Opdatering d. 23/08/2024: Det var en enstemmig Borgerrepræsentation, der i går vedtog forslaget om en behandlingsgaranti til unge, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug. 55 stemte for og 0 stemte imod. Før forslaget kan blive til virkelighed, skal der findes finansiering til det i efterårets budgetforhandlinger. Vi følger med, krydser fingre og opdaterer løbende vores kanaler om processen. Følg med her eller på vores Instagram @tubadanmark.
Unge, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug, skal have garanti for hjælp indenfor tre måneder. Sådan lyder det i et såkaldt københavnerforslag, der skal stå sin prøve i Københavns Borgerrepræsentation i dag.
Årelange ventelister på terapi til unge fra misbrugsramte familier kan snart være fortid for unge i København. Et borgerforslag om en behandlingsgaranti til børn og unge, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug, skal nemlig behandles i Borgerrepræsentationen i København i dag.
Det såkaldte Københavnerforslag blev stillet i december 2023, da Københavns Kommune overvejede at spare TUBA væk. På det tidspunkt stod 500 unge på venteliste til et forløb, og det fik fire unge, der tidligere har gået i TUBA, til at gå sammen om at stille forslaget.
”Jeg ved, hvad det vil sige at vokse op med alkoholmisbrug i hjemmet, og hvor afgørende det kan være for ens videre liv, at man får specialiseret hjælp. Det ser jeg gerne fortsat er en mulighed for mange unge i fremtiden,” fortæller Casper, som har stillet forslaget sammen med Liv, Monika og Sophie.
Sætter et eksempel
Hvis Københavnerforslaget bliver stemt igennem, vil det sikre, at unge i alderen 14-35 år, der er vokset op i hjem med alkohol- eller stofmisbrug, er sikret hjælp indenfor 90 dage. I dag risikerer unge i København at vente i op til tre år for at få hjælp. Til sammenligning er deres forældre, der kæmper med et misbrug, sikret hjælp indenfor 14 dage.
”Når de unge rækker ud efter hjælp, så har de brug for hjælpen nu. Derfor kan det også være rigtig nedslående at komme på en årelang venteliste,” fortæller Kåre Skarsholm, landsleder i TUBA. Han håber, at forslaget vil møde politisk opbakning.
”Hvis borgerforslaget bliver stemt igennem, er det et stort og vigtigt skridt i retningen af at sikre hurtigere hjælp til de mange unge, som har så meget brug for hjælpen. Og så håber vi selvfølgelig også, at det kan inspirere andre kommuner til at gøre det samme,” siger han.
Københavnerforslaget er det første nogensinde, som har fået de 2.500 underskrifter, der skal til, for at det bliver behandlet politisk. Bliver forslaget vedtaget i Borgerepræsentationen, skal det videre til de kommunale budgetforhandlinger, hvor der skal findes finansiering til forslaget.
Du kan læse forslaget her: