I TUBA er vi stolte af vores frivillige, og det arbejde de udfører. Nu er der endnu mere grund til at være stolt. Kristeligt Dagblad har valgt at hædre det frivillige arbejde i TUBA med Kristeligt Dagblads Pris 2021.
Af Kirstine Rossander
I TUBA er der omkring 150 frivillige, der i samarbejde med de ca. 70 fastansatte psykologer og terapeuter rådgiver og hjælper over 4000 unge om året. Samarbejdet mellem de frivillige og fastansatte styrker TUBAs arbejde. De inspirerer hinanden og bringer nye synsvinkler på banen, når de udveksler viden. Nu hædres deres mange års arbejde med at hjælpe unge, der er vokset op i hjem med alkoholproblemer og stofmisbrug.
”Uden de frivillige ville TUBA ikke være den organisation den er i dag. De frivillige spiller, sammen med de fastansatte, en kæmpe rolle i arbejdet med at hjælpe de mange unge, der kommer til TUBA og beder om hjælp. Derudover bidrager de frivilliges forskellige professionelle baggrunde til den høje kvalitet, der eksisterer i TUBA” siger Henrik Appel, landsleder i TUBA Danmark.
Kristeligt Dagblads Pris har eksisteret siden avisens 100-års jubilæum i 1996, og er bl.a. blevet givet til Skt. Lucas Hospice, Vågekonerne i Hanstholm og Bent Melchior. Med prisen følger en check på 25.000 kr. og en bronze statuette, Hyrden, der er udarbejdet af kunstneren Peter Brandes.
Psykoterapeut tager imod prisen i aften
Psykoterapeut Elise Haavik modtager på vegne af TUBA Kristeligt Dagblads Pris 2021. Elise har været frivillig psykoterapeut i TUBA i knap 5 år, hvor hun både har arbejdet individuelt med unge, og med unge i gruppeterapi, og dermed er hun en af de frivillige, der har været længst i TUBA.
”Jeg er utrolig stolt på vegne af TUBA, der får den her pris. Den er med til at understrege, at TUBAs arbejde handler om noget andet end magt, penge og status. Det handler om at hjælpe de unge” siger Elise Haavik, der tidligere var hun optaget af folk med misbrug og undrede sig over, at der ikke var flere tilbud til de børn, der stod efterladt tilbage, indtil hun hørte om TUBAs arbejde. ”Det er så fantastisk, når man ser de unge i TUBA rykke sig. Jeg bliver fascineret, hver gang de unge engagerer sig til terapisessionerne, og når de skaber ændringer i deres liv. Det rør mig dybt,” siger hun.
Det er ikke kun de unge i TUBA som Elise sætter pris på. Den faglige sparring er også værdifuld. ”Jeg er virkelig glad for, at vi har en eklektisk tilgang i TUBA. Der er ikke kun en tilgang, der er korrekt i mødet med de unge, men flere. Det er både berigende og fagligt udviklende, med al den tværfaglige sparring vi har.”
Selvom det ikke ligger i den nære fremtid har Elise alligevel tænkt over, hvordan det en dag bliver at stoppe med at være frivillig i TUBA.
”Det er så meningsfuldt at være her. Man kan jo næsten blive helt afhængig af at være her.”
TUBAs forskellige frivillige
De ca. 150 frivillige, der er i TUBA, fordeler sig ud på tre forskellige frivilligområder. De terapeutfrivillige bruger hver især 3-4 timer om ugen på at hjælpe TUBAs unge, enten som co-terapeuter i gruppeforløb eller som FRI-terapeuter i individuelle forløb med unge, som kommer i TUBA. Herudover deltager de også i supervision. Alle de terapeutfrivillige er enten uddannede psykologer eller psykoterapeuter.
I onlinerådgivningen sidder de frivillige og hjælper de unge, der henvender sig på sms, i chatten eller i TUBAs brevkasse. De frivillige har alle en socialfaglig baggrund, og har gennemført TUBAs interne rådgiveruddannelse, så de er klædt bedst muligt på til arbejdet.
Udover den flotte frivilligpris tildelt af Kristeligt Dagblad er TUBAs onlinerådgivning akkrediteret af Rådgivnings Danmark. Det betyder, at rådgivningen har været igennem en kvalitetsvurdering af, hvorvidt tilbuddet lever op til en række fælles standarder for gratis, sociale rådgivningstilbud.
TUBAs aktivitetsfrivillige bidrager med det de hver især er bedst til, og med den tid de hver især har til rådighed, uanset om det er et par timer om ugen eller om måneden. De skaber bl.a. værdi for både TUBAs besøgende og terapeuter ved at hjælpe til under arrangementer.