Organisationen TUBA står sammen med prisvindende filmfolk bag kortfilmen Ida, der får premiere den 2. oktober. Filmen sætter fokus på børn i familier med misbrug.
En ny kortfilm viser alkoholmisbrug hos forældrene set fra børnenes perspektiv. I filmen bliver Idas mor overtaget af et monster, hver gang hun drikker. Og monsteret både skælder ud og kræver kys af Ida.
Det er organisationen TUBA, der står bag filmen i samarbejde med M&M Productions. Filmen er produceret af den Oscarbelønnede Kim Magnusson og skrevet og instrueret af Parminder Singh. TUBA tilbyder specialiseret rådgivning og terapi til unge fra familier med misbrug, og ifølge organisationens landsleder Henrik Appel er der en helt særlig grund til at lave filmen.
– 122.000 børn vokser op i familier med misbrug, og det er på tide, at vi tager deres oplevelser alvorligt. Det kan være dybt traumatiserende at opleve sine forældre forandre sig, når de forsvinder ind i en rus. 59 procent af de unge, vi møder i TUBA, har PTSD-lignende symptomer, og 61 procent har oplevet psykisk vold i barndomshjemmet, siger han.
Filmen, der har Molly Egelind og Kerstin Jannerup Gjesing i hovedrollerne, får premiere den 2. oktober ved et arrangement i Imperial og kan efterfølgende ses online.
Henrik Appel håber, at den kan sætte gang i tankerne hos publikum:
– Jeg er sikker på, at mange vil tænke en ekstra gang over, om der er børn i deres omgangskreds, der oplever noget lignende lige nu. Vi har alle sammen et ansvar for at gribe ind og hjælpe børnene, men rigtig mange børn bliver overset, fordi familien ser velfungerende ud på overfladen. Vi håber, at filmen en gang for alle får slået fast, at børn og unge fra familier med misbrug skal have ret til at få hjælp – præcis som deres misbrugende forældre har det. Sådan er det ikke i dag.
Kortfilmen Ida er støttet af Sundhedsstyrelsen, Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning, Bikubenfonden, Frøkjær-Jensen Fonden og Oak Foundation.
Filmen kan ses på www.tuba.dk/ida