Bruger du naturen i din behandling, eller er du bare interesseret i at bruge naturen på en ny måde, så kan du få et par tips med på vejen… Prøv også selv en af øvelserne. Du finder den nederst i artiklen. 

 

”Jeg kan ikke huske, hvornår der har været så meget ro oppe i mit hoved og så meget ro inden i mig.”

 

Citatet stammer fra en ung, der har været i en af de gruppeterapiforløb, der har været en del af Natur til et godt liv. Det er et projekt, der er sat i verden for at finde ud af, hvilken effekt naturen kan have i det terapeutiske arbejde med unge, der er vokset op i familier med alkoholproblemer eller stofmisbrug.

Der er foreløbig en god effekt, hvis man skal tro de første erfaringer fra projektet, der siden 2016 har fået støtte fra Bikubenfonden.

Natur til et godt liv er baseret på gruppeterapi, der inddrager naturen i terapien. TUBAs terapeuter har udviklet nye veje til at fremme livsmestring for de unge, og undervejs har de testet og eksperimenteret med at inddrage naturelementer i det pædagogiske og terapeutiske forløb.

Til efteråret samler TUBA op på alle parters erfaringer, og når forskeren Matthew Peter Stevenson fra Københavns Universitet, som TUBA har indgået et samarbejde med, er klar med sit komparative studie, så vil der være dokumentation for, hvilken effekt det har.

Men allerede nu – mens vejret er med os – vil vi gerne løfte sløret for nogle af de resultater, der tegner sig. De første foreløbige resultater viser, at de grupper, der har naturinddragelse i terapien, lærer at forstå naturen som en mestringsstrategi og et konkret værktøj, som de kan bruge aktivt, når de føler sig pressede, eller når livet bliver svært.

”Noget af det, vi ser hos de unge med naturinddragelse – via blandt andet ophold i Svanninge Bjerge – er, at de tilegner sig erfaringer, som viser sig gennem deres sansemæssige beskrivelser af, hvordan naturen hjælper dem til at finde ro i kroppen og i tankerne. Derfor er naturens potentiale stort, og vi glæder os til at se de endelige resultater af vores undersøgelse,” siger regionsleder i TUBA Pernille Rodbjerg, der er projektleder på Natur til et godt liv.

Matthew Peter Stevenson baserer sit komparative studie på TUBAs kvantitative data om effekten af naturinddragelse i gruppeterapien. Han supplerer desuden med kvalitative interview med både unge, der har deltaget i gruppeterapi med naturinddragelse og unge, der har deltaget i TUBAs traditionelle gruppeterapi.

Naturen har uden tvivl en helende effekt

I Natur til et godt liv har fem terapeuter haft grupper i forløb fra forskellige dele af landet. Hvert halve år har hver terapeut taget en gruppe af unge med til Knagelbjerghus i Svanninge Bjerge på Sydfyn, hvor de har gennemgået et program, der har haft fokus på at inddrage naturen i terapien. Programmet, der løber i halvandet døgn, er også baseret på gruppens- og de enkelte deltageres terapeutiske mål.

Det har vist sig, at kombinationen af de øvelser, TUBAs unge gennemgår, og de oplevelser, de får i naturen, skaber et helende rum, der bl.a. kan hjælpe de unge til at regulere nervesystemet og til at falde til ro, når de oplever sig presset i deres hverdag.

Naturen kan også skabe et helt særligt rum for både socialt samvær i gruppen og åbne for dybere meningsskabende samtaler. Den giver plads til at bruge kroppen, at bevæge sig i naturen, og den stimulerer nysgerrighed, sanserne og kreativitet.

For TUBAs unge betyder det, at de bliver bedre til at regulere deres følelser, få nervesystemet til at falde til ro, finde et sprog for oplevelser, som hidtil har været ordløse, og få redskaber til at navigere i relationer.

Bedre til følelsesmæssig regulering

”Naturen er et fantastisk til at genetablere kontakten til sine følelser og til at hjælpe med til at regulere dem, til at sætte grænser og få et fællesskab med andre. Men det er også et konkret værktøj, som de unge efterfølgende har adgang til uanset, hvor de er. De kan med de oplevelser, de får i naturen, gå herfra med et konkret redskab, som kan hjælpe dem i stressede og pressede situationer,” siger Pernille Rodbjerg.

Det er ikke usædvanligt, at unge, der er vokset op i hjem med alkoholproblemer og stofmisbrug, kan være usikre og fremmede i forhold til at mærke følelser, behov og grænser hos sig selv. De er vokset op med at være en del af en familiedynamik, hvor de har antennerne rettet mod forældrene. Det har ofte den konsekvens, at et jeg-fokus – det at kunne mærke sig selv, sine behov og grænser – kan være rigtig svært. Det er en perceptionsforstyrrelse, som betyder, at det kan være svært at mærke, træffe valg og sætte grænser overfor andre mennesker og også dække egne behov.

Beroligende virkning på et nervesystem, der er på overarbejde.

Naturen har i sig selv en beroligende virkning. Det er der efterhånden en del undersøgelser har dokumenteret. Naturen får også nervesystemet til at falde til ro hos de unge, og det giver et andet udgangspunkt for indlæring og for den terapeutiske proces end sædvanligt.

”For mange af de unge går der rigtig mange år, inden de tager kontakt til os. De går med fx traumatiske oplevelser af fysiske og psykiske overgreb, og ret ofte giver det dem et øget alarmberedskab. Med den virkning, som naturen har, så får de nogle rigtig gode oplevelser,” siger Pernille Rodbjerg.

Det bliver nemmere med relationer

I Natur til et godt liv er de sammen med andre i knap to døgn, det er en eksponering, som de ret ofte også har dårlige erfaringer med. De unge kan have flere negative oplevelser ved at være sammen med andre. De kan fx have været i relationer med andre, som har været destruktive og uhensigtsmæssige.

”Det får også en betydning, når vi skal hjælpe dem som terapeut, de kan have forskellige tilknytningsmønstre – usikker, ængstelig, undgående tilknytningsmønstre, som på en måde kan forhindre eller spænde ben for det samarbejde om at hjælpe dem til at få det bedre. Naturen kan være en allianceopbyggende del i forhold til at skabe og etablere et samarbejde mellem terapeuten og den unge. Man kan fx tage en walk and talk sammen med fokus rettet mod de sanser, som skoven aktiverer,” siger Pernille Rodbjerg.

Skyld, skam og tabu

Naturen kan også gøre det muligt at sætte ord på oplevelser, uden at have ord for dem.

De unge bærer ofte på en skam over de forældre, som har et alkoholproblem. Der kan have været konflikter og skænderier, som de unge føler at de bærer skylden for. Desuden har alkoholproblemerne og de konsekvenser, det har haft, for mange været noget ’vi ikke taler om’, så der kan også mangle et sprog for, hvordan de har det sammen, for sig selv og med sine følelser.

Desuden er mange af de unge vokset op uden ord for deres traumatiske oplevelser, de har måske først sent fundet ud af, at det ikke var normalt at blive behandlet på en bestemt måde. Naturen giver dem en mere oplevelsesmæssig tilgang, hvor de nonverbalt kan gå ind ad andre døre til erindringer og oplevelser, som er værdifulde og brugbare i det terapeutiske rum.

Artikel af: Anne Andersen og Ulla Johanne Johansson. Foto: Flemming Effersøe

 

Prøv selv – det virker

Her kan du se et eksempel på en af de øvelser, TUBA laver med natur-grupperne til inspiration:

Gå – ned i tempo

Når vi færdes i vores hverdag, er mange af os tilbøjelige til at holde tempoet oppe. Det kan være nødvendigt for at nå de ting, vi skal eller gerne vil nå. Det kan også bare ”føles” nødvendigt, fordi der er stress eller uro i vores krop.

At have ”fart på” hele tiden kan blive en belastning i længden. Jo mere vi suser af sted, jo sværere kan det blive at sætte tempoet ned igen. – På et tidspunkt begynder vi måske ligefrem at ”skynde os”, fordi vi ikke kan overskue at blive ”indhentet” af de følelser, vi ikke har haft tid til at mærke og gøre noget ved.

Så kan det være tid til en gåtur i naturen – og til at komme lidt ned i tempo.

Start med at gå, som du ”føler dig” – altså i et tempo, der afspejler den uro, stress eller energi, du har inden i. Hvis du føler dig stresset og hektisk, så sæt farten tilsvarende op, til du kan mærke, at så meget ”fart” har du faktisk på. Læg mærke til, hvordan det føles.

Prøv så nu at sætte farten bevidst en smule ned. Brug din vejrtrækning: Træk vejret dybt ind, og sænk med vilje din fart en smule, mens du puster ud. Bare lidt ad gangen. Fortsæt lidt i det nye tempo, træk vejret og mærk efter, hvordan det føles. – Sænk så farten lidt mere, mens du ånder ud.

Måske du på et tidspunkt begynder at mærke nogle følelser melde sig. Måske din krop spontant får ”lyst” til at sætte farten op igen for at undgå dem. Enten ved, at du faktisk går hurtigere, eller ved, at dine tanker begynder at ”ræse”. – Prøv i så fald at tillade følelserne i stedet. Lad dem komme og gå et stykke med dig. Giv dem lidt opmærksomhed og anerkendelse – måske de giver mening? (At du er vred, ked af det, bekymret)? Når du har lagt mærke til dem og anerkendt dem, kan du slippe dem igen, mens du går videre.

Sæt nu farten endnu mere ned. Træk vejret dybt, slip på din udånding, og sænk farten yderligere. Det er fint, hvis du er et sted, hvor du ikke behøver bekymret dig om, hvordan du ”ser ud”.

Prøv, om du kan få din hastighed så langt ned, som du ”faktisk”, trænger til. Helt ned. – Prøv, om du kan begynde at mærke under dine fødder, hvordan det føles at gå – hæl, svang, tå … Om du kan høre skoven eller naturen omkring dig. Om du kan lugte den, mærke den på din hud … Måske kan du kigge på naturen omkring dig og finde ting i den, der bevæger sig med deres eget tempo. En bæk. Et træ. Noget, der vokser eller forsvinder?

Hvis du vil, kan du starte forfra – og gentage øvelsen, så mange gange, du har lyst. Måske vil dit nye ”udgangspunkt” anden gang ligge lidt lavere …?