I december er der mulighed for at opleve to magiske julekoncerter i København og Aarhus, når Andrea Pellegrini og strygekvartetten LiveStrings nyfortolker juleevangeliet til fordel for TUBAs arbejde med børn og unge, der er vokset op i hjem ramt af alkohol- og stofmisbrug.
”Når vi støtter TUBA med to koncerter, er det fordi julens bagside er rå – det gælder i særdeleshed for de børn og unge, som vokser op i familier med alkohol- og/eller stofmisbrug. December er en måned, hvor alkoholen flyder så rigeligt i Danmark, og dermed også en måned, som kommer til at gnide et bjerg af salt i et allerede åbent sår,” siger Andrea Pellegrini.
I TUBA er vi glade for, at Andrea Pellegrini & LiveStrings igen i år vil være med til at sætte fokus på TUBAs børn og unge.
Julens skyggeside i familier ramt af misbrugsproblemer
Man plejer at sige, at julen er børnenes fest, men for børn og unge i familier ramt af alkoholproblemer eller stofmisbrug, forholder det sig ofte anderledes. For nogle vil højtiden være forbundet med øget frygt, ondt i maven og bekymringer for forældrenes alkoholindtag. Det skaber utryghed og kan blandt andet give grobund for mistrivsel og ensomhed hos mange børn og unge, der vokser op i disse miljøer og hjem, hvor duften af brunkager sommetider skiftes ud med lugten af dagsgammel alkoholånde og blålilla læber. Det er heller ikke forventningens glæde, der fylder i maven hos børnene og de unge, men tværtimod en knude, som de ofte bærer på hele julemåneden. Alkoholsalget er stigende i julemåneden, præcis som frygten også vil være det hos børnene og de unge.
“Det er langt fra alle familier, der kan leve op til den idealforestilling, som julen også er,” siger Andrea Pellegrini. “Men gennem TUBAs gratis rådgivning og terapi kan de unge få en ny chance, som en rose skyde op af den frosne jord, som salmen lyder. Det arbejde vil vi gerne støtte med vores koncerter.”
Giv dig selv, dine kolleger eller en du holder af en tidlig julegave i år
Koncerten, Julen har Englelyd, kan opleves i Garnisonskirken i København og Sankt Lucas Kirke i Aarhus.
Når du køber billet til koncerten, støtter du automatisk TUBAs arbejde med at hjælpe de unge, der er vokset op i familier ramt af alkoholproblemer eller stofmisbrug.
Billetter kan købes her:
Aarhus: Lucas Kirke d. 3. december 2022:
https://billetto.dk/e/julen-har-englelyd-andrea-pellegrini-livestrings-billetter-600583
København: Garnisonkirken d. 14. december 2022:
https://billetto.dk/e/julen-har-englelyd-andrea-pellegrini-livestrings-billetter-599879
Du kan finde en lille smagsprøve på Andrea Pellegrini & LiveStrings her:
https://www.youtube.com/watch?v=FHVn07Z0OvI
Om Andrea Pellegrini
Andrea Pellegrini er en af landets mest efterspurgte sangere i både opera- og koncertsammenhæng. I 2008 modtog hun Musikanmeldernes Kunstnerpris og har siden modtaget et hav af priser, senest Wilhelm Hansen Fondens hæderspris i 2020. Hun debuterede på Det Kgl. Teater som Rosina i Rossinis’ Barberen i Sevilla i 2006. Gennem sin karriere har Andrea Pellegrini haft en særlig interesse for de genrebrydende kunstformer og har skabt nye musikalske værker i grænselandet mellem genrer. En rød tråd i hendes kunstneriske virke er folkeliggørelse og fortælling – at bringe den klassiske musik og æstetik ud over scenen i nye sammenhænge.
Om LiveStrings
LiveStrings er en strygekvartet, der er i front på alle landets scener – både på de rytmiske og de klassiske. De mange facetter gør LiveStrings til en af landets mest interessante klassiske ensembler, der formår at bevæge sig på tværs af genre, men altid med afsæt i den klassiske musiktradition og spillestil. Siden 2011 har de spillet og indgået i samarbejde med flere kunstnere, der bl.a. tæller udenlandske artister som Eminem (US), Kanye West (US), Michael Bublé (CDN) og danske artister som Quadron, Lukas Graham, Tina Dikow, Søren Huss, Outlandish, Bent Fabricius-Bjerre, Kwamie Liv m.fl.