alle uanset alder anonymt og fortroligt dele sine tanker med en rådgiver. En samtale kan vare op til 1 time, hvor rådgiveren med udgangspunkt i den enkeltes perspektiv hjælper dem med at reflektere over egen situation og handlemuligheder.
”Jeg havde forventet en hurtig og lidt mere løs samtale. Men der blev taget sig god tid til at overveje mine vendinger og ordvalg, og der blev spurgt ind til, om det var rigtig forstået,” siger en ung, der har modtaget rådgivning online.
Onlinerådgivning skal læres
Chatrådgivningen var TUBAs første rådgivning online, siden er rådgivning via mail og SMS også kommet til. I 2021 modtog 927 rådgivning via chat, sms, mail eller ung-til-ung-forummet.
”Mange bliver overraskede over, at chatrådgivning faktisk er svært og langt fra ligetil. Vi mangler de vante kommunikationsredskaber, som vi kender fra hverdagen, som fx at gestikulere, bruge mimik, øjenkontakt og stemmeføring. I chatrådgivningen har vi kun det skrevne ord. Ordet, sproget og den måde, vi bygger samtalen op på, har en afgørende betydning for den unge, der modtager det,” forklarer onlinerådgivningskoordinator i TUBA Jane Bach Woller.
Det er frivillige, der alle har gennemført TUBAs interne rådgiveruddannelse, der betjener onlinerådgivningen, som er akkrediteret af RådgivningsDanmark. Det betyder, at rådgivningen har været igennem en kvalitetsvurdering af, hvorvidt tilbuddet lever op til en række fælles standarder for gratis, sociale rådgivningstilbud.
Meningsfuldt arbejde
”Når min vagt slutter, giver det mig overskud at vide, at jeg var lige dér, hvor én havde brug for det,” siger psykoterapeut Camilla Høy Christensen, der startede som frivillig onlinerådgiver for 18 måneder siden.
Hver 14. dag møder hun ind i onlinerådgivningens lokaler i Århus, hvor hun er på vagt i 3 ½ time.
”At være rådgiver hos TUBA giver mening. På det faglige plan kan jeg bringe mine kompetencer som psykoterapeut i spil og samtidig opnå mere viden indenfor området. Personligt giver det mening i mit liv, at jeg kan gøre en forskel for et andet menneske, der har det svært,” siger hun.
TUBA er en nonprofitorganisation, hvis arbejde er finansieret af bevillinger fra stat, kommuner og fonde. Udover ca. 70 fastansatte er der ca. 150 frivillige psykologer og terapeuter, og 22 af dem er onlinerådgivere. I 2021 modtog TUBA Kristeligt Dagblads Pris, som hædrede de frivillige arbejde i TUBA.
Se hvordan en chat-rådgivning foregår: https://vimeo.com/686196609
Om onlinerådgivningen:
- 5349 har brugt TUBAs chat og SMS-rådgivning fra 2012-2021.
- 927 fik sidste år hjælp i TUBA online (Chat, SMS, ung-til ung-forum, brevkasse)
Top 3 samtaleemner i TUBAs chat (2017 – 2021)
1. Håndtering af følelser
2. Håndtering af drikkende forældre
3. Opvækstens konsekvenser for livet nu.
Det siger de unge, der har fået hjælp online
”Rådgivning på skrift virker svært og kompliceret, men det fungerede fint her. Det føltes som om, jeg faktisk snakkede med en person og ikke en skærm.”
”Yderst kompetent og sød medarbejder. Spurgte ind til, om tingene var forstået, som jeg havde ment dem. Kom ikke med løsninger, men gode råd og var generelt meget velovervejet og engageret i samtalen og mit behov.”